Altid voksende tro, Smith Wigglesworth

Kap. III. Kraften i Jesu navn

Ap. G. 3, 1-16.
Alle Ting er mulige gennem Jesu Navn!.

Gud har højt ophøjet ham og givet ham det Navn, som er over alle Navne, saa at i Jesu Navn skal ethvert Knæ bøje sig.

Der er Kraft til at overvinde enhver Ting i Verden ved Jesu Navn. Jeg ser fremover til en underfuld Forening gennem Jesu Navn. Der er intet andet Navn given blandt Menneskene, ved hvilket vi kan blive frelste! Jeg ønsker at fortælle Jer en Tildragelse, som kan vise Kraften og Herligheden af dette Navn. Der var seks Mennesker, som gik ind i et Hus for at bede for en syg Mand. Denne Mand var en Biskops Vikar. Han laa i sin Seng uden nogen Mulighed for at kunne hjælpe sig selv. Han havde læst en lille Traktat om Helbredelse, og at der fandtes Folk, som bad for de syge, og saa sendte han Bud til nogle Venner, som efter hans Mening kunde bede Troens Bøn. Han blev salvet i Henhold til Jak. 5, 14, men da ingen øjeblikkelig Helbredelse indtraf, græd han bittert. De seks forlod hans Værelse, skuffet over at se den stakkels Mand i en uforandret Stilling. Men da de stod udenfor Huset, bemærkede en af dem, at der nok var en Ting, de ikke havde gjort, og han ønskede, at alle vilde gaa ind igen. De gik nu ind igen og samlede sig i en Gruppe, og da sagde den samme: "Lad os hviske Jesu Navn." Ved den første Hvisken syntes intet at hænde, men da de fortsættende hviskede: "Jesus - Jesus." begyndte Guds Kraft at falde. Da de saa dette, begyndte ogsaa deres Tro og Glæde at vokse, og højere og højere hviskede de Jesunavnet. Manden rejste sig fra sin Seng og klædte sig selv paa. Hemmeligheden var dette, at disse seks havde fæstet deres Øjne paa den syge, uden at være optagne med Jesus alene. Men da de saa bort fra den syge og kredsede om Jesunavnet, da var det, at deres Tro kunde gribe den Kraft, der er i dette Navn.

O, hvis Folket vilde forlade sig alene paa dette Navn, da vilde der ingen Grænser være for, hvad der Kunde ske. Over hele Verden er Folk tilbedende dette Navn, og for mig er det en Liflighed bare at nævne det.

En Dag gik jeg op til en Fjeldegn for at bede, og havde en vidunderlig Dag. Det var paa et af de højeste Fjeldpartier i Wales. Jeg havde hørt om en anden Mand, der havde været paa det samme Sted for at have en Dag sammen med Gud, og Gud havde mødt ham saa vidunderligt, at hans Ansigt skinnede som en Engels, da han kom ned igen, og det blev et almindehigt Samtaleemne i Omegnen. Gud mødte ogsaa mig deroppe.

To Aar forud var to unge Mennesker kommet fra Wales til vort Hjem. Det var ganske almindelige Unge, men de var meget nidkære for Gud. De kom til vor Mission, der fik de se forskellige Stadfæstelser af Guds Kraft, og en Dag sagde de til mig: "Vi vilde ikke blive overraskede, om du en Dag af Herren blev sendt til Wales for at oprejse vor Lazarus." De forklarede, at Lederen for deres Forsamling var en Mand, som i al sin Tid havde arbejdet i en Tingrube om Dagen og prædiket om Aftenen, indtil hans Kræfter var opbrugte; nu led han af Tuberkulose, og i fire Aar havde han været en hjælpeløs Invalid, som de havde maatte made med en Ske.

Da jeg var oppe paa den omtalte Bjergegn, havde mine Tanker været optaget af "Forklarelsen paa Bjerget", og jeg følte, at Herrens Hensigt, naar han der lod os se og føle sin Herlighed, var at istandsætte os for at arbejde i Dalen.

Tunger og Tydning: "Den levende Gud har udvalgt os for sin guddommelige Arv, og han er den, som forbereder os for Tjenesten, saa den bliver af Gud, og ikke af os!"

Da jeg var i Bjergegnen den Dag, sagde Herren til mig: "Jeg vil, at du skal gaa og oprejse Lazarus." Jeg fortalte den Broder, som var i mit Selskab, om dette, og da jeg kom ned i Dalen igen, skrev jeg et Brevkort: "Mens jeg var bedende paa Fjeldet i Dag, bad Herren mig at gaa og oprejse Lazarus." Jeg adresserede dette Kort til den Mand, hvis Navn jeg havde faaet af de to Unge. Da jeg kom til Stedet, gik jeg til Manden, som forud havde faaet Kortet fra mig. Han saa paa mig og sagde: "Har du sendt dette Kort?" Jeg sagde: "Ja." Han siger saa: "Tænker du, at vi tror paa dette? Vær saa god, tag det!" Jeg tog imod det. Manden kaldte paa en Tjener og gav ham Ordre om at tage mig med til Lazarus, og henvendt til mig sagde han: "I det Øjeblik du ser ham, vil du gaa hjem, intet vil holde dig tilbage fra det." Alt han sagde var sandt, set fra et naturligt Synspunkt. Manden var hjælpeløs, han var nærmest en Benrad med et Skind strakt over. Der var intet Liv at se. Enhver Ting i ham talte om Død. Jeg spurgte ham: "Vil du raabe? Du ved, at da Israel raabte, faldt Jerikos Mure, og Gud har den samme Sejr for dig, om du bare vil tro." Men det var umuligt at faa ham til at tro. Han var blevet fortrolig med at have det, som han havde det.

Det er velsignet at vide, at Guds Ord aldrig kan slaa fejl. Det forandres ikke af menneskelige Planer. Gud kan virke mægtig, om du blot vil assistere ham i at tro det. Da jeg kom tilbage til Manden, som havde faaet Brevkortet, spurgte han, om jeg var færdig til at gaa nu. Jeg svarede, at jeg ikke var berørt af, hvad jeg saa, men af, hvad jeg troede. Jeg ved, at ingen, som tror, kan se paa Foreteelserne, Den Mand, som tror Gud, han har det, han har bedt om. Enhver, der kommer ind til den rette "Pinse-Stilling", kan le af enhver Ting og tro Gud. Der er noget i dette Pinsens Under, som er anderledes end alle andre Ting i Verden, noget, som lærer dig at kende Gud i Virkehgheden. Hvorsomhelst den Helligaand har sin fulde Vej, der er ogsaa Gaverne i Virksomhed, og hvis disse aldrig er i Virksomhed, da er det et Spørgsmaal, om Aanden er der. Pinsefolket er ødelagte for ethvert andet Møde end Pinsemøder. Vi behøver intet af de kirkelige Tillavninger, naar Gud kommer ind. Han vil meddele os sig selv. Vi bliver underholdt af Kongernes Konge og Herrernes Herre. O, dette er vidunderligt!

Det var en vanskelig Stilling i den omtalte Wales'ke By, og det syntes for mig umuligt at faa Folket til at tro. "Færdig til at gaa," spurgte han mig. Jeg sagde, at jeg havde Lyst til at vide, hvor mange af dem der kunde bede. Men ikke en af dem syntes at have Behov for Bøn. Jeg spurgte saa, om de kunde skaffe mig syv Personer, der kunde forenes med mig i Bøn for denne stakkels Mands Befrielse. "Selvfølgelig regner jeg med jer to" - altsaa mine Værtsfolk - "0g min Rejsefælle og mig selv, og saa behøver jeg tre andre." Jeg sagde videre, at jeg stolede paa, at de kom ind næste Morgen, for i Lazarus' Værelse at forenes i Bøn for hans Befrielse. "Jeg vil ikke høre, og det nytter ikke at komme med menneskelige Indvendinger. Har Gud sagt en Ting, saa har vi at tro det!" Jeg sagde til mine Værtsfolk, at jeg ingen Mad vilde have den Aften. Da jeg var gaaet til Sengs, føltes det, som om Djævelen var i Aktivitet med at anbringe paa mig alle de Plager, en tæringssyg kan have, eller rettere alt det, han havde lagt paa den stakkels Mand, vi var kommet for at bede for. Da jeg vaagnede om Natten, havde jeg al den Hoste og Lidelse, som en tuberkuløs Patient kan have. Jeg væltede mig ud af min Seng og raabte til Gud om Befrielse fra Djævelens Magt. Jeg raabte saa højt, at jeg kunde vække enhver i Huset, men ingen havde hørt mig. Gud gav Sejr, og jeg gik til Sengs igen, frisk som aldrig før. Klokken 5 vækkede Herren mig og sagde: "Bryd ikke Brødet før du bryder det rundt mit Bord." Klokken 6 gav han mig disse Ord: "Jeg vil oprejse ham." Jeg puffede til min Sengekammerat, som endnu sov, og fortalte ham, at Herren havde sagt, at han vilde oprejse Lazarus.

Klokken 8 sagde de til mig, at jeg maatte trænge til lidt Mad, men jeg fandt en fuldkommen Tilfredshed og Glæde i Bøn og Faste. Du vil altid finde dette saa, hvis du er ledet dertil af Gud.

Da vi gik ind i Lazarus' Værelse, var vi otte ialt. Ingen kan bevise for mig, at ikke Gud altid svarer paa Bøn. Han gør altid mere end det. Han giver os langt udover, hvad vi beder om eller forstaar.

Jeg skal vel aldrig glemme, hvordan Kraften faldt over os, da vi kom ind i den syges Værelse. O, det var vidunderligt! Som vi kredsede rundt om hans Seng, sagde jeg til en Broder, at han kunde tage en af den syges Hænder i den ene af sine, og i sin anden Haand kunde han holde en af mine Hænder. Saaledes holdt vi alle otte hverandre i Hænderne. Jeg sagde: "Vi skal ikke bede, vi skal bare nævne Jesunavnet." Vi knælte alle ned, og hver af os hviskede dette ene Navn: "Jesus - Jesus - Jesus!" Guds Kraft faldt og blev borte, og dette gentog sig fem Gange, men saa forblev den i os, men den syge syntes uberørt.

For 2 Aar siden havde der været nogen og forsøgt at oprejse ham, og siden havde Djævelen brugt dette mislykkede Forsøg som en Modgift mod Troen.

Jeg sagde: "Jeg bryder mig kun lidt om, hvad Djævelen siger. Hvis Gud siger: Jeg vil rejse ham op, saa bliver det saa! Forglem enhver Ting, uden hvad Gud siger." Saa faldt Kraften igen, den syges Læber begyndte at røre sig, og Taarerne begyndte at rinde. Jeg sagde til ham: "Guds Kraft er her, og nu er det din Gerning at modtage den." Han sagde: "Jeg har været bitter i mit Hjerte, og jeg ved, jeg har bedrøvet Guds Helligaand. Her er jeg hjælpeløs. Jeg kan ikke saa meget som løfte min Haand eller føre en Ske til min Mund." Jeg sagde: "Omvend dig, og Gud vil høre dig". Jeg raabte: "Herre, lad det blive til din Ære!" Da jeg raabte dette, gik Herrens Aand igennem ham. Da vi igen sagde: "Jesus - Jesus - Jesus," skjalv Sengen, og Manden og jeg sagde til dem, som var med, at de alle skulde forlade Rummet straks. Jeg satte mig der og saa paa Manden, imens han klædte sig paa. Vi sang, da vi gik ned ad Trappen, og saa sagde jeg til ham: "Fortæl, hvad der er hændt dig!" Det varede ikke længe, før det rygtedes paa Stedet, at Lazarus var oprejst, og Folk kom fra fjern og nær for at se ham og høre hans Vidnesbyrd, og ved dette bragte Gud Frelse til mange. Manden fortalte det hele i et Friluftsmøde, og Resultatet var, at mange blev vakte og omvendte. Alt dette kom af Jesu Navn - ja, gennem Tro paa dette Navn blev Manden frisk og sund for alles Aasyn. -

Peter og Johannes var aldeles hjælpeløse. De havde ingen Skoleuddannelse, men de havde været med Jesus, og de havde modtaget en Aabenbaring om, hvilken Kraft, der var i Jesu Navn. De havde været med til at dele ud det Brød og den Fisk, som han velsignede. De havde siddet til Bords med ham, og Johannes havde set op i hans Ansigt, og Peter var ofte blevet irettesat, men gennem alt saa han Mesterens Kærlighed. Ja, han elskede Peter. O, han er en underfuld Elsker - hvor han dog er taalmodig. - Jeg havde et vanskeligt Humør en Tid, men jeg vil fortælle enhver, at der er en forvandlende Kraft i Jesunavnet. Hvis du vil se ham som Guds Lam - som Guds elskede Søn, der har taget paa sig alle vore Misgerninger, hvis du bare vil se, at han har betalt den hele Pris for vor Forløsning, for at vi skal gaa fri, da vil du gaa ind til et Sted af Frihed, fuldkommen Frelse, Liv og Kraft.

Stakkels Peter og Johannes! De havde ingen Penge! Men de havde Tro, de havde Kraften af den Helligaand, de havde Gud, Du kan have Gud, om du intet andet har, og selv om du har mistet alt, til og med din Karakter, saa kan du faa fat paa Gud, fordi han er at finde for alle. Jeg har set den værste blive frelst ved Guds Kraft.

Jeg stod en Dag og prædikede om Jesu Navn, mens en Mand, der støttede sig til en Lygtepæl, var blandt Tilbørerne. Han behøvede den Stolpe for at staa paa sine Ben. Da Friluftsmødet var tilende, stod Manden fremdeles der. Jeg gik til ham og spurgte ham, om han var syg, da viste han mig sin Haand, og jeg blev opmærksom paa, at under sin Jakke havde han en Dolk. Han fortalte mig, at han var paa Vej for at dræbe sin utro Hustru, men da han havde hørt mig tale om Kraften i Jesunavnet, kunde han ikke faa sig til at gaa. Han sagde, at han var hjælpeløs. Jeg bad ham knæle ned, og der, mens Folk gik frem og tilbage, blev han frelst. Jeg tog ham med hjem og fik ham iført et nyt Sæt Tøj. Det syntes mig, at der i denne Mand var noget, Gud kunde bruge. Næste Morgen sagde han til mig, at han havde set Jesus som den, der havde baaret alt.

Jeg laante ham lidt Penge, og straks fik han i Orden et lille hyggeligt Hjem. Hans Hustru, som levede med en anden Mand, blev bedt om at komme tilbage til det lille Hjem, han havde ordnet. Hun kom, og hvor Had og Uvenskab forud havde boet, der var nu Kærligheden raadende, og det hele var dermed forandret. Gud gjorde denne Mand til sin Tjener, hvor han vendte sig hen. Der er Kraft i Jesu Navn overalt. Gud kan frelse til det yderste.

Der kommer i mine Tanker et Møde, jeg havde i Stockholm. Det vil aldrig gaa mig af Minde. Der er et Hjem for uhelbredelige der, og en af dets Patienter blev bragt til et Møde. Han var værkbruden og rystede over hele Legemet. Han stod op foran 3000 Memmesker, og Kom op til Forbøn ved Hjælp af to andre. Guds Kraft kom over ham, idet han blev salvet 1 Jesu Navn. I det Øjeblik, jeg berørte ham, kastede han sine Krykker og begyndte at gaa i Jesu Navn. Han gik ned af Platformen, rundt om den store Bygning, mens alle saa det. Der er intet umuligt for Gud. Han vil gøre enhver Ting, bare du vil tro ham.

Nogle sagde til mig: "Vil du gaa til dette Hjem for uhelbredelige?" De fulgte mig derhen paa min Hviledag. De bragte de syge ud i en stor Korridor, og i en Time frigjorde Herren omtrent 20.

Navnet Jesus er vidunderligt! Peter og Johannes forstod kun lidt af, hvilken Kraft der var i dette Navn, men de havde Tro til at sige: "I Jesu Navn, staa op og gaa!" Peter tog ham ved hans højre Arm og rejste ham op, og straks fik hans Fødder og Ankler Styrke,saa han sprang ind i Templet og lovede og priste Gud.

Gud vil, at vi skal se mere af disse Ting i Dag! Hvordan skal det blive gjort? Ved hans Navn! Ved Tro paa dette Navn! Amen!