Artikler

Profetier

A. A. ALLENS SYN, SOM GUD GAV HAM DEN I 1954. DETTE ER OPFYLDELSEN AF EZ.39,6 - ILDEN OVER DE FJERNE STRANDES TRYGGE INDBYGGERE...

Oversat af Peter Hvidtved Larsen

Den 4. juli 1954 fik evangelist A. A. Allen et ekstraordinært syn, som vi stadig taler om den dag i dag. I slutningen af denne apokalyptiske vision så han, at Amerika en dag vil blive ødelagt af missiler, der kommer op fra havet.

Det er vigtigt at bemærke, at den allerførste ubåd, der kunne fremføre nukleare missiler, først blev bygget i 1959 - for slet ikke at tale om at USAs missilforsvar, NMD først kom på tegnebrættet i 1990erne.

Så hvad A. A. Allen så, var ikke engang blevet opfundet endnu.

Følgende er den fulde beskrivelse af hans vision ...

“Imens jeg stod på toppen af Empire State Building, kunne jeg se Frihedsgudinden, der belyste indgangen til den nye verden. Her, bredt ud foran mig som et animeret kort, er der et område på ca. hundrede kilometer i diameter. Jeg var forbløffet over, at Herrens Ånd førte mig op i Empire State Building. Og hvorfor følte jeg en sådan bølge af hans Ånd og Kraft der?

Pludselig hørte jeg Herrens stemme. Det var så klart og tydeligt, som en stemme kan være. Den lød til at komme lige midt fra det kæmpe teleskop. Da jeg kiggede på teleskopet, vidste jeg, at det ikke var kommet derfra men direkte fra himlen.

Stemmen sagde: ”Herrens øjne ser frem og tilbage over hele jorden for at vise sig stærke til fordel for dem, hvis hjerte er helt for ham. Du har handlet tåbeligt. Derfor skal du fremover ligge i krig. ”

Straks da jeg hørte Guds stemme, vidste jeg, at dette var et citat fra Skriften. Men aldrig før var der kommet noget så kraftigt til mig ved Åndens kraft. Teleskopets tikken stoppede. Manden før mig havde brugt sin mønts tid. Da han trådte væk, vidste jeg, at jeg var den næste. Da jeg gik hen til teleskopet og puttede min mønt i, begyndte teleskopet straks at tikke igen. Denne tikken kom fra et automatisk ur, der tillod mig at bruge teleskopet i et bestemt stykke tid.

Da jeg svingede teleskopet mod nord, kom Guds Ånd pludselig over mig på en måde, som jeg aldrig før havde forestillet mig. Tilsyneladende blev jeg helt henført i Ånden. Jeg vidste, at selve teleskopet ikke havde noget at gøre med den afstand, som jeg pludselig fik mulighed for at se, for jeg kunne se ting langt uden for teleskopets rækkevidde, selv på en helt klar dag.

Det var simpelthen Gud, der havde valgt at afsløre disse ting for mig, for da jeg kiggede gennem teleskopet, var det ikke Manhattan, jeg så men et langt større billede. Den morgen var meget af udsigten svækket af tåge. Men pludselig da Herrens ånd kom over mig, syntes tågen at forsvinde, så det så ud til, at jeg kunne se tusindvis af kilometer.

Men det, som jeg så på, var ikke Manhattan, det var hele det nordamerikanske kontinent, bredt ud foran mig som et kort, der er spredt på et bord. Det var ikke East River og Hudson River, som jeg så på begge sider, men Atlanterhavet og Stillehavet. Og i stedet for Frihedsgudinden der i bugten på hendes lille ø så jeg hende stå langt ude i Den Mexicanske Golf. Hun var mellem mig og USA.

Jeg indså pludselig, at teleskopet ikke havde noget at gøre med det, jeg så, men at det var en vision, der kom direkte fra Gud. Og for at bevise dette for mig selv tog jeg mine øjne væk fra teleskopet, så jeg ikke længere så igennem linsen. Men den samme scene forblev foran mig.

Dér lå klart og tydeligt hele det nordamerikanske kontinent med alle de store byer. Mod nord lå de store søer. Langt mod nordøst var New York City. Jeg kunne se Seattle og Portland langt mod nordvest. Nede ad vestkysten lå San Francisco og Los Angeles. Nærmere i forgrunden lå New Orleans i centrum af Golfkystområdet. Jeg kunne se de store, tårnhøje områder i Rocky Mountains og med mit øje skimte Den Kontinentale Kløft. Alt dette og mere kunne jeg se bredt ud foran mig som et stort kort på et bord.

Og imens jeg kiggede, så jeg pludselig fra himlen en kæmpe hånd række ned. Den gigantiske hånd rakte ud mod Frihedsgudinden. Hurtigt blev den lysende fakkel revet ud af hendes hånd, hvori der i stedet blev anbragt en stor kop. Jeg så et enormt sværd stikke ud fra det store bæger. Det strålede som om, et kraftigt lys ramte dets skinnende æg.

Aldrig før havde jeg set så skarpt, skinnende og farligt et sværd. Det syntes at true hele verden. Da det store bæger blev placeret i Frihedsgudindens hånd, hørte jeg disse ord: ”Så siger Hærskarers Herre: Drik, bliv drukne, bræk jer og fald - og rejs jer ikke mere for sværdet, som jeg vil sende iblandt jer.” Da jeg hørte disse ord, genkendte jeg dem som et citat fra Jer.25,27.

Jeg var forbløffet over at høre Frihedsgudinden sige som svar: “JEG VIL IKKE DRIKKE!” Derefter hørte jeg igen Herrens tordnende røst sige: "Så siger Hærskarers Herre: DU KAN TRO, DU SKAL DRIKKE." (Jer.25: 28) Så pludselig tvang kæmpehånden koppen til Frihedsgudindens læber, og hun var ude af stand til at forsvare sig. Guds mægtige hånd tvang hende til at drikke hver dråbe fra koppen.

Da hun drak den bitre drik, var det de ord, jeg hørte, ”Skulle du være helt ustraffet? Du skal ikke forblive ustraffet, for jeg nedkalder et sværd over alle jordens indbyggere, siger Hærskarers Herre.” (Jer.25: 29) Da bægeret blev fjernet fra Frihedsgudindens læber, bemærkede jeg, at sværdet manglede, hvilket kun kunne betyde én ting: KOPPENS INDHOLD VAR HELT INDTAGET! Jeg vidste, at sværdet kun stod for krig, død og ødelæggelse, som uden tvivl er på vej.

Som en beruset, så jeg Frihedsgudinden blive ustabil på sine fødder og begynde at vakle og miste balancen. Jeg så hende plaske i Golfen og forsøge at genvinde balancen. Hun vaklede igen og igen og faldt på knæ. Da jeg så hendes desperate forsøg på at genvinde sit fodfæste og rejse sig igen, blev mit hjerte rørt som aldrig før af medfølelse med hendes kamp. Men da hun vaklede der i kløften, hørte jeg endnu en gang disse ord: "I skal drikke, blive fulde, brække jer og falde - og ikke mere rejse jer for sværdet, som jeg vil sende blandt jer."

Mens jeg så på, spekulerede jeg på, om Frihedsgudinden overhovedet ville være i stand til at komme på benene - om hun nogensinde ville stå igen. Og mens jeg betragtede hende, så det ud til, at hun med opbydelsen af al sin kraft fik sig rejst, og til sidst vaklede på benene igen og stod der og svajede som beruset. Jeg følte mig sikker på, at hun til enhver tid kunne falde - muligvis for aldrig at rejse sig igen. Jeg blev overvældet af ønsket om at række hånden ud for at holde hendes hoved oven vande, for jeg vidste, at hvis hun faldt igen, ville hun drukne der i Golfen.

"Du frygter ej nattens rædsler, ej pilen der flyver om dagen, ej pesten, der sniger i mørke, ej middagens hærgende sot.” Sl.91.5,6.

Så mens jeg så, fandt en anden fantastisk ting sted. Langt mod nordvest, ude over Alaska, opstod der en kæmpestor sort sky. Da den steg, var den så sort som natten. Den så ud til at have form som en mands hoved. Da den fortsatte med at vokse, observerede jeg to lyse pletter i den sorte sky. Den steg yderligere, og et gabende hul dukkede op. Jeg kunne se, at den sorte sky havde form som et kranium, for nu var den enorme, hvide, gabende mund helt tydeligt. Til sidst var hovedet komplet. Så begyndte skuldrene at dukke op og på begge sider; lange, sorte arme.

Det så ud til, at det, jeg så, var hele det nordamerikanske kontinent, bredt ud som et kort på et bord med denne forfærdelige, skeletformede sky, der stod bag bag bordet. Den rejste sig støt, indtil formen var synlig ned til taljen. Ved taljen syntes skelettet at bøje sig mod USA og række en hånd mod øst og en mod vest - én mod New York og én mod Seattle.

Da den forfærdelige form strakte sig fremad, kunne jeg se, at hele dens opmærksomhed syntes at være rettet mod USA, med udsigt til Canada - i det mindste for en tid. Da jeg så den forfærdelige, sorte sky i form af et skelet, der bøjede sig mod Amerika, bøje sig fra taljen og strække sig ned mod Chicago og ud mod begge kyster, vidste jeg, at dens eneste mål var at ødelægge masserne.

Imens jeg forfærdet så til, stoppede den store, sorte sky lige over de store søer og vendte ansigtet mod New York City. Derefter begyndte der at komme skyer af hvid damp ud af den forfærdelige, store gabende mund, som når en cigaretryger blæser røg ud af munden. Disse hvidlige dampe blev blæst mod New York City. Røgen begyndte at sprede sig, indtil den havde dækket hele den østlige del af USA.

Derefter vendte skelettet sig mod vest, og ud af dets forfærdelige mund og næsebor kom endnu en stor sky af hvid røg. Denne gang havde den retning imod vestkysten. På få øjeblikke blev hele vestkysten og Los Angeles-området dækket af dampene.

Derefter mod midten kom et tredje stort pust. Mens jeg så til, blev St. Louis og Kansas City omsluttet af de hvide dampe, som drev mod New Orleans og fortsatte, indtil de nåede Frihedsgudinden, som stod beruset i Golfens blå vand. Da de hvide dampe begyndte at sprede sig omkring statuehovedet, tog hun kun ét gispende åndedrag og begyndte derefter at hoste for at befri lungerne for de forfærdelige dampe, hun havde indåndet. Man kunne let høre på hosten, at de hvide dampe havde skadet hendes lunger.

Hvad var disse hvide dampe? Kunne de betyde bakteriologisk krigsførelse eller nervegas, der kunne ødelægge folkemængder på få øjeblikke? Så hørte jeg igen Guds røst tale:

”Herren hærger jorden og lægger den øde, han får jordskorpen til at sprække og spreder beboerne. Det skal gå præsten som folket, herren som trællen, fruen som trælkvinden, køberen som sælgeren, långiveren som låntageren, ågerkarlen som skyldneren. Jorden lægges fuldstændig øde, den udplyndres helt.

Herren har talt dette ord. Jorden sørger og visner, verden sygner hen og visner, himlen og jorden sygner hen. Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat budet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage.” (Es.24.1-6)

Mens jeg så, blev hosten værre. Det lød som om nogen var ved at hoste lungerne ud. Statuen stønnede og stønnede. Hun var i dødelig smerte. Smerten må have været forfærdelig, imens hun igen og igen forsøgte at rense lungerne for de forfærdelige hvide dampe. Jeg så hende der i Golfen, imens hun vaklede og tog sig til brystet med hænderne. Så faldt hun på knæ. Hun hostede en sidste gang og forsøgte desperat at komme på knæ men faldt med ansigtet fremad i Golfens vand og lå stille som en død. Tårer løb ned over mit ansigt, da jeg indså, at hun var død! Kun bølgerne, der plaskede henover hendes krop, som dels var under vandet og dels over, brød stilheden.

”Foran den er en fortærende ild, bag den en luende flamme. Som Edens have ligger landet foran den, men bag den en øde ørken. Ingen kan undslippe den." Joel 2,3

Pludselig blev stilheden brudt af skrigende sirener. Sirenerne lød til at skrige: “LØB FOR LIVET!” Aldrig før havde jeg hørt så skingre, skrigende sirener. De lød til at være overalt - fra nord, syd, øst og vest. Der syntes at være mange sirener. Og da jeg kiggede, så jeg folk løbe overalt. Men det så ud til, at ingen af dem løb mere end et par skridt, før de faldt. Og selv da jeg havde set statuen kæmpe for at genvinde balancen og til sidst falde på sit ansigt for at dø, så jeg nu millioner af mennesker falde om i gaderne og på fortovene og være i dødskamp.

Jeg hørte deres skrig om barmhjertighed og hjælp. Jeg hørte deres forfærdelige hoste, som om deres lunger var blevet brændt med ild. Jeg hørte de dømtes og de døendes støn og skrig. Mens jeg så, kom nogle få til sidst i sikkerhed, og henover deres støn og skrig hørte jeg disse ord: “hans brøl når til jordens ende. For Herren fører sag mod folkene, han bringer alle mennesker for retten; de gudløse overgiver han til sværdet, siger Herren. Dette siger Hærskarers Herre: Ulykken skal brede sig fra folk til folk, en vældig storm bryder løs fra jordens fjerneste egne.

Den dag skal de, der er dræbt af Herren, ligge over hele jorden. Der skal ikke holdes ligklage over dem, de skal ikke samles sammen og begraves, men blive til gødning på jorden. (Jer 25: 31-33)

Så pludselig så jeg fra Atlanterhavet og fra Stillehavet og ud af Golfen raketlignende genstande, der syntes at komme op som fisk, der sprang ud af vandet. Højt op i luften sprang de i hver sin retning, men alle mod USA. På jorden skreg sirenerne højere. Og op fra jorden så jeg lignende raketter begynde at stige op. For mig så det ud til at være forsvarsraketter, selvom de opstod fra forskellige punkter overalt i USA. Imidlertid syntes ingen af dem at have succes med at opfange de raketter, som kom fra havet.

Disse forsvarsraketter nåede deres maksimale højde, vendte langsomt om og faldt mislykkede tilbage mod jorden. Så pludselig eksploderede raketterne, der var sprunget ud af havet som fisk. Braget var øredøvende. Det næste, jeg så, var en kæmpe ildkugle. Det eneste, jeg nogensinde har set, der ligner det, jeg så i min vision, er billedet af brintbombens eksplosion i det sydlige Stillehav. I mit syn var det så ægte, at jeg følte en brændende varme fra den.

Da visionen bredte sig ud for mine øjne, og jeg så den vidtstrakte ødelæggelse, der var forårsaget af de enorme eksplosioner, kunne jeg ikke lade være med at tænke; “imens vores nations ledere har grublet over våbensystemer og forsømt det eneste sande forsvarsmiddel: tro og afhængighed af den sande og levende Gud, er det, som hun frygtede mest, kommet til hende! Hvor sandt har det ikke vist sig, at “Hvis ikke Herren vogter byen, holder vagten udkig forgæves."

Da kampens støj aftog, lød dette citat fra Joels andet kapitel, i mine ører:

”Stød i hornet på Zion, opløft krigsråb på mit hellige bjerg, så alle landets indbyggere skælver, for Herrens dag kommer! Mulmets og mørkets dag er nær, en dag med skylag og mørke skyer. Som morgenrøden breder sig over bjergene, kommer en stor og mægtig hær; dens lige har ikke været fra evighed og skal heller ikke komme, så længe slægt følger på slægt. Foran den er en fortærende ild, bag den en luende flamme. Som Edens have ligger landet foran den, men bag den en øde ørken. Ingen kan undslippe den. De ser ud som vognheste, de løber som rideheste.”(Joel 2.1-4).

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media