Asschenfeldt-Hansen
Ved gry og ved kvæld

December 17

Gry

17. December. I. Læs: Lukas 9, 51-55.
Kødelig Nidkærhed.

Paa vor Frelsers sidste Vandring mod Jerusalem, paa Vejen gennem Kors til Krone, skete det, at han sendte Sendebud forud for sig til en Samaritanerlandsby "for at berede ham Herberge". Og de modtog ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem. Samaritanerne kunde ikke fordrage dem, der søgte til Jerusalem. Det var jo en anden Tilbedelse end den, Samaritanerne havde stillet an med paa Garizims Bjerg. - Naar du og jeg vil følge Guds Søn, vil med ham op til det Jerusalem heroventil, den himmelske Stad, og "fæster vort Ansigt derpaa", det vil sige: vil det for Alvor, med hele Hjertet, skal vi nok faa at mærke, at mange faar Uvillie imod os for den Vandrings Skyld. Den hellige Vandring lider Verden ikke; den har nok i at tilbede paa Navnkristendommens Garizim. Og kommer vi saa og vilde gerne berede Herberge for vor Mester i de vantro Hjem og Hjerter, da møder vi ofte Modstand; de vil ikke have Jesus ind. Men da maa vi passe paa, at vi ikke bliver betaget af kødelig Nidkærhed. Jakob og Johannes blev forbitret over, at Samaritanerne lukkede i for Jesus, og pønsede paa at bringe Død og Dom over disse Modstandere, som Dommen i gamle Dage var kommen over Elias's Fjender. "Men han vendte sig og irettesatte dem," staar der saa alvorsfuldt. Naar du og jeg bliver fristet af Bitterhed overfor al den Modstand, ikke mindst den Halvhed, den blandede Gudsfrygt, vi møder, hvorved Jesus, det virkelige Trosliv, lukkes ude, lad og da komme dette i Hu: "Han vendte sig og irettesatte dem." Guds Aand vil ikke ødelægge, men frelse Sjæle. Guds Aand lærer os at ynkes, at bede og bie, at holde ud og prøve igen, om de Sjæle dog kunde faa omvendelse til Livet og komme ud af Satans snedige Snarer. Det Sind, der var i Guds Søn, da han paa Korset bad for sine Fjender, det alene har Forjættelse i sig.

K. Ps. 561. J. M. 367. Hj. 351.