Bed for tjenerne

2 Mos 17.12
Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned.

Vi har alle et fælles ansvar for, at tjenerne, ja menigheden performer, udretter Guds gerninger. Vi er alle kaldede til at være forbedere for, at Guds vilje sker i vor midte.

Ingen anden end tjenerne kender det pres der ligger på deres skuldre, for at nå ud til hele menigheden, for at hjælpe, støtte, tjene til udfrielse, frelse, ja al slags hjælp.

Men ved du hvad, tjenerne kan ikke være det altsammen, og da slet ikke hvis menigheden ikke arbejder sammen med dem.

Men ingen anden end tjenerne kender det pres der ligger på dem ved at gå foran flokken, i spidsen, hvor kampens hede udkæmpes.

Har fjenden lederne i hans magt, har han hele menigheden, måske derfor djævelen kæmpede om Moses legeme da han var død?

Det er let nok at kritisere folk for ikke at leve op til deres kald, vi har alle huller, hvor vi ikke gør som vi burde, men spørgsmålet er mere, hvad gør du ved den viden du har om andre? Fører til et liv i forbøn for dem? Fører det til at du sår ind i deres liv med ord, visdom, kundskab, ja kærlighed for at udfylde den plads i dem der mangler?

Vi er alle kaldede i en vis omfang til at være hyrder for hinanden (Ordsp 10.21 1992), og næstekærlighedsbudet byder os at gøre noget, og ikke bare at stå til og se på.

Så indvi dig til dette liv hvis du ikke allerede gør det, og hvis du gør det, så bed om, om der ikke er en plads du kan udfylde, eller noget du kan gøre, for at menigheden må være fuldendt.