Gamle tekster

Åndelig fornyelse af Michael Harry

15

Helligånden rører også ved pengepungen!
- Velsignelsen ved at give

Penge kan forekomme at være et meget jordisk emne at drøfte i en bog, der behandler nogle af de spørgsmål, der springer ud af åndelig fornyelse. Penge er da ganske bestemt en privatsag, ikke? Ja, det er de, men vi vil opdage, at vor holdning til penge afspejler vor holdning til Guds rige. Faktisk tales der særdeles meget om penge både i det Gamle og det Nye Testamente.

Prædikanter - særlig de, der rejser fra sted til sted, og som lever af kollekter - taler i regelen ikke gerne om penge, fordi de føler, at det kunne føre til misforståelse om, at de indirekte beder om en god kollekt!

Da jeg i juli 1973 forlod hospitalstjenesten, var det meget klart for mig, at der var tre ting, jeg måtte overholde, hvis jeg skulle gøre forkyndelsen af ordet til et heltidsjob. Gud havde ikke givet mig et særligt skriftord til at underbygge disse tre tanker - men de betyder meget for mig, og jeg tror, Gud har lagt dem på mit hjerte.

1. Prøv aldrig selv at åbne døre for at komme til at forkynde.

2. Tag aldrig æren fra Gud, når Han handler.

3. Kom aldrig direkte eller indirekte med antydninger om pengebehov.

Det er dettte tredie punkt angående penge, jeg gerne ville sige noget om, da jeg ved at mange stiller sig spørgende, når det drejer sig om at give, og at en forkert holdning til dette kan være en hindring for, at Ånden kan arbejde gennem vort liv. Men jeg skriver ikke, fordi jeg håber på en større løn: Det ved jeg, at jeg aldrig må gøre. Men jeg føler, der er behov for nogen undervisning angående pengesager.

Som et alment princip gælder stadig det, som Paulus sagde om penge: "Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen" (1. Tim. 6:10). Penge er ikke noget ondt i sig selv, men kærlighed til penge er roden til alt ondt. Paulus antyder ikke, at fattigdom er et tegn på åndelighed. Det kan det være for nogle. Jesus tillod, at en rig mand begravede Ham i, hvad man på den tid ville kalde en luksusgrav, men Han advarede stadig mod rigdomme.

"Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige! Thi en kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige!"" (Luk. 18:24-25). De skandinaviske lande er nogle af de rigeste i verden, og derfor er vi nødt til at være på vagt angående velstand. Mærkeligt nok, finder selvretfærdighed og begærlighed let hinanden: "Og farisæerne, som var pengekære, gjorde nar af Ham" (Luk. 16:14). Derfor advarede Jesus imod begærlighed (Luk. 12:15).

Men når vi nu igennem tro og omvendelse er indenfor i Guds rige - hvad skal vi så gøre med vores penge? Til trods for vor tro på Gud vil vi finde det umuligt at være brugbare for Gud, hvis vi lever bare for vore penge: "I kan ikke tjene både Gud og Mammon" (Matt. 6:24).

Hvis vi prøver at tjene to herrer - penge og Gud - vil vi snart hade den ene og elske den anden - og er det ikke det, der skete med Judas? (Matt. 27:3-5). Kristus'kalder os til at tjene og elske Gud først, men dette betyder ikke, at vi kan være skødesløse med penge, og at vi ikke skal arbejde hårdt i vort job, hvad der måske kan give os en god løn. Forudsat at vi elsker Gud først, vil penge finde sin rette plads i vort liv og i vore familjer.

Da Ånden kom pinsedag, rørte Han øjensynligt også ved disciplenes pengepunge! "De solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til" (Ap.Gern. 2:45 og 4:32). Det er også intressant at lægge mærke til, at den første skandale i den ældste menighed opstod på grund af penge, da et ægtepar prøvede at bedrage apostlene i en sag angående en pengegave (Ap.Ger. 5:1-11). Men pengespørgsmålet gav også apostlene den første lejlighed til at oprette en slags åndelig administration (Ap.Gern. 6:1-4).

Mærkeligt nok skriver Paulus mere om penge end om nogle af de ting, vi ofte diskuterer teologisk! Paulus lærte menigheden at støtte dem, som prædikede: "Den, der udnervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham" (Gal. 6:6). Paulus vidste, at han var berettiget til at leve af de troendes gaver, men det gjorde han ikke i Korint: "Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. Men jeg har ikke i nogen henseende gjort brug heraf" (1. Kor. 9:14-15).

Men Paulus var meget begejstret, når det gjaldt om at give til andre - og særligt for at skabe en indsamling til fordel for de fattige kristne i Jerusalem. "Med hensyn til indsamlignen til de hellige. . . Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til" (1. Kor. 16:1-2).

Men Paulus opfordrer dem, i sit andet brev til menigheden, til at føre indsamlignen, der allerede var begyndt, til ende, og han prøver at inspirere dem ikke bare med, hvad andre menigheder har gjort, men også ved at nævne, hvad Jesus Kristus havde gjort: "at Han for jeres skyld blev fattig, da Han var rig, for at I ved Hans fattigdom skulle blive rige. - før nu også gerningen til ende" (2. Kor. 8:9, 11).

Paulus forklarer dem også, at han ikke ville rejse alene til Jerusalem med det insamlede beløb, for at der ikke skulle opstå vanskeligheder eller misforståelser på grund af de mange penge (v. 18-21). Men så fortsætter han med at opmuntre dem åndeligt angående pengegaver: "Det er jo sådan: Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver" (2. Kor. 9:6-7).

Men hvor meget skal vi give? Det er vanskeligt at finde en bestemt lov om det i Ny Testamente. Der nævnes noget om at give en tiendedel, og dog, der er ignen instruktioner om, hvorvidt det er før eller efter, at man har betalt skat. Jeg tror ikke skatterne dengang var så høje, som de er idag. Men lad os se på princippet om at give tiende - hvad vi faktisk gør hjemme hos mig, ikke at det er noget at være stolt af, men det har bestemt åbnet vinduerne til himlen med dens velsignelser!

" Al tiende af landet. . . tilhører Herren (3. Mos. 27:30), og når det er gjort. . . er det, for at du kan lære at frygte Herren din Gud alle dage" (5. Mos. 14:23). Tiende skulle gives til levitterne (præsterne) og andre, der trængte (2. Krøn. 31:4), og det kan slet ikke forbavse os, at al hans gerning lykkedes for ham (v. 21). Nehemias opdagede, at levitterne ikke fik deres tiende, og at de »var flyttet bort til deres landejendomme" (Neh. 13:10). Dette berørte det åndelige liv i templet, da levitterne ikke havde råd til at tjene der, men Nehemias havde mod til at afskedige de korrupte mænd, der skulle viderebringe tienden til levitterne (v. 8), og til at få gjort forholdene normale igen.

Jeg tror, mange af os, som giver tiende, gør det ud fra et vers i Malakias' bog: "I spørger: "Hvorved har vi bedraget dig?"" Ved tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt folket gør det! Bring al tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarernes herre, om jeg da ikke åbner himlens sluser og udøser velsignelse over jer i overmål" (Mal. 3:8-10).

Men nogle tænkte, at tiende kun hører hjemme i den gamle pagt, det Gamle Testamente. Men Jesus nævner det at give tiende i det Ny Testamente. "Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! Thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: Ret og barmhjertighed og trosskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet" (Matt. 23:23).

De ofre, der nævnes hos Malakias, ser ud til at være noget ekstra, noget ud over tienden, - og Jeg kender menensker, der regelmæssigt betaler tiende, og som lejlighedsvis giver et offer - men de virker alle lykkelige og under Herrens velsignelse.

En betydningsfuld ting - ifølge de forskellige rapporter, jeg har fået - er at den karismatiske fornyelse i England, har påvirket menneskers lyst til at give, og det har bragt økonomisk orden i ikke så få kirker. Men det modsatte synes også at være sandt, på den måde at hvor der er lidet af ord og Ånd, er der også kun liden lyst til at give, og der findes en hel del kirker til salg i England, noget, vi sandsynligvis ikke forstår i et land, hvor der er en Folkekirke, som (indtil nu) opretholdes gennem skatter, betalt af statens indbyggere.

Når man giver almisse, skal det gøres i det skjulte og ikke offentligt (Matt. 6:3). Jeg ved ikke, om det at give regelmæssigt, som f.eks. tiende, kan kaldes en åndelig gave (en karisme), men Paulus nævner i hvert fald forskellige åndelige gaver, og blandt dem skriver han: "Den der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke" (Rom. 12:8).

Misbrug af penge, eller kærlighed til penge, kommer næsten altid af forkert undervisning og forkert måde at leve på. Peter beskriver falske profeter og falske lærere, som »i deres havesyge vil udnytte jer med falske ord« (2. Pet. 2:1-3).

"Giv, så skal der gives jer. Et godt presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, det skal I selv få tilmålt igen" (Luk. 6:38). Hvad enten vi giver nøjagtig tiende eller ej, har Jesus lovet, at vi vil blive velsignet, hvis vi giver. Når vi giver på den måde, er det et konkret tegn på, at vi først søger Guds rige og Hans retfærdighed (Matt. 6:33).

Sådan at søge Guds rige betyder ikke, at vi har masser af tro, eller at vi føler os meget åndelige - men regelmæssigt at give til Gud og Hans Kirke er et sikkert tegn på, at vi søger Hans rige, og det betyder, at Herren også vil velsigne os for det.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media