Asschenfeldt-hansens hjørne

Naar Herren tøver
Asschenfeldt-hansen
Ved gry og ved kvæld

I. Læs: Joh 11.5-15.
Naar Herren tøver

Jesus elskede Martha, Maria og Lazarus, og dog tøvede han. At Herren tøver med hjælpen, betyder paa ingen maade, at han ikke vil hjælpe. Mangen bange, vakt synder har sukket: "Herre, naar vil du dog forbarme dig over mig?" "Gaa mig ej forbi, o, Frelser!" Men naar Herren tøver, har han sine vise hensigter dermed. Bekendt er fortællingen om ham, der var falden i vandet og var lige ved at drukne, men i sidste øjeblik blev reddet af en sømand, der havde tøvet lidt med at springe ud efter ham, skønt folk vidste, han kunde svømme. Paa spørgsmaalet om, hvorfor han ej var sprunget ud før, svarede han: "Han vilde have trukket mig med ned i bølgerne. Men da han selv slet ikke kunde mere, da kunde jeg bjerge ham". Ja, derfor tøver Herren, han skal have dig helt ned, saa du er hjælpeløs i dig selv; saa kommer han med hjælpen.

Men ogsaa Herrens frelste sukker lidt: "Herre hvor længe?" Han tøver, ven, for at øve vor tro; "for at i skulle tro", sagde han til sine disciple, tro paa en dybere maade. Han tøver, for at drage os tættere ind til sig; det klemmer ind til Herren at opleve de trange tider, der langsomt skrider. Han tøver, fordi ventetiderne kan bringe meget til vor aandelige opdragelse og gøre os dobbelt taknemmelige for hjælpen, naar den kommer. Han tøver, just fordi han elsker os.

Men naar Herren tøver, skal ogsaa vi bie og være stille, indtil Herrens klarhed lyser for os, saa vi kan vandre i dagslyset. "Har dagen ikke tolv timer?" siger Herren. "Vandrer nogen om dagen, da støder han ikke an, thi han ser denne verdens lys". Det er velsignet at vandre i Guds ansigts lys. Saa gaar man med faste skridt. Men at vandre i nat er at vandre sine egne veje, ikke at ville bie efter Herren. Og saa støder man an. Nej, bi efter Herren! Hans uhr gaar altid rigtigt. I Herrens time faar Gudsbarnet lov at vandre herfra, i Herrens time skal ogsaa vort legeme opstaa af søvne. "Lazarus, vor ven, er sovet ind", siger Herren. Han taler ikke om sjælesøvn, men om den legemlige død som en søvn, af hvilken legemet skal opstaa frisk og uforkrænkeligt. "Bi du blot, alt blir godt". Om en liden stund, saa kommer han.