Gossners hjørne

Paa mit leje om nætterne ledte jeg efter ham...
Johannes Gossner
Gossners lille skatkiste

Paa mit leje om nætterne ledte jeg efter ham, som min sjæl elsker; jeg ledte efter ham; men jeg kendte ham ikke. (Da sagde jeg:) Jeg vil staa op og gaa omkring i staden, paa gaderne og paa torvene; jeg vil lede efter ham, som min sjæl elsker. (Højs. 3.1-2)

Salig er den sjæl, som saaledes søger efter frelseren, som brænder af en saadan attraa efter ham, at den nat og dag kun attraa ham; som, naar den ikke har ham, ikke kan sove rolig, men maa staa op og søge ham paa alle Guds stads stræder og gader, det er: paa alle det indre livs veje. Det er vel de ædleste sjæle, som frelseren saaledes øver i søgen, hvis øjne bliver holdt saaledes til, at de ikke kan se ham og kende ham, skønt han vandrer lige ved dem; som ellers var vante til hans søde samfund, men nu i lang tid ikke saa ofte og saa snart, som de ønsker det, har kunnet blive delagtige i trøsten af hans nærhed, og derfor i højeste grad er blevne plagede udvortes med lidelse og indvortes med tvivl, angst og anfægtelse.

Jo mere han skjuler sig for dem, desto hedere bliver deres attraa efter ham. Jo mere han synes at fjerne sig fra dem, desto inderligere søger de ham. Thi de ved, at det er kun en prøvelse af deres tro og kjærlighed; de er overbeviste om, at han kan ikke for alvor forlade menneskene; han kan ikke hade nogen sjæl, som elsker ham, og ikke fly den, som søger ham. Hans flugt vil kun drage os - til at trænge dybere ind i samfundet med ham. Hans bortfjernelse skal kun bringe os nærmere til ham og rydde det af vejen, som endnu er imellem os og ham, nedrive skillevæggen og skænke os ham for evig.