Altid voksende tro, Smith Wigglesworth

Kap. XVIII. Tungemaalsgaven.

Jag efter Kærligheden! Stræb efter de aandelige Gaver, men mest efter at tale profetisk. Thi den som taler med Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud, thi ingen forstaar det, men han taler Hemmeligheder i Aanden. 1. Kor, 14,1-2.

Det er nødvendigt at eje et stærkt Begær efter de aandelige Gaver, Vi maa tørste efter dem og omslutte dem meget alvorlig, da disse Gaver er nødvendige og vigtige, saa at vi, naar vi ved Guds Naade har erholdt disse, kan blive brugbare til Guds Ære.

Gud har forordnet denne Tale i en ukendt Tunge til ham selv som et herligt, overnaturligt Middel for Samfund i Aanden. Naar vi taler til ham i et ukendt Sprog, da taler vi dyrebare Hemmeligheder i Aanden. I Rom. 8,27 læser vi: "Han, som ransager Hjerterne, ved hvad Aandens Attraa er, thi, efter Guds Vilje gaar han i Forbøn for de Hellige."

Ofte, mens vi taler til Gud i et ukendt Sprog, er vi i Forbønnens Tjeneste, og mens vi saaledes beder i Aanden, er vor Bøn altid i Overensstemmelse med Guds Vilje. Der er ogsaa saadanne Ting, som ikke kan ytres i Ord, men bare høres som Suk eller Stønnen, naar den Helligaand fører os ind til Forbøn.

l den Retning vil jeg fortælle jer lidt om Willie Borton, som nu virker for Gud i det Belgiske Kongo. Broder Borton er en Guds Mand, der giver sit Liv for Hedningerne i Afrika; Han fik Feber og blev dødssyg, og Folket sagde: "Han har prædiket for sidste Gang, hvad skal vi gøre?" Deres Haab syntes at blegne, og der stod de med blødende Hjerter, undrende og spørgende, hvad der vilde ske. De forlod ham uden Haab, men næste Øjeblik, uden videre, stod han midt iblandt dem. De kunde intet forstaa af det hele, og den Forklaring, han kunde give dem, var, at han kom til sig selv og mærkede en Varmebølge gaa gennem hele sit Legeme, og siden var der intet i Vejen med ham.

Hvordan skete saa dette? Det forblev en Hemmelighed, indtil han kom til London og der fortalte Folket, hvordan han var betragtet Som død, men blev oprejst.

En Kvinde kom da til ham under et Møde, udbad sig en privat Samtale med ham og bestemte Tiden for denne. Under Samtalen spurgte hun: "Fører De Dagbog?" Han sagde: "Ja." Hun fortalte ham: "Det skete en Dag, jeg skulde have en Bønnetime, og med det samme jeg knælede ned for at bede, blev De lagt paa mit Hjerte. Guds Aand ledede mig ind i Bøn i Tunger, og i min Aand saa jeg et Syn. Jeg saa Dem liggende hjælpeløs, og jeg raabte ud paa et fremmed Tungemaal, indtil jeg saa Dem staa op og gaa ud af det Værelse, hvor De laa."

Hun havde optegnet Tiden for dette, og da Broder Borton saa efter i sin Dagbog, viste det sig at være den samme Tid, han blev oprejst.

Der er store Muligheder for os, om vi lyder Guds Aand og taler til Gud i stille Timer i vort Bønnekammer. Gud vil, at vi skal blive fyldt med den Helligaand, saaledes at enhver Ting rundt om os kan blive forandret af den himmelske Kraft.

"Den, der taler med Tunger, opbygger sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger Menigheden." Jeg ønsker at I maa se det, at den, der taler med Tunger opbygger sig selv, thi vi kan ikke opbygge andre, før vi selv er blevet opbygget. Jeg kan ikke beregne Værdien af, hvad jeg personlig skylder den Helligaands Metode af aandelig Opbyggelse. Jeg staar her for jer alle som et af de største Undere i Verden. Der har aldrig været en elendigere Mand paa Platformen. lntet Sprogkendskab - kun Umuligheder. Alle Ting i mit Liv skylder jeg den Helligaand, som kom og bragte mig denne gode Hjælp. Jeg læste Herrens Ord, saa godt jeg kunde, men saa kom den Helligaand og tog Del i det, og forklarede Ordet for mig. Den giver mig ogsaa Talegaver, saa jeg kan ikke klare at tale saa hurtigt, som det kommer, og det er fordi, Gud giver det.

"Naar den Helligaand kommer, da skal han lære Eder alle Ting," og han har givet mig dette overnaturlige Middel at tale i en ukendt Tunge, saa jeg ved den opbygger mig selv, saaledes at jeg, efter at jeg selv er blevet opbygget, kan være i Stand til at opbygge Forsamlingen.

I 1. Johs., 2. Kap. 20. V. læser vi: "I har Salvelse fra den Hellige og ved alt", og i Vers 27 staar der: "Den Salvelse, som I fik af Ham bliver i Eder, og I trænger ikke til at nogen skal lære Eder, men ligesom hans Salvelse lærer Eder alt, og er Sandhed og ikke Løgn, saa bliv i Ham, ligesom den har lært Eder!"

Endog om du er døbt i den Helligaand, kan du stundom synes at være tør. Men Guds Ord siger, at du har en Salvelse. Tak Gud, fordi du har modtaget en Salvelse. Den Helligaand siger, at den forbliver hos dig og lærer dig alle Ting. Den Helligaand vil opflamme din Tro, saa du bliver i Stand til at forlade dig paa, at dette Ord er sandt, at du har Salvelsen, og at Aanden forbliver i dig.

Naar du staar op om Morgenen, da tro denne dyrebare Sandhed, at hvis du hengiver dig til Aandens Kraft, da vil du finde dig selv talende til Gud i Aanden, og at du derved er blevet personlig opbygget. Lad enhver Ting angaaende dig selv være en Løgn, men lad dette Ord fra Gud være sandt. Djævelen vil sige, at du er den tørreste Person, der findes, og at du intet kan udrette, men tro Guds Ord om den Salvelse, du modtog, skal vedvare.

"Jeg vilde ønske, at I alle talte med Tunger, men hellere, at I profeterede. Den, der taler profetisk, er større end den, der taler i Tunger, med mindre han tyder det, saa Menigheden kan faa Opbyggelse deraf." 1. Kor. 14,5.

Du maa forstaa, at Gud altid vil have dig i den Stilling, at du kan profetere. "Thi I kan alle tale profetisk, men en ad Gangen", V, 31. Dette at profetere er vidt forskelligt fra det at tale i Tunger, uden at der er nogen, der tyder det. I Vers 13-14 staar: "Derfor, den, som taler med Tunger, han bede om, at han maa kunne tyde det." Dette er et betydningsfuldt Ord.

Efter at jeg modtog en Daab i den Helligaand og talte i Tunger eftersom Aanden gav mig at tale, gik der en Tid af ca. 9 Maaneder, førend jeg talte i Tunger igen. Jeg var sørgmodig over dette, da jeg ofte gik frem og lagde mine Hænder paa andre, for at de skulde faa den Helligaand, og de talte i Tunger, men jeg havde ikke Glæden af selv at tale.

Gud ønskede her at vise mig, at de Tunger, jeg modtog, var vidt forskellige fra Tungemaalsgaven, som jeg senere modtog.

Naar jeg lagde mine Hænder paa nogen, der modtog en Daab i den Helligaand, da tænkte jeg gerne: "O, Herre Jesus, det vilde være godt, om du ogsaa lod mig tale i Tunger." Han holdt Gaven tilbage fra mig, fordi han vidste, at jeg vilde møde mange, der vilde paastaa, at de havde modtaget en Daab i den Helligaand, uden at tale i Tunger siden efter.

Ca. 9 Maaneder efter at jeg havde oplevet Aandsdaaben, gik jeg en Morgen ud af min Dør, talende til Gud i mit Hjerte, og da hændte det, at en Strøm af Tunger kom. Da disse standsede, sagde jeg til Herren: "Nu, Herre - det var ikke af mig - og jeg søgte det heller ikke, saa du har frembragt det, og nu gaar jeg ikke ud af Stedet, før du tyder det for mig." Tydningen kom, og er blevet stadfæstet hele Verden over.

Er det den Helligaand, der taler, saa kan han ogsaa tyde.

"Lad ham, der taler i Tunger, bede, at han maa kunne tyde det," og Gud vil give Svaret. Vi maa ikke gaa bort med noget mindre end en klar Forstaaelse af, hvad Gud vil os.

"Hvorledes er det altsaa? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil ogsaa bede med Forstanden. Jeg vil lovsynge med Aanden, men jeg vil ogsaa lovsynge med Forstanden!" Hvis du beder i Aanden i Tunger, da ved du ikke, hvad du beder om, og det er uden Frugt for den, som hører paa dig, men du har den samme Kraft til at bede med din Forstand under Aandens Salvelse, som du har i de ukendte Tunger.

Der er dem, som siger, at de vilde gøre baade dette og hint, men de frygter for, at det bliver "dem selv, der gør det." Hvis du beder, da er det dig selv, som beder, og det er dig selv, som gør alt til en Begyndelse. Du knæler ned for at bede, og den første og den anden Sætning bliver maaske fremsagt efter den naturlige Tanke, men hvis du fortsætter, da vil Aanden komme og bede gennem dig, og den vil føre dig igennem.

Paulus siger: "Jeg vil bede i Aanden, men jeg vil ogsaa bede med min Forstand." Dette gjorde han i Tro. Maa Gud føre os til den Stilling, at vi lever, vandrer, beder og synger i Aanden samtidig med, at vi ogsaa beder og synger med Forstanden. Troen vil gøre det, Troen har et døvt Øre for Djævelen og den naturlige Tankes Virkning, men et aabent Øre for Gud. Troen tager intet Hensyn til Følelse, den siger og ser, at alt er "fuldkomment i ham."

Det er en herlig Ting dette, at synge og bede i Aanden, alt eftersom den driver os.

Jeg staar aldrig ud af Sengen om Morgenen, uden at have Forbindelse med Gud i Aanden. Tænk saa herligt, at være i Aanden, medens du klæder dig paa, og saa at komme ud til en Verden, som ingen Indflydelse har over dig. Begynder du Dagen paa denne Maade, da vil du mærke Guds Ledelse gennem hele Dagen.

"Jeg takker Gud, jeg taler mere i Tunger end jer alle, men i en Menighedssamling vil jeg hellere tale 5 Ord med min Forstand, for derved at lære andre, end ti Tusind Ord i Tunger." Mange er det, som fremhæver, at Paulus hellere vil tale fem Ord med sin Forstand end ti Tusind, Ord i Tunger, men de udelader altid dette: "Jeg takker Gud, jeg taler mere i Tunger end jer alle."

Det, som Paulus her advarer mod, er den stadige Talen i Tunger uden Tydning, hvilket ikke er til Opbyggelse for Forsamlingen.

Hvis der. ikke er Tydning til Stede, taler man for sig selv og Gud.

Lad mig antage, at nogen stod og prædikede, og at der samtidig var tyve eller tredive, som skiftevis kom med Udbrud i Tunger uden Tydning - det vilde jo være forfærdeligt. Folk, som var kommet til et saadant Møde, vilde heller have fem Ord til Opbyggelse, end alt dette, som de ikke forstod.

Det er ikke sikkert, at du skal tale i Tunger, om du mærker en lille Paavirkning af Aanden. Herren vil give dig en sund Forstand, saa du kan kontrollere hele dit Legeme og de Naadegaver, som du har modtaget, for de andres Skyld og for Forsamlingens Opbyggelse. Paulus siger, at han "talte i Tunger mere end dem alle." Han var saa opbygget af dette overnaturlige Middel, at han kunne gaa til Kirken og prædike, saa alle forstod ham, og det blev saaledes til en velsignet Opbyggelse for de Hellige.

"Der er skrevet i Loven: Ved Folk med fremmed Tungemaal og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk; og endda skal de ikke høre paa mig, siger Herren. Saa er da Tungerne et Tegn, ikke for de Troende, men for de Vantro. Den profetiske Tale derimod er ikke for de Vantro, men for de Troende."

Der er mange, som kalder sig Troende, men som i Virkeligheden er Vantro. l Sheffield i England levede en saadan "vantro Troende", som var Metodistpræst.

En Mand gav ham en Check og sagde, at han maatte tage sig en lille Ferie, og saa gav han ham mit Navn og Adresse. Da han kom til Bradford, var han i Aanden imod mig, fordi han var blevet advaret mod disse "Tungetalere". Han var nedbrudt paa Legemet og behøvede Hvile. Vi kunde intet gøre for ham. Han var en Storskryder, saa jeg har aldrig kendt Mage. Det Var bare Snak og atter Snak. Jeg tænkte, at jeg skulde ikke bryde mig om det, for han vilde vel blive færdig en Dag. Vi havde Frokost, og han talte under hele Maaltidet, og ved Middagen gentog det samme sig.

Om Fredagen var der et Møde for dem, som søgte en Daab i den Helligaand, og medens Folket samledes talte Manden. lngen anden fik sagt et Ord, før jeg fik sagt til ham: "Broder, nu skal vi bede." I Almindelighed plejer vi at synge en Sang først, men den Gang gjorde vi det ikke, vi gik lige til Bønnen, og med det samme vi begyndte, var der to unge Kvinder, knælende i hver sin Ende af Salen, der begyndte at tale i Tunger.

For den arme Præst var dette noget forunderligt, og han gik fra den ene til den anden for at høre, hvad de sagde. En kort Tid efter kom han til mig og sagde: "Kan jeg gaa til mit Kammer?" Jeg sagde: "Ja, Broder, hvis du ønsker." Saa gik han, og vi havde en dejlig Stund.

Jeg kom hjem og gik til Sengs Klokken 11, og Klokken 3,30 om Morgenen bankede det paa vor sovekammerdør og nogen raabte: "Kan jeg komme ind?" Jeg sagde: "Ja, kom!" Da stak Præsten sit Hoved ind gennem Døren og sagde: "Nu er det kommet - og han holdt sig for Munden, han havde vanskeligt ved at tale Engelsk. Jeg sagde: "Gaa og læg dig, og saa kan du fortælle os det i Morgen." Tunger er for de Vantro, og denne Mand var en "vantro Troende". - Atter og atter har jeg set, at Folk er blevet vakte ved Tungetaler.

Næste Morgen, da han kom ned til Frokost, sagde han: "Var det ikke en underlig Nat? Jeg kender Græsk og Hebraisk, og disse to Kvinder talte i disse Sprog. Den ene af dem sagde paa Græsk: "Bliv ret for Gud!" Og den anden sagde det samme paa Hebraisk. Jeg forstod, at dette var Guds Tale, og det var ikke af dem selv. Først maatte jeg omvende mig. Jeg kom som en Vantro, men jeg fandt, at Gud var her, og i Nat har Gud kastet mig ned paa Gulvet, og i et Par Timers Tid var jeg aldeles hjælpeløs, men saa førte Gud mig igennem."

Gud vil give Vidnesbyrd om sin mægtige Kraft, som ingen kan modsige. Ved Tunger og Tydning vil Gud meddele sig gennem dig i Friluftsmøder, og dette vil vække Folket.

Jeg ønsker at forklare dig den mest fuldkomne Maade at søge og modtage Aandens Gaver paa.

Ud fra 2. Kongernes Bog 2 vil jeg vise dig en Mand, som søgte og modtog en Gave.

Elias var blevet meget brugt af Herren til at kalde Ild ned fra Himlen, og til at gøre andre Mirakler, og Elisa var blevet saa bevæget af, hvad han havde set og hørt, at han nu ønskede at faa de samme Gaver. Du kan lede inderligt efter Aandens Gaver - Gud vil tillade det.

Da Elias sagde til Elisa, at han kunde standse ved Gilgal, sagde Elisa: "Saasandt Herren lever og min Sjæl lever, jeg forlader dig ikke!" Det samme blev Tilfældet, da Elisa vilde, at han skulde standse i Jeriko.

Den Mand, som standser, faar intet; derfor, stands ikke hverken i Jeriko eller ved Jordan eller noget andet Sted, thi Gud vil, at du skal fortsætte, indtil du har faaet hele den Fylde, han har for dig.

De kom til Jordan og Elias tog sin Kappe og slog paa Vandet, saa det skilte sig ad, og de to gik over paa det tørre.

Elias vendte sig til Elisa og sagde: "Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?" Elisa svarede: "Jeg ønsker, at en dobbelt Del af din Aand maa tilfalde mig!"

Dette var Plovdrengen, som havde vasket sin Mesters Fødder, men hans aandelige Begær var blevet saa stor, saa han ønskede, naar Elias gik ud af Tjenesten, at han da kunde fortsætte den.

Elias sagde: "En stor Ting har du bedt mig om, men hvis du ser mig, naar jeg bliver taget fra dig, da skal det ske dig."

De fortsatte deres Vandring og der kom en gloende Vogn og gloende Heste og skilte dem begge fra hinanden, og Elias for op til Himlen i en Storm.

Jeg kan godt høre Elisa raabe: "Fader Elias! Kast den Kappe ud af Vognen, du lovede mig," - og saa kom den, lavere og lavere ned.

Elisa tog sin egen Klædning og rev den i Stykker, og saa tog han Elias Kappe paa. Jeg tror ikke, at han i sig selv følte nogen Forskel, da han tog den paa, men da han kom tilbage til Jordan, tog han den af og slog paa Vandet, idet han sagde: "Hvor er Elias' Gud?" Og Vandet delte sig, og han gik over paa det tørre. Da sagde Profeternes Børn: "Elias''' Aand hviler over Elisa!"

Saadan er det at søge og at vinde en Gave, og at du har faaet den, ved du ikke altid, før du handler i Tro!

Brødre og Søstre, naar I beder - da tror og vær aldeles helhjertet og lydig med Gud.

Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livets Krone (Aab. 2. 8-11).

Amen!