Asschenfeldt-hansens hjørne

Tvende onde ting
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

II. Læs: Jerem 2.11-13.
Tvende onde ting

Vi hørte igaar om Jeremias's kaldelse. I Ordet i dag hører vi ham i lydighed frembære det Ord, der "kom til ham" fra Herren. Det var i beraab over folket, der havde svigtet sit hellige kald. Hedningerne gjorde Israel til skamme, thi de skiftede ikke deres guder om med andre guder, skønt deres guder kun var tomhed. "Men mit folk har omskiftet sin herlighed med det, som ikke kan gavne." Saaledes lød det fra Herren. Paa herligheds plads mellem alle folkene havde Gud stillet Israel, til at skinne som et lys ud i hedningenattens mørke. Og saa gjorde Israels børn de "tvende onde ting": de forlod den levende vandkilde og huggede sig brønde, revnede brønde, der ikke kunde holde vand.

Vi døbte mennesker er udvalgt til en endnu større herlighed end den gamle pagts børn. "Naar det, der forsvandt, fremtraadte med herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i herlighed," siger Ordet (2 kor 3.11). "Som købte og døbte vi bære sønne-, det skønneste navn." At være Guds børn, arvinger til evigt liv, til alle Guds forjættelser, til blodets naade - den herlighed døbtes vi til. Hvad har du gjort med herligheden, Jesus gav dig i din daab? Ak, mange har omskiftet den med det, der ikke kan gavne, med et liv i verdens tomhed, hvor sjælen fordærves. At bytte en kostbar juvel bort med en værdiløs glasperle er daarskab, men saa taabeligt bærer alle vantro mennesker sig ad. "Verdens trøst kan snart gaa ud", den er som de revnede brønde, der ikke kan holde vand. Naar sjælen skriger efter vederkvægelse, i sorg og fald, i sygdom, i dødens bitterhed, saa er alle verdens brønde tørre. Der er ikke en draabe at læske sig med. Det er forfærdeligt at være vantro. "Gyser i himle!" siger Herren, et gys, der skal give genlyd i alle Herrens troende og drive til megen forbøn og meget arbejde for at frelse sjæle ud af vantro. Vi maa vidne det for mennesker: Gør ej de tvende onde ting, men gør det tvende gode: Søg til livskilden i de helliges samfund om Ordet og sakramenterne, til korsets fod hos Jeuss, og bliv ved dermed! Den kilde bliver aldrig tør. Synden vil ogsaa gerne lokke Guds børn til at hugge sig "revnede brønde", til at gaa de kødelige veje. Pengekærlighed, lyst til forfængelighed ære, verdens venskab - hvor har ikke sligt ofte lokket ogsaa troende mennesker bort fra den levende kilde. Lad os vaage og bede og sige af hjertet med Brorson: "Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun daane og briste, min rose jeg aldrig vil miste."