Asschenfeldt-hansens hjørne

Et frimodigt vidne
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

II. Læs: Jeremias 26.8-24.
Et frimodigt vidne.

Herren havde befalet Jeremias at stille sig i templets forgaard og klart forkynde dom over folk og tempel, saafremt folket ikke vilde omvende sig, og Jeremias havde adlydt. Men da stormede præsterne og de falske profeter i spidsen for folket, løs paa ham under raabet: "Du skal visselig dø". Et forbillede paa langfredagsraabet. Judas fyrster, der havde domsret, ilede til, og retten blev sat. Præster og profeter forlangte dødsdom over Jeremias for hans prædikens skyld.

Vemodigt at se landets gestlighed i spidsen for modstanden mod livet. Det blev set saa ofte siden. Men Jeremias vidnede frimodigt for domstolen, at hvad han havde talt, var bleven talt i Herrens navn. Og hvad skete? Ved et under fra Herren vendte stemningen sig, fyrsterne gav Jeremias ret, og folket fulgte dem og ikke længere præsterne. Det formaar Herren, han kan altid byde over storm og bølger, om det er hans villie. Vi skal deraf lære, at vor gerning er det frimodigt at vidne sandheden helt ud og lade Herren om resten. Da gaar det ofte mod al menneskelig tanke. - Blandt dem, der paa hin dag løftede røsten til forsvar for sandheden, var "nogle mænd af de ældste". En nævnes ved navn, nemlig Ahikam. Det viser os, at selv om vi er faa, saa skal vi dog, hvor lejlighed er, løfte vor røst for Guds sag. Det udretter ofte mere, end vi tænker, og vi selv styrkes ved at overvinde menneskefrygten. - Endnu en skikkelse viser vor tekst os, nemlig den troende profet Urias, der af frygt for den vantro konges vrede flyede til Ægypten,. Han blev som fange ført tilbage og dræbt af kongen, medens Jeremias, der ikke flyede, blev bevaret. At fly for forfølgelsen kan være det rette (se Herrens Ord i Matth 10.23), men er det ikke altid. Der er forhold, hvor det er rettest frimodigt at træde sine fjender under øjne. Er vi stille for Herren, vejleder han os til at vælge det rette.