Gamle tekster

Åndelig fornyelse af Michael Harry

5

Men hvorfor bede om Ånden, hvis vi allerede har den?
- Besegling ved Helligånden

Nogle beskriver Helligånden som "den", hvad der kan give det indtryk, at det ikke er en guddommelig person, vi anskuer. Jeg tror, at Jehovas Vidner beskriver Ånden som en påvirkning (en kraft), og på den måde afpersonificerer Helligånden. Vi må præcisere dette lidt nøjere: Ånden er en person.

Vi kan bedrøve Helligånden (Ef. 4:30) - men man kan aldrig bedrøve en ting eller et sted. Derfor må Ånden være en person.

Det er sandt, at ved Helligånden bliver vi født på ny, eller genfødt, men gennem hele Bibelen læser vi om mænd og kvinder, der er blevet fyldt med Ånden, eller - som Ånden er faldet på, og alle steder med tjeneste for Gud som formålet; en tjeneste, som består i at gøre noget udadtil, så at andre kan se eller høre, at Gud virkelig er til stede.

En af de måder, hvorpå vi kan anskue denne kraft eller evne til at kunne tjene, er at undersøge, hvad Paulus beskriver i Ef. 1:13: "I Ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - ja, i Ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os."

Paulus skriver til kristne, som har hørt det gode budskab, der har givet dem tro, for at de kan overgive deres liv til Jesus Kristus. "Tro kommer at det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord" (Rom. 10:17). Kristi ord giver tro til frelse.

Frelse er ikke bare en dejlig følelse ved et eller andet særligt møde - selv om mange kristne har oplevet at blive grebet af vidunderlige følelser ved mange særlige møder. Frelse betyder at blive frelst fra noget og til noget.

Jesus forklarede helt personligt for Paulus, hvad frelse var: "for at åbne deres øjne, så de må vende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse", (Ap.Gern. 26:18). Derfor er frelse noget mere end det at blive frelst fra mørke og Satan: vi er også frelst til noget, til Gud, til lys, tilgivelse og ganske særligt: til tjeneste.

Peter oplevede frelse, før han oplevede pinse. Alligevel kan det undertiden ske, som i beretningen om Kornelius og hans hus, at mennesker kan opleve både frelse og Helligåndens fylde (og det er jo pinse) på samme tid (Ap. Gern. 11:14-16) - men det er ikke ofte tilfældet i Skandinavien, skønt mange af os - mig selv indbefattet - er blevet oplært til at tro, at når vi en gang var blevet genfødt, så havde vi modtaget alt fra Gud.

Men i Peters tilfælde ved vi, at han troede på Jesus (Joh. 6:67-69), fordi Faderen havde åbenbaret for ham, at Jesus var Kristus (Messias) (Matt. 16:15-17). Peter døbte også andre disciple med vand - og det var Jesu dåb (Joh. 4:1-2). Alt dette er vidunderligt og hører med til genfødelsen - men hvorfor svigtede Peter, da han blev bange for mennesker, så han ligefrem fornægtede sit forhold til Kristus? Peter manglede Helligåndens kraft, skønt den samme Ånd allerede havde gjort en stor gerning i Peters liv gennem genfødelsen.

Jeg var fast overbevist om, at genfødelse var begyndelsen og enden på hele Helligåndens værk i den troendes liv, indtil jeg deltog i en gudstjeneste i Westminster Chapel, London, sidst i august 1965. Som student gik jeg ganske regelmæssigt i Westminster Chapel søndag formiddag og meget ofte også om aftenen (skønt jeg undertiden også gik til pastor John Stotts kirke - All Souls, Langham Place i nærheden af BBC - og til de andre steder hvor der var gudsdyrkelse).

Præsten ved Westminster Chapel var, i al den tid jeg kom der, dr.med. Martyn Lloyd-Jones. "Doktoren", som vi kaldte ham, var også præsteordineret, så vidt jeg ved i den presbyterianske kirke: tilhørte i det mindste sikkert den kalvinistiske gren af Kristi ene Kirke.

Det møde, jeg i 1965 deltog i, var en weekend konference arrangeret af "Full Gospel Businessmens Fellowship international", som lånte Westminster Chapel til deres møder, og jeg fløj fra København alene for at deltage, da jeg havde nogle dages frihed fra Diakonissestiftelsen, hvor jeg arbejdede.

Jeg tog til F.G.B.M.F.I. konferencen på anbefaling af en amerikansk diplomat - men hovedsagelig fordi jeg tørstede meget efter Gud. Der måtte ske noget i mit kristne liv, ellers kunne jeg for mig at se lige så godt opgive at tjene Gud både i England og Danmark.

Til min forbavselse læste en luthersk præst, Harald Bredesen - (jeg tror at han siden har skiftet kirkeretning, noget som øjensynligt let kan ske blandt amerikanske kristne) - noget fra Westminster Chapels prædikestol, som dr. Lloyd-Jones havde sagt i en prædiken og nedskrevet i sit månedsblad Westminster Record (28. maj 1961):

"Jeg er overbevist om, at der er intet, der i den grad slukker Ånden som den undervisning, der identificerer Helligåndens dåb med genfødelse, men det er en meget almindelig belæring i dag, og det har sandelig været den almindelige opfattelse i mange år. Man siger, at Helligåndens dåb ikke er noget, man behøver at opsøge, at det er noget, alle får sammen med genfødelsen. Og så siger vi: "Godt! Jeg er allerede døbt med Helligånden, det skete, da jeg blev født påny, det skete ved min omvendelse. Jeg skal ikke søge efter mere, jeg har fået det hele." Fået det hele? Nå, men hvis du virkelig har fået det hele, så må jeg simpelt hen spørge dig i Guds navn: Hvorfor ligner du så apostlene så lidt? Hvor er så det henne, du har fået, spørger jeg?"

Disse ord brød min sidste modstand mod, eller misforståelse af, hvad man i almindelighed kaldte åndelig fornyelse, hvor kristne oplevede (ikke bare som en følelse, men som en bibelsk begivenhed) Helligåndens fylde, det, der somme tider kaldes Helligåndens dåb, (i hvert fald af dr. Lloyd-Jones og mange andre - selv om det ikke er et meget populært udtryk blandt lutheranere). Helligåndens fylde kan også kaldes besegling med Helligånden, sådan som Paulus kalder det i EF 1:13.

Altså: "Jeg er manden på stedet."" Jeg giver videre, hvad jeg forstår af skrifterne, fordi jeg har set, hvordan Gud ærer dem og bekræfter dem. Det er på den måde, jeg nærmer mig sagen, men jeg er helt villig til at høre om andre måder. Faktisk er den nøjagtige sprogbrug ikke det væsentligste, snarere at vi søger at opleve den samme kraft, som de første disciple havde - og som kristne gennem Kirkens historie også har oplevet gennem vækkelser.

Der er mange måder at beskrive finsk og dansk gæstfrihed på - men de forskellige udtryk beskriver alle den samme ting: Virkelig gæstfrihed. Men - vi kan have de rigtige ord og gode udtryk for en sådan gæstfrihed - de betyder dog ikke automatisk ret meget, før vi rejser til Skandinavien og faktisk oplever det, vi taler om.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media