Spurgeons hjørne

Og der skulle i ihukomme eders veie...
Charles Haddon Spurgeon
Solstraaler paa veien

Og der skulle i ihukomme eders veie og alle eders gjerninger, med hvilke i have besmittet eder, og i skulle væmmes ove ede selv for alle eders onde gjerninger, som i have gjort. (Ezek. 20.43.)

Naar Herren har taget os til naade, naar vi har hans velbehag, hvilende over os, og der er fred og hvile i vor sjæl, føar vi først se os selv i det rette lys, og da kommer den dybe anger og sorg over at have overtraadt vor naadige Faders vise bud. Vor anger er i Guds øine den kosteligste diamant - og den er jo ogsaa en herlig frugt af vort samfund med Gud. Herren, som modtager den angrende, skaber ogsaa angeren, og han frembringer den, ikke blot ved den 'bitre kalk,' men ogsaa ved disse 'honningkrukker', hvormed han føder sit folk. Den blodkjøbte tilgivelse og den ufortjente naade er de bedste midler til at smelte et stenhjerte.

Føler vi, at vore hjerter er haarde? Lad os da tænke paa pagtens kjærlighed, og vi skal vende os bort fra synden, hade synden, væmmes ved synden. Ja, vi skal væmmes ved os selv, fordi vi kunde synde mod en saa uendelig kjærlighed. Lad os derfor søge Herrens aasyn og bede ham hjælpe os at erindre, at angre, at begræde og at vende om.

O, at vi mere kunde føle en dyb, hellig sorg over synden! Hvilken lettelse vilde det ikke være at kunne udgyde en strøm af taarer! Herre, slaa klippen, eller tal til klippen, saa vil vandet rinde i strømme!