Artikler

Chambers hjørne

TILBEDELSE
Chambers
Alt for Ham

“Og han slog sit telt op mellem Betel i vest og Aj i øst. Dér byggede han et alter for Herren og påkaldte Herrens navn.” (1. Mos. 12,8)

Tilbedelse er at give Gud det bedste, han har givet dig. Vær omhyggelig med, hvad du gør med det bedste, du har. Når du modtager en velsignelse fra Gud, så giv den tilbage til ham som en kærlighedsgave. Tag tid til at blive stille for Gud og ræk ham velsignelsen tilbage som et bevidst tilbedelsesoffer. Hvis du beholder Guds velsignelser for dig selv, vil der gå åndelig råddenskab i dem, som det gik med den manna, der blev gemt hen. Gud vil ikke lade dig beholde åndelige værdier for dig selv. De må gives tilbage til ham, så at han kan gøre dem til en velsignelse for andre.

Betel er symbol på forbindelsen med Gud. Aj er symbol på verden. Abraham rejste sit telt mellem de to steder. Værdien af vores offentlige virke for Gud måles ved styrken af det personlige dybtgående fællesskab, vi har med ham. Fortravlethed er aldrig godt. Der er altid rigelig tid til at tilbede Gud. At afsætte specielle dage til at være stille for Gud kan blive en fælde. Det er bedre at rejse vores telt der, hvor vi altid kan være stille ind for Gud, lige meget hvor urolig verden omkring os er.

Der er ikke tre adskilte øer i det åndelige liv: Tilbedelse, venten og arbejde. Nogle af os bevæger os i spring som åndelige frøer, vi springer fra tilbedelse til venten, og fra venten til arbejde. Guds tanke er, at de tre ting skal følges ad. De fulgtes altid i Jesu liv. Han var hverken fortravlet eller dvælende. Det kræver disciplin, og det er noget, vi må lære. Vi kan ikke få det alt sammen på én gang.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media