|
Artikler
Gossners hjørne
Jeg vil vende deres sorg til fryd...
Johannes Gossner
Gossners lille skatkiste
Jeg vil vende deres sorg til fryd og trøste dem og glæde dem efter deres kummer. Jer 31.13
Den, som kan tro, at Jesus elsker ham, han har ikke aarsag til at være bedrøvet over nogen ulykke eller lidelse undtagen over synden, som er den største ulykke og lidelse, og som vi ganske vist har grund til at være bedrøvede over. Dog skal ogsaa bedrøvelsen derover ikke føre til forsagthed, men til tro, til trøst og glæde, fordi ogsaa synderen, saasnart han er bedrøvet over sin synd, kan være vis paa, at Jesus, synderes ven, elsker ham, søger ham, vil tage imod ham, benaade ham og gøre ham salig. Skal det ikke gøre ham glad?
Men foruden denne bedrøvelse kommer visselig ingen sorg over os, som ikke er tilskikket os af lutter kærlighed og visdom, som kun slaar os for at helbrede os og kun dræber for at gøre os levende. Det er lutter kærligheds-slag, som skal drive os nærmere til ham og forene os inderligere med ham. Vi er uartige børn; vi følger ikke Gud paa han Ord; derfor maa han hente os hjem med riset og pisken. Kommer vi hurtig, forstaar vi hans kærlighed, saa hører tugten ogsaa snart op. - Din bedrøvelse skal altsaa ikke formørke Jesu kærlighed for dig; ellers er den en sort sky fra helvede. Er du bedrøvet, saa tænk: "Jesus elsker mig, søger mig; derfor behøver han mig; fordi jeg endnu ikke er ham nær nok, vil han have mig nærmere; han vil elske mig mere, end jeg hidtil har ladet mig elske."
|