Artikler

Spurgeons hjørne

Da han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig
Charles Haddon Spurgeon
Solstraaler paa veien

Da han sagde: Sandelig, jeg vil være med dig. (2 Mos. 3.12)

Det er en selvfølge, at Herren, naar han sendte Moses ud i et ærinde, ikke lod ham gaa alene. Det vilde være en altfor stor resiko af Gud at sende en enlig Hebræer mod verdens mægtigste konge og saa overlade ham til sig selv. Den vise Gud vidste, at Moses ikke kunde maale sig med Farao og Ægyptens mægtige, derfor sagde han: "Sandelig, jeg vil være med dig." Herren vilde med disse Ord sige, at der kunde ikke være tale om at sende ham alene.

For mig, i min stilling, og under mine forhold, vil ogsaa denne forjættelse være nok. Hvis jeg gaar Herrens ærinder i en enfoldig tillid til hans magt, idet jeg barnlig ser hen til ham, vil han sikkerlig være med mig. Det ligger i selve den sag, at det er ham, som sender mig, at han gaar med mig og styrker mig.

Burde ikke dette være mig nok? Hvad mere kan jeg ønske? Om alle engle og ærkeengle var med mig, kunde endda alt mislykkes; men naar Herren er med mig, behøver jeg ikke at frygte. Lad mig blot se nøie efter, at jeg handler saaledes, at jeg kan tilegne mig dette løfte. Lad mig ikke være frygtsom, halvhjertet, ligegyldig eller dumdristig.

Hvordan bør da den være, som har Gud med sig? I saadans selskab bør det være hans fryd at kunne handle som en mand og lig Moses uden frygt gaa imod Farao.

Herre fyld du helt mit sind,
Til jeg naar i himlen ind!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media