Artikler

Asschenfeldt-hansens hjørne

Naade - ikke byrde
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

II. Læs: Jeremias 23.32-36.
Naade - ikke byrde.

"Se, jeg er imod dem", siger Herren, imod dem, der i menneskefrygt og for menneskegunst forkynde deres egne tanker, ikke Herrens Ord, tage "leffærdigt" og selvsikkert paa det hellige, bryde brodden af Ordet,, saa det bliver "mandens eget ord" (V.36) og ikke Ordet fra Gud. Saadanne forkyndere "forvilde mit folk", siger Herren, "de gavne slet ikke". Men de vantro i Israel holdt af den slags, medens de kaldte Jeremias's prædiken, Ordet fra Gud, for "Herrens byrde". Saa gør verden endnu. Guds sanddru vidners Ord er en byrde, en ubehagelig byrde for verden; de fylder saa tungt for det kødelige sind, det Ord om frelse og fortabelse, himmel og helvede. Saa søger man sig en "lettere" forkyndelse, og desværre, den er nem at finde. Men Herren siger om dem, der kalder hans Ord en "byrde": "Jeg vil bortkaste eder". Den falske forkyndelse bliver dog i længden den tungeste og haardeste, thi den drager sjælene ned i helvede. Men hver, der ydmyger sig under Herrens Ord, erfarer, at Ordet i stedet for at være en byrde bliver en bærende kraft. "Ræk mig bibelen", sagde en døende sygeplejerske i sin feberfantasi, "den skal bære mig over"; for hende var Ordet ingen byrde mere, men den kraft, der kunde bære over døden. Hvergang du, Guds barn, føler Ordet fra Gud som en byrde, er dit gamle menneske paa spil. Maaske det var paamindelsen om at arbejde for Herren, om at gaa den lidt svære gang til den vantro nabo, eller, det var gaver til Guds rige, Herren krævede af dig, eller endnu dybere selvfornægtelse, da mærkede du vist stundom i sjæledybet en knurren: "Herrens byrde". Det er djævelens røst, tanker, der saa alvorligt dømmes i Ordet her. Men det, der glæder Herren, er, naar der blandt Guds børn med iver spørges om: "Hvad har Herren talt?", og det lyder i hjertet: Det er naade, naade altsammen, at jeg maa gaa bud for Herren, naade, at han vil have mine gaver, naade ogsaa, at jeg maa lide noget for hans navns skyld. Det sind er vejen til vækst, glæde, kraft.

Denne hjemmeside aomin.dk Copyright 2025