Gossners hjørne

Sort er jeg, dog yndig...
Johannes Gossner
Gossners lille skatkiste

Sort er jeg, dog yndig, I Jerusalems døtre, som Kedars telste, som Salomons telttæpper. Se ikke paa mig, at jeg er saa sort, at solen har brændt mig! Min moders sønner blev vrede paa mig. (Højs 1.5-6)

Guds ægte børn er sorte i verdens øjne og uanselige, dels paa grund af deres ringe, ydre stand eller paa grund af deres lille antal i sammenligning med verdens store hobe, dels paa grund af de lidelser, som bliver deres del; men deres indre skikkelse er derfor skønnnere og elskeligere for Gud. Udvortes ligner de Kedars daarlige telte i det øde Arabien; men indvortes er de paa grund af den Hellige Aands gaver og de himmelske velsignelser saa herlige som Salomons med guld indvirkede telttæpper.

Man skal derfor ikke være ked af Kristi bruds udvortes sorthed; hun er paa grund af forfølgelsens og anfægtelsens hede i den grad forbrændt og formørket, at hun ofte er lig en elendig og trøsteløs, over hvem alle vejr gaar. Hun bliver ogsaa plaget, ikke alene af vantro jøder, hedninger og tyrker, men ogsaa af sin moders sønner, d.e. af saadanne, som vil være i kirkens skød. Sande kristne maa altid lide overlast af falske brødre eller af dem, som kun udvortes er lemmer paa Kristi legeme; men det gør dem skønne og herlige for Gud; det renser dem, saa at de kommer til at ligne deres Herre og konge, der, skønt han var den aller mest foragtede og udvortes ikke havde nogen skønhed, dog var den skønneste blandt menneskebørnene.