Asschenfeldt-Hansen
Ved gry og ved kvæld

December 6

Kvæld

6. December. II. Læs: Salomos Højsang 2, 11-16.
Kristi Bruds Lykke.

Højsangen er baaret af Billedet: Brudgommen og Bruden. Det er Forholdet mellem Herren og den troende Sjæl, der med Østerlandets stærke Farvepragt afbildes for os som Brudens og Brudgommens Lykke ved at tilhøre hinanden. Og dette Billede møder vi jo ikke blot atter og atter i den gamle Pagt, men ligesaa meget i den nye. "Se Brudgommen kommer", dermed siger Herren da, at det ikke blot er et Discipelforhold, men et Kaerlighedens Forhold til ham, Guds Aand vil føre vor Sjæl ind i. Blev det da ogsaa din Lykke, Ven, at blive Kristi Brud? Bedre Parti kan du aldrig gøre. Du er falden, uren, fattig, gældbunden, af Synderslægt. Han er hellig, rig, mægtig, Himlens Kongesøn. I Daaben bød han dig sin Haand og sit Hjerte. Hvor skammeligt, at mange sige Nej til Jesus og foretrække at leve Vantroens Skøgeliv med Verdens Bejlere. Men gav du Jesus Haand og Hjerte for evigt, saa gjorde du din Lykke. "Min elskede er min", Jesus min, hvilken usigelig Rigdom, han er jo alt. Og "jeg er hans", hviken Tryghed og Hvile for den lille, fattige Brud, at maatte overgive sig med Ve og Vel til denne stærke, kærlige Brudgom. Saa er der Foraar og Solskin i vor Sjæl, Sangens Tid er kommen, Vinstokkene staar i Blomster. Saa springer Lilierne ud, de hvide Lilier, saa vil Bruden leve helligt for sin Brudgom, saa beder hun: Skab i mig et rent Hjerte. Men saa gælder det ogsaa om at gribe Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene. Bitterhedens, Begærlighedens, Bekymringens Ræv, Lunkenhedens Ræv, alle disse smaa Ræve luske jo om ved vort Hjertes Vingaard hver eneste Dag for at afgnave Blomsterne og saaledes ødelægge Frugterne. Grib Rævene, at de ikke skal stjæle din Herlighed fra dig, du Jesu Kristi Brud! Grib dem i Bøn og Aarvaagenhed, og overgiv dem uden Skaansel til din Brudgom! Saa skal han "hastelig knuse Satan under dine Fødder". Han elsker jo sin usle lille Brud; naar Synderen bævende raaber om Frelse, siger Herren: "Din Røst er sød", han gemmer sin Due i Fjeldvæggens Skjul, i sit Blods urokkelige Naade. Det er Kristi Bruds Lykke. Vel den, der indtil Enden siger: "Og naar Verden bejler, da skal den have Nej, Jesus har mit Hjerte, og Hjertet deles ej".

K. Ps. 666. J. M. 253. Hj. 249.