Asschenfeldt-hansens hjørne

Gør det dog - for dit navns skyld!
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

II. Læs: Jerem 14.7-9.
"Gør det dog - for dit navns skyld!"

Det var under en forfærdelig tørke i Juda, profeten bad denne sin inderligste bøn. Brøndene var tomme, afgrøden og græsset henvisnet, mennesker fortvivlede, alt gispede efter regn. Profeten forstod, at det var en dom fra Herren for at ydmyge det trodsige folk. Men nøden skar ham i hjertet, og saa bad han denne bøn, fuld af ydmygelse og dog i bævende tillid: "Vidne end vore misgerninger imod os, Herre, da gør det dog for dit navns skyld". Han siger "vore misgerninger", erkender sig delagtig i folkets brøde. Ogsaa vi har grund til, baade naar vi gribe i vor egen barm, og naar vi skue ud over vort folk, at bekende: Vore misgerninger vidne imod os. Ser du det? Fortidssynder og nutidssynder, overtrædelse og efterladenhed, tanker, ord, gerninger - ak, det vidner imod os altsammen, vidner: Du har ikke fortjent bønhørelse. Men bed videre med Jeremias: "Gør det dog, Herre! For dit navns skyld". Det lille "dog" (det kendte ogsaa den kananæiske kvinde) er den bævende troeshaand, udrakt efter naade - trods alt. Kan det end i lange tider se ud, som den Herre, vi dog ellers kendte som vor "Frelser i nøds tid", nu kun var hos os som en fremmed, der ej brød sig rigtig om os, eller som en mand, der ikke formaaede at frelse, saa hold kun fast ved dette: "dog, Herre, for dit navns skyld", baade naar du strider for egen frelse og for andres. Nej, han har ikke forladt os. "Du, Herre, er dog midt iblandt os", siger profeten, "og vi kaldes efter dit navn". Vi, der døbtes til hans navn, og for hvem det blev livets rigdom at kaldes Herrens hellige, vi maa blive ved at trygle om dete: "Lad os ikke fare!" Lad os ikke gaa uden bønhørelse! og han kan og vil ikke svigte. "Bier han længe, han kommer dog vist, glæder dig saa desto mere".