Asschenfeldt-hansens hjørne

Forbandelsen og velsignelsen
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

II. Læs: Jerem 17.5-10.
Forbandelsen og velsignelsen

Ordet afmaler os de to veje, forbandelsens og velsignelsens vej. At holde "kød for sin arm", at bygge paa det synlige forkrænkelige, paa andre mennesker ("den store flok"), paa egne gerninger, egen kløgt eller kraft, paa hvad maade det nu sker, bringer forbandelse med sig; hjertet viger fra Herren, man bliver "som den enlige paa den øde mark", siger Ordet, thi verdens trøst kan snart gaa ud, det fik Judas Iskariot at mærke, man bliver saa ene midt i mængden, ene med sin synd, sin sorg, ene i døden, uden læ og ly. Kun skuffelse bringer kødet, "der kommer ikke godt ud af det", man lever som paa de "forbrændte steder", hvor de levende kolder ej rinder. Saaledes bliver det uden Gud. Bered dig dog ikke den lod! Forventning til eget eller til andre mennesker bringer altid skuffelse, men aldrig skuffes den, der bygger paa Herren. Da er du under velsignelsen, ligner det lykkelige træ, hvis rødder naa hen til bækken og som derfor kan bære blade og frugter ogsaa i "et tørt aar". Guds bæk, den, vi plantedes ved i vor daab, kilden fra Golgatas kors, bliver aldrig tør. Lær at bygge paa Herren alene! Ogsaa vi Guds børn bygger ofte mere paa ydre forhold, end vi selv tænker. Det mærkedes naar helbredet svigtede, indtægterne blev mindre, naar ydre støtter brast. Heller ikke i glæden over Herrens hellige maa vi holde kød for vor arm. Bygge vi paa de andre Guds børn i stedet for paa Herren, bliver vi let "enlige" midt i samfundet, kan blive mennesketrælle, mister velsignelse og bliver i virkeligheden ikke til velsignelse. Lad os bede Herren, der kender os til bunds, rense vort bedragerlige syge hjerte, saa vi, om end det skal gaa gennem smerte, maa lutres fra al holden kød for vor arm og øves i det velsignede, bygge paa Herren alene.