Altid voksende tro, Smith Wigglesworth

Kap. V. Jeg er Herren din læge

2. Mos. 15, 26.

Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn, og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han syndet, skal dette blive ham forladt. Jak. 5,14-15. Vi har i dette velsignede Ord en virkelig Basis for Sandheden om Helbredelse, I og ved Skriften giver Gud bestemte Forordninger for dem, der er syge. De skal kalde de ældste i Menigheden til sig, og de skal salve med Olie, og saa kan Tilfældet lægges i Herrens Haand til Afgørelse. Naar du er blevet salvet og bedt for, kan du være forvisset om, at Herren skal rejse dig op, for det er hans eget Ord.

Jeg vil antage, at enhver af os kan se, at Menigheden ikke kan lege med denne Gerning. Viger nogen tilbage fra den klare Forordning, der er givet i Ordet angaaende dette, da er vedkommende i Fare. De, som her undlader at lyde, gør det til deres egen store Skade, Jakob siger os i Forbindelse med dette: "Hvis nogen af eder farer vild fra Sandheden og en omvender ham, skal han vide, at den som omvender en Synder fra hans vildfarende Vej, han frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder." Mange vender sig bort fra Herren, som Kong Åsaf, der søgte Læge, og som Følge deraf døde. Jeg tager dette Skriftord saadan, at om nogen leder en syg til at følge Herren, da vil han frelse ham fra Døden og tilgives en mangfoldighed af Synder, Dette Skriftord kan ogsaa have en anden Betydning, f. Eks, i frelsende Retning. Hvis man vender sig bort fra hvilkensomhelst Sandhed det end maa være, da vil Fjenden faa en vis Magt over een.

Møder Herren saa den, der ser op til ham for Helbredelse og i Lydighed bøjer sig for den Forordning, der er givet i Jakob 5,14? Lad mig fortælle en Oplevelse, der vil vise, hvordan han hjælper i det mest ekstraordinære Tilfælde.

En Dag jeg var ude hos en Ven af mig for at se til en syg, som boede der, det var en Arkitekt, kom der en ung Mand fra sin Forretning med et Telegram med Opfordring om øjeblikkelig at komme til et Sted for at bede for en syg og døende. Vi fik skyndsomst fat i en Bil, og efter halvanden Times hurtig Kørsel naaede vi Huset, hvor den syge var. Der var to Trappeopgange i Huset. Lægen gik op og ned af den ene Opgang, og min Ledsager og jeg skulde gaa op og ned af den anden, og saaledes risikerede vi ikke at træffe hverandre. Da jeg kom ind til den syge, fandt jeg, at hans Legeme var beskadiget af to Knivstik, som ogsaa havde berørt hans Indvolde. Som Følge deraf fik han en Svulst og Blodforgiftning, saa hans Ansigt var grønt. To Læger var tilstede, men de forstod snart, at dette var mere end de magtede, og derfor havde de telegraferet til London efter en Specialist, og nu var de paa Jernbanestationen for at hente ham. Manden var Døden nær og kunde ikke tale. Jeg sagde til hans Hustru: "Hvis De ønsker det, saa vil vi salve ham og bede." Hun sagde: "Det er derfor, jeg har sendt Bud efter Dem." Jeg salvede ham saa i Herrens Navn og bad, at Herren vilde rejse ham op. Der var ingen Forandring med det samme. Vi gik straks efter ned ad Bagtrappen, og nu kom Lægerne op ad Hovedtrappen. Da vi kom ned, sagde jeg til min Ven, der fulgte mig: "Lad mig holde din Haand, se ind i mit Ansigt, og lad os forene os overensstemmende med Math. 18,19, om at denne Mand maa frelses fra Døden." Vi lagde hele Sagen i Guds Haand og sagde: "Fader, vi tror!".

Saa begyndte Striden. Hustruen kom ned til os og sagde: "Lægerne har taget alle deres Instrumenter frem og er færdige til at operere." Jeg raabte: "Hvad? Hør her, er han ikke Deres Mand? Jeg siger Dem, hvis de tillader Lægerne at operere ham, da vil han dø. Gaa og sig til dem, at De tillader det ikke." Hun gik tilbage til Lægerne og forlangte 10 Minutter at betænke sig i. De sagde, at de ikke kunde indrømme det da Manden var døende, og at dette var hans eneste Chance. Hun sagde: "Jeg vil have 10 Minutter, og i rører ham ikke før den Tid er omme." De gik ned ad Trappen, og vi op ad den anden. Jeg sagde til Hustruen: "Dette er Deres Mand, og nu, da han ikke kan tale for sig selv, er det Deres Sag at stole helt paa Gud og prøve hans Troskab. De kan frelse ham fra Lægerne, men De maa staa for Gud i denne kritiske Time." Efter dette gik vi ned, og Lægerne gik op igen, Hustruen sagde til dem, at de fik ikke Lov at røre hendes Mands Legeme: "Han er min Mand," sagde hun til dem. "Hvis I opererer ham, vil han dø, men han vil sikkert leve, hvis I lader ham urørt."

Umddelbart efter disse Ord fra Hustruen, sagde Mænden: "Gud har gjort det!" De tog Sengeklæderne af ham, og Lægerne undersøgte ham og Blodforgiftningen og Betændelsen var helt væk. Sygeplejersken vaskede Saarene, og Lægerne kunde endnu se Aabningen af dem, og de sagde til Hustruen: "Vi vidste, De havde en stor Tro, og vi kan se, at her er sket et Mirakel men De maa lade os sy Saarene sammen, og vi ved at Deres Mand vil blive helt rask efter dette, og der behøver jo ikke at have nogen lammende Virkning paa Deres Tro."" Men dertil svarede hun: "Gud har gjort de første Ting, og han kan gøre Resten, ingen skal røre ham nu."

Jeg kan give hans Navn og Adresse til enhver, der maatte ønske det.

Du spørger, ved hvilken Kraft det hændte, jeg vil svare med et Ord af Peter: "Ved Troen paa hans Navn, har hans Navn styrket denne."

Salvelsen var gjort i Jesu Navn, og der er skrevet:

"Herren skal rejse ham op." Han udfører et herligt Værk, selv om Synd er Aarsag til Sygdommen, thi det hedder: "Har han syndet, skal denne tilgives ham." Du spørger: "Hvad er Tro?" Troen er Grundstoffet i Guds Ord. Den Helligaand, som inspirerer Ordet, er kaldt Sandhedens Aand, og naar vi i Ydmyghed modtager dette Ord, springer Troen frem i vore Hjerter. Troen paa Golgatha-ofret! Tro paa Jesu Blod - Tro paa det Faktum, at han tog al vor Sygdom paa sig og bar vore Smerter, samt at han er vort Liv i Dag.

Gud har ment, at vi skal hjælpe hverandre. Vi kan ikke leve kun for os selv. Han vil føre os ind til et Sted, hvor vi kan være noget for hverandre. Afslaar vi dette, da kommer vi ud af Guds Vilje, og ud af Muligheden for at kunne tro. Jeg har selv været i den Stilling en Gang, men jeg haaber, at jeg aldrig kommer det mere. Jeg gik til et Møde og var meget syg, og det mærkedes, som om det blev værre og værre. Jeg vidste, at Guds Vilje var denne, at jeg skulde ydmyge mig selv, og bede de ældste om at bede for mig, men jeg skød det tilside, og efter Mødet gik jeg hjem, uden at blive salvet og bedt for. Enhver i Huset vidste, hvori min Lidelse bestod.

Mine Drenge kendte ikke nogen anden end Jesus som Familielæge, og min yngste Dreng George raabte: "Far, kom!" Jeg raabte: "Jeg kan ikke komme, hele Skylden er min, og jeg maa bede Gud om Forladelse." Jeg bestemte mig til at ydmyge mig for hele Menigheden, og saa gik jeg til min syge Dreng og lagde mine Hænder paa ham i Jesu Navn. Jeg anbragte mine Hænder paa hans Hovede, og Smerterne trak sig nedefter. Han raabte igen: "Læg dine Hænder paa mig længere nede, Far!" Tilsidst gik Smerterne lige i hans Fødder, og da jeg anbragte mine Hænder der, blev han helt befriet.

Vi maa mærke os Forskellen mellem at salve de syge og kaste Dæmoner ud.

Gud vil altid velsigne, naar vi ydmyger os for ham og kommer i den Stilling, at vor Aand er bøjet. Jeg var kommet til et Sted for at se til en syg Kvinde. Hun fortalte mig, at hun af og til var rask, men saa fik hun Anfald igen, og da var hun meget syg. Jeg saa, at dette var en ond Aand, som til Tider kastede sig over hende, og jeg lærte noget her, som jeg ikke havde lært før. Da jeg førte min Haand nedover hendes Legeme i Jesu Navn, flyttede den onde Aand sig Stykke for Stykke, indtil den var helt ude af hendes Legeme, og den vendte ikke tilbage.

Jeg var i Le Havre i Frankrig, og Guds Kraft til Helbredelse var der i Aktivitet, En Græker ved Navn Felix kom til et Møde og var meget nidkær for Guds Arbejde. Hans Ønske var, at Katolikerne maatte komme til Møderne, for der at faa Guds Kraft at se i Virksomhed ogsaa i Frankrig. Han fandt en bestemt sengeliggende Kvinde, der var ude af Stand til at røre sig, og fortalte hende om Herrens Gerninger og om Helbredelse ved Møderne, og at han vilde faa mig til at besøge hende, om blot hun vilde. Hun sagde: "Min Mand er Katolik, og han vil aldrig tillade en, der ikke er Katolik at besøge mig." Hun fortalte sin Mand alt det Felix havde berettet angaaende Møderne og bad ham saa, om han vilde tillade, at jeg besøgte hende, men han svarede: "Ingen Protestant kommer i mit Hus." Hun sagde: "Du ved, Lægerne kan ikke hjælpe dig, Præsten kan ikke hjælpe, vil du ikke, at denne Mand skal bede for mig?" Da gav han sin Tilladelse, og jeg gik til Huset.

Den Ydmyghed og barnlige Tro, som denne Kvinde havde, var herlig at se. Jeg viste hende min Olieflaske og sagde: "Dette er et Symbol paa den Helligaand. Naar denne Olie kommer paa Deres Legeme, vil den Helligaand begynde at virke, og Gud vil rejse Dem op." Gud udrettede ogsaa noget, da Olien blev udgydt over hende. Jeg saa ud gennem Vinduet, og der saa jeg Jesus. Jeg har set ham ofte før. Der er intet Maleri, som har mindste Lighed med ham, ingen Kunstner kan male dette vidunderlige Ansigt, som min elskede Frelser har. Kvinden følte Guds Kraft i sit Legeme og raabte: "Jeg er fri - mine Hænder er fri - mine Skuldre er fri og - O, der kan jeg se Jesus! Jeg er fri - jeg er fri!"

Synet forsvandt og hun satte sig op i Sengen, men hendes Fødder var endnu bundne, hvorfor jeg sagde til hende. "Jeg vil lægge mine Hænder paa Deres Fødder, og De vil da blive helt fri." Da jeg lagde mine Hænder paa hendes Fødder, der var dækket af Sengetøjet, saa jeg op, og saa Jesus igen. Hun saa ham ogsaa og raabte: "Jeg er fri - jeg er fri!" Hun stod op af sin Seng og spadserede rundt paa Gulvet, prisende Gud, mens Taarerne løb nedover alles Kinder, der saa dette underfulde Værk af Gud.

Herren vil rejse dem op, som er villig til at gaa ind paa Betingelserne.

Da jeg var ung Mand, elskede jeg Samværet med ældre Mænd, og gav altid Agt paa, hvad de havde at sige. Jeg havde en Ven, en gammel Baptistpastor, som var en god Prædikant. Jeg tilbragte megen Tid hos ham, og en Dag kom han til mig og sagde: "Min Hustru er døende." Jeg sagde: "Broder Clarke, hvorfor tror du ikke paa Gud? Gud kan rejse hende op, om du kun vil tro ham." Han bad mig komme til sit Hus, og jeg saa mig om efter nogen til at følge med mig, og gik til en rig Mand, som var meget nidkær for Guds Sag, og som gav en stor Del af sine Midler til at aabne Missioner paa mørke Steder, og bad ham om at gaa med mig. Men han sagde: "Tænk aldrig paa mig - gaa selv - jeg plejer ikke at befatte mig med den Slags Forretninger." Saa tænkte jeg paa en anden Broder, der var meget stærk i Bønnen. Han kunde paa sine Knæ gaa tre Gange rundt om Jorden og "komme tilbage" til det samme Sted. Jeg bad ham gaa med mig, idet jeg sagde: "Her har du en udmærket Anledning, og slip den ikke før du er kommet igennem, men da maa du holde op." (Det er nemlig ikke alle, som saa holder op).

Broder Nicol, det var hans Navn, gik med mig, og vi begyndte at bede. Han bad Herren trøste Broder Clarke i denne store Nød, og saa bad han for Børnene og en hel Del mere i samme Retning. Jeg raabte til Gud: "Stands denne Mand i Bønnen!", men der var intet, som kunde standse ham. Han gik paa i Bønnen, men der var ikke en Smule Tro i alt, hvad han kom med. Jeg standsedé ham til Slut og sagde: "Broder Clarke, nu er det Deres Tur til at bede." Han begyndte: "Herre, svar paa denne Bøn, og trøst mig i min store Sorg, forbered mig paa at møde det værste." Jeg udbrød: "Min Gud, stands denne Mand!" Hele Atmosfæren var fuld af Vantro.

Jeg havde et Olieglas og hældte Størsteparten ud over Kvinden i Jesu Navn. Straks aabenbarede Jesus sig. Han stod ved Fodenden af hendes Seng, han smilte og forsvandt, og Kvinden stod op, fuldstændig helbredet, og hun er en stærk Kvinde i Dag. Vi har en stor Gud! Vi har en underbar Jesus! Vi har en herlig Trøster! Under hans Vinger kan du være stille. Guds Ord er levende og kraftigt og inde i dette Skatkammer vil du finde det evige Liv. Hvis du vil forlade dig paa denne underbare Herre, Livets Herre, da vil du finde i ham, alt hvad du behøver.

Mange forsøger med Draaber, Salver, Piller og Plastre - kast det hele ud og tro paa Gud! Det er nok, han slaar aldrig fejl! Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal rejse ham op. Kan du forlade dig paa ham? Han er værdig dertil.

En Gang blev jeg bedt om at komme til Weston-super-mare, en Kyststrækning i Vest-England, Gennem Telegram fik jeg at vide, at der var en Mand, som havde mistet sin Forstand, og som var blevet helt ustyrlig, hvorfor de ønskede, jeg skulde komme og bede for ham.

Da jeg kom derhen, spurgte hans Hustru, om jeg var villig til at sove med hendes Mand. Jeg sagde, at jeg var villig dertil, og midt om Natten kastede den onde Aand sig over ham. O, det var forfærdelig! Jeg lagde min Haand paa hans Hovede, og hans Haar var som Naale. Gud befriede ham, men kun for en Stund. Klokken 6 om Morgenen følte jeg mig tilskyndet til at forlade Huset for en liden Stund. Manden, som saa, at jeg var 1 Færd med at gaa, sagde: "Hvis du gaar nu, da er der intet Haab for mig", Men jeg følte, at jeg maatte gaa. Da jeg kom ud paa Gaden, mødte jeg en Kvinde, klædt i Frelsens Hærs Uniform, og jeg forstod, at hun var paa Vej til det Bønnemøde, der i Almindelighed var Klokken 7 om Morgenen.

Den samme Kvinde var den ansvarlige Kaptajn og saaledes Leder af det nævnte Møde. Jeg gik derhen, og da hun foreslog den første Sang, sagde jeg til hende: "Syng ikke, Kaptajn, men lad os gaa i Bøn med det samme." Hun var enig med mig i dette, jeg aabnede mit Hjerte og bad, og bagefter tog jeg min Hat og forsvandt. De syntes nok alle, at det var et underligt Bønnemøde den Morgen. Jeg gik lige ned til Enden af den Gade, jeg kom ud i, og der traf jeg Manden, som jeg havde tilbragt Natten sammen med. Nu var han paa Vej til Søen for at drukne sig, og var helt uden Paaklædning. Jeg raabte: "I Jesu Navn, kom ud af ham!" Manden faldt til Jorden i hele sin Længde, den onde Aand gik, og kom aldrig tilbage. Hans Hustru kom løbende efter ham, og hun kunde da modtage ham fuldkommen befriet fra alt.

Der er onde Aander, men Jesus er større end dem alle. Der er vanskelige Tilfælde, men Jesus formaar alt. Løven af Juda kan bryde hvert Baand. Han kom for at løse de bundne og for at sætte Fangerne fri, han kom for at bringe Forløsning og for at føre os tilbage til den Stilling, vi havde før Faldet.

Folket vil gerne vide, hvordan man kan bevares i Guds Kraft. Enhver Naadestilling, du er ledet ind til, Syndsforladelse, Helbredelse og Befrielse af enhver Art, vil bestormes og prøves af Satan. Han vil sætte ind paa dit Legeme, og naar du er blevet frelst, vil han komme til dig og sige: "Du er nok ikke frelst." Djævelen er en Løgner. Siger han det, da kan du være sikker paa, at du er frelst,

Du erindrer Historien om det Hus, der var pyntet, fejet og ledig. Den onde havde forladt dette Hus, eller rettere dette Menneske, og vedkommende havde overset Nødvendigheden af at blive fyldt. Saa vendte den onde tilbage og tog 7 andre, værre end sig selv, med sig, og det sidste blev værre end det første med det Menneske.

Bliv derfor fyldt med Gud!

Gud har Millioner af Veje for dem, som gaar til ham efter Hjælp. Han har Befrielse for enhver bunden.

Han elsker os saa meget, at han siger: "Før du raaber, vil jeg svare." Vis ham ikke fra dig! Amen!