Artikler

Spurgeons hjørne

Frygt ikke, jeg styrker dig
Charles Haddon Spurgeon
Solstraaler paa veien

Frygt ikke, jeg styrker dig. (Esa. 41.10)

Naar lidelser hjesøger os, eller vi kaldes til at udføre et eller andet hverv, begynder vi at undersøge vor egen kraft. Vi tvivler paa, at den vil være tilstrækkelig for os, og finder snart, at den endog var mindre, end vi tænkte. Denne opdagelse maa dog ikke gjøre os modløse, naar vi har et saa opmuntrende Ord at falde tilbage paa, som det ovenfor anførte.

Dette sprog sikrer os alt, hvad vi nogensinde vil komme til at behøve. Gud har et forraad af kraft, ved hvilken han kan magte alt, denne kraft kan han meddele os, og han giver os ogsaa løfte om, at han vil gjøre det. Han vil være vor sjæls styrke og vort legems kraft. Der er intet maal for den kraft og styrke, han kan give os. Og naar denne guddommelige kraft fylder vor sjæl, da kan vor menneskelige svaghed ikke hindre os i nogen henseende.

Erindrer vi ikke tider, fulde af arbeide, møie og prøvelser, under hvilke vi modtog en saadan særlig kraft, at vi selv forundrede os derover? Midt i farens stund var vi rolige, under de store tab var vi resignerede, under bagvadskelse bevarede vi vor selvbeherskelse, og under sygdom var vi taalmodige. Hemmeligheden til alt dette var den, at Herren under de usædvanlige prøvelser gav os en aldeles uventet kraft og styrke til at bære dem. Vi hævede os over vort eget svage 'Jeg'. De feige faar mands mod. Daarerne visdom og de faamælte bliver givet i den samme time, hvad de skal sige. Guds forjættelser indgyder mig mod.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media