Andagter
Asschenfeldt-Hansen
Ved gry og ved kvæld
December 11
Gry
11. December. I. Læs: Johannes's 3. Brev Vers 1-8.
For Navnets skyld er de dragne ud.
Dette Apostlen Johannes's tredie Brev er skrevet til en elsket Broder Kajus. Fire Gange udtaler Johannes i disse Linier sin inderlige Kærlighed til denne Broder. Lad os, der blev Venner i Kristus, kun sige hverandre det, at vi holder af hverandre. Vi er ofte for tilbageholdne dermed, og naar vor Ven er vandret heden, saa er det for sent at sige ham eller hende det. Johannes hørte saa meget skønt om Broderen Kajus. Og vi forstaar ham, naar han siger: "Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden." Det, der særligt fyldte Apostlen, "den ældste", som han benævner sig her, med Glæde, var Kajus's trofaste Omsorg for og Kærlighed til dem, der virkede med Ordet blandt Hedningerne. "Du gør vel i at fremme deres Rejse saaledes, som det er Gud værdigt." Det Ord skal ogsaa vi tage os til Hjerte. Alt Guds Riges Arbejde skal vi elske og gøre for, hvad vi kan, men ikke glemme afdøde Provst Zeuthens Ord: "Indre Mission er det første, men Hedningemissionen er det største." "For Navnets Skyld er de dragne ud;" hvor er der en dyb Klang i det Ord! Ja, de, der drog ud for Navnets Skyld, for det dyrebare Jesunavns Skyld, fik en stor Naadegave. "Eders lykkelige Udsending", den Underskrift ser vi ogsaa ofte under vore Hedningemissionærers Breve hjem. "Derfor er vi skyldige at tage os af saadanne", tænke paa dem, bede for dem, sørge for, at de ikke mangler de timelige Midler. Saa bliver vi "Medarbejdere for Sandheden", og det er der Evighedsvelsignelse i at være.
K. Ps. 320. J. M. 144. Hj. 507.
|