Artikler

Tilgivelse

Aldrig ked af det nok, Tim Challies

Jeg er ikke let fornærmet. Folk vil af og til sige undskyld til mig for noget de har sagt eller noget de har gjort, bekymret over om jeg var fornærmet over deres opførsel. Men det er jeg sjældent. Det forekommer normalt ikke for mig at være fornærmet. Men så er der den ene situation med den ene ven.

For lang tid siden, fornærmede en ven mig. Han sårede mig ret meget, faktisk. Bagefter gjorde han det rette. Jeg talte til ham og udtrykte hvordan hans opførsel havde såret mig, og han undskyldte. Og det skulle være nok, ikke sandt?

Men denne ene overtrædelse i mit liv, fandt jeg svær at gå videre fra. Og jeg mener det, for mange år eksisterede denne overtrædelse i dens egen kategori i mit liv. Det var et sår som var lang tid om at læge. Og nogle gange spekulerede jeg over hvorfor. Hvorfor var denne ene så svær at lade gå? Hvorfor bar jeg stadig vægten af den, selv så lang tid efter?

Som jeg tænkte på det og som jeg bad angående det, kom jeg til at se at med tiden havde jeg besluttet at min ven ikke var ked af det nok. Mine minder om øjeblikket fortalte mig at han var ikke angerfuld nok. Hans vurdering af hans gerninger syntes aldrig at måle sig med mine egne tanker om disse. I det mindste, det var min forståelse af sagen. Hvad der gjorde mig ked af det gjorde ham blot urolig. Det er hvordan jeg så det, og det er hvordan det sad så tungt på mit hjerte.

Det tog mig lang tid at se at jeg forventede for meget. Jeg forventede den forkerte ting. Min ven udtrykte anger og bad om tilgivelse, lige som han skulle have gjort. Der var ikke mere han kunne gøre og ingen anden gerning han kunne gøre for at gøre det ret igen – det var ikke naturen af overtrædelsen. Så han gik videre. Vi forblev venner.

Nogle gange ville det gamle fortræd snige sig op på en. Nogle gange ville jeg finde mig selv såret igen, igen og igen ved det gamle fortræd. Og jeg kom til at se, at jeg ønskede at måle hans svar ved hans sorg. Jeg ønskede at se ham krybe en smule, som om dette ville bevise hans anger. Jeg ønskede at se ham fælde nogle få tårere for overtrædelsen imod mig. Jeg ønske ham at se og være ked af det nok for at tilfredsstille mit sårede ego. Jeg havde bedømt hans undskyldning som værende oprigtig, men ikke tilstrækkelig, han havde gode intentioner, men banale.

Indtil en dag jeg forstod at han kunne aldrig være ked af det nok. Han kunne aldrig undskylde dybt nok. Han kunne aldrig krybe angerfuld nok. Han havde gjort det på rette vis: Han havde undskyldt og bedt om min tilgivelse og gået videre med livet og relationen. Fejlen var hos mig, med unfair standarder, og med uret dom.

Jeg måtte forstå at ingen kan nogensinde være ked af det nok. Ingen kan nogensinde være angerfuld nok. Ikke ham, og ikke mig. Den samme frihed jeg nyder fra Gud – friheden til at bede om tilgivelse og så med det samme nyde løftet om tilgivelse, det er er den samme frihed jeg nægtede ham. Gud får mig ikke til at krybe. Gud får mig ikke til at komme tilbage igen og igen for at tigge om tilgivelse for den samme synd. Gud ser hjertet, han ser min anger over min synd, og han tilgiver til så en grad at jeg kan have en absolut tillid til hans tilgivelse. Hvis Gud ville give mig tilgivelse kun når min oprigtighed var tilstrækkelig, kun når jeg forstod ordentligt dybden af min overtrædelse, og kun når jeg udtrykte en grad af anger som passede, så frygter jeg at kun få af mine synder ville blive tilgivet.

Som sagen så ofte er i livet, jeg holdt en anden til en standard jeg ikke kunne holde mig selv til. Jeg kan aldrig være nok ked af det, han kan ikke være nok ked af det. Men jeg kan efterligne Gud i at give fri og fuld tilgivelse og i at lade sagen hvile.


With permission from Tim Challies: Never sorry enough
Oversat af Ole Madsen

Denne hjemmeside © Alpha og Omega Ministries 2019 - design: O Madsen Media