Gamle tekster

Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

1 Kapitel, Nødvendigheden af bøn

I Epheser-Brevet 6. Kapitel 18. Vers læser vi nogle Ord, som paa en alvorsfuld Maade i et klart og indtrængende Sprog fremholder for os Nødvendigheden af Bøn:

"Bedende til hver Tid i Aanden med al Bøn og Begæring, aarvaagne til det samme med al Varagtighed og Bøn for alle de Hellige."

Idet vi standser for at overveje Betydningen af disse Ord, saa læg nøje Mærke til, i hvilken Sammenhæng de staar, og da vil et oplyst Guds Barn føle Trang til at sige:

"Jeg maa bede, bede, bede! - Jeg maa lægge al min Energi og hele mit Hjerte ind i Bønnen. Fremfor alt andet maa jeg bede."

Læg Mærke til Ordene al og alle og hver Tid: "Med al Bøn," til "enhver Tid,"" "med al Varagtighed," "for alle de Hellige". - Læg saa Mærke til de betydningsfulde Ord, Apostlen har valgt: "Bøn", "Begæring", "Varagtighed". Læg fremdeles Mærke til de manende Udtryk: "aarvaagne" -, maaske mere korrekt udtrykt: "søvnløse". — Paulus kendte den menneskelige Naturs Sløvhed - og i Særdeleshed Sløvhed med Hensyn til Bønnen. Hvor sjældent vi dog beder, til vi naar frem til Bønhørelse! Hvor ofte sker det ikke, at en Menighed eller en Person beder, til de staar Ansigt til Ansigt med en stor Bønhørelse, og saa lader de den gaa - slipper den! Jeg vilde ønske, at disse Ord: "Værer aarvaagne i Bønnen," maa komme til at brænde i Eders Hjerter. Ja, jeg ønsker, at hele Verset maa blive i Eder som en Ild.

Men hvorfor er den uafladelige, vedholdende og aarvaagne Bøn da saa nødvendig?

1. For det første, fordi der er en Djævel.

Han er snedig, han er mægtig, han hviler aldrig, han pønser altid paa at bringe Guds Børn til Fald, og dersom et Guds Barn bliver sløv i Bønnen, saa vil det lykkes Sjælefjenden at besnære ham.

Det er ogaa den Mening, der ligger i Sammenhængen. I 12. Vers læser vi: "Thi vi har ikke Kamp mod Kød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, imod Verdens Herrer, som regerer i denne Tids Mørke, imod Ondskabens aandelige Hær under Himlen." - Saa kommer det 13. Vers: "Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at I kunne gøre Modstand paa den onde Dag, og bestaa efter at have overvundet alt." - Derefter følger der en Beskrivelse af de enkelte Dele af den Kristnes Rustning, som vi maa iføre os for at kunne bestaa imod Djævelen og hans Hær. Og omsider bringer Paulus sin Tankerække til Fuldkommenhed i Vers 18, hvor han siger, at til alt det, der er nævnet, maa der føjes Bøn - uafladelig, indtrængende, utrættelig, aarvaagen Bøn i den Helligaand, - ellers vil alt andet være forgæves.

2. En anden Grund for denne uafladelige, indtrængende, aarvaagne, sejrende Bøn er, at Bønnen er den af Gud anviste Vej til Velsignelse, og den er Hemmeligheden i vor Erfaring, i vort Liv og vort Arbejde.

Apostlen Jacob fremholder dette klart i sit Brevs 5. Kap. 2. Vers: "I have ikke, fordi I ikke bede." - Er det ikke Sandheden? Er Mangel paa Bøn ikke Grunden til de Kristnes Elendighed og Kraftløshed?

"Hvordan kan det dog være?"" spørger mangen en Kristen, at jeg gør saa lidt Fremgang i mit aandelige Liv?"

Guds Svar er: Mangel paa Bøn. "I have intet, fordi I ikke bede."

"Hvordan mon det dog kan være," spørger mangen en Prædikant, "at jeg kun har saa lidt Frugt af min Gerning?"

Og atter svarer Gud: Mangel paa Bøn. "I have ikke, fordi I ikke bede."

"Hvordan mon det kan være," spørger mangen en Søndagsskolelærer, "at kun saa faa i min Søndagsskole-Klasse bliver omvendt til Gud?"

Guds Svar er igen: Mangel paa Bøn. I have ikke, fordi I ikke bede."

"Hvorfor," spørger baade Præsten og Menigheden, "mon Guds Menighed vinder saa faa Sejre over Synd og Vantro i Verden? Hvorfor staar den saa magtesløs overfor Tidens Onder?"

Og atter en Gang lyder Guds Svar: Mangel paa Bøn. "I have ikke, fordi I ikke bede."

3. En tredie Grund for denne uafladelige, indtrængende, aarvaagne og sejrende Bøn er, at de Mænd, som Kristus fremstillede som Mønstre for Kristnes Liv - Apostlene - ansaa Bøn for at være den mest vigtige Beskæftigelse i deres Liv.

Da det stadigt voksende Ansvar for den første Menighed væltede ind paa dem, "kaldte de Disciplenes ganske Mængde tilsammen og sagde: "Det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. Udser derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Helligaand og Visdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. Men vi ville blive varagtige i Bøn og i Ordets Tjeneste."" (Ap. G. 6, 2-4). Det er indlysende, fra hvad Apostlen Paulus skrev til Menighederne og til mange enkelte Personer angaaende Bønnen, at en stor Del af hans Tid, Kraft og Tanker var helligede Bønnen. (Rom. 1, 9. Eph. 1, 15-16. Kol. 1, 9. Thes. 3, 10. 2 Tim. 1, 3.)

Alle indflydelsesrige Mænd i Guds Rige udenfor disse, som Skriften omtaler, har været Bønnens Mænd. De har været forskellige i mangt og meget, men i denne ene Sag har de lignet hverandre.

4. Men der er endnu vægtigere Grund for denne uafladelige, indtrængende. aarvaagne og sejrende Bøn, og det er, at Bønnen havde en stor Plads og spillede en stor Rolle i vor Frelsers jordiske Liv.

Læs Mark. 1, 36: "Og om Morgenen længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted og bad der." - Dagen i Forvejen havde været meget travl og anstrengende, men alligevel indskrænker Jesus Hviletiden, staar tidlig op og lægger derved for Dagen, at han anser Bønnen for mere nødvendig end Søvnen. Vender vi os saa til Luk. 6, 12, saa læser vi der: "Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede, og han blev der Natten over i Bøn til Gud."

Ordene "Bøn" og "bede" er anvendt ca. 25 Gange i Evangeliernes kortfattede Skildringer af vor Frelsers Liv, og hans Bønner er nævnede ogsaa paa Steder, hvor ovennævnte Ord ikke anvendes. Bønnen lagde megen Beslag paa Jesu Tid og Kraft, og den Mand eller Kvinde, som ikke anvender megen Tid i Bøn, kan ikke i Sandhed siges at være en Jesu Kristi Efterfølger.

5. Den femte Grund for denne uafladelige, indtrængende, aarvaagne og sejrende Bøn er, tør jeg næsten sige, mere vægtig end den fjerde, nemlig: Bønnen er den overvejende Del af vor opstandne Herres Gerning.

Kristi Gerning for os afsluttedes ikke med hans Død. Da afsluttedes hans Forsoningsværk, men da han opfor til Himlen og satte sig ved Guds højre Haand, gik han ind i en Gerning, der er just lige saa betydningsfuld for os som hans Forsoningsværk; den har det som Grundlag og er nødvendig for at fuldkomme vor Saliggørelse.

Angaaende denne Gerning kan vi læse i Hebr. 7, 25: "Hvorfor han og kan fuldkommeligen gøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at træde frem for dem." Dette Vers fortæller os, at Jesus formaar at frelse, ikke alene fra det yderste, men til det yderste, - indtil den yderste Grad af Genoprejsning og Fuldkommenhed, - ikke alene fordi han døde, men fordi han lever! Og Verset fortæller os ogsaa, hvorfor han lever, nemlig for at træde frem - gøre Forbøn - for os. Bønnen er Hovedindholdet af Kristi Gerning for os i disse Dage. Det er ved sin Bøn, at han frelser os.

Den samme Tanke findes i Paulus' mærkelige Henvendelse til Romerne 8, 34: "Hvo er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som og er oprejst, som og træder frem for os."

Dersom vi da vil have Samfund med Jesus i hans nuværende Gerning, saa maa vi tilbringe megen Tid i Bøn; vi maa indvi os til uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn. Jeg ved ikke noget, der i den Grad har manet mig til vedholdende og indtrængende Bøn, som den Tanke, at det er vor Herres og Frelsers væsentlige Gerning i denne Tid. Jeg ønsker at have Samfund med ham, og derfor har jeg bedet Faderen om, at hvad han end vil bruge mig til, at jeg dog maa være en Forbeder, at jeg maa være en Mand, der kender Bønnens Hemmelighed, og som tilbringer megen Tid i Bøn.

Denne Forbønnens Tjeneste er herlig og virkningsfuld, og det er en Lykke, at vi alle kan blive meddelagtige i den. Den Mand eller Kvinde, der paa Grund af Sygdom er afskaaren fra de Troendes Sammenkomster, kan deltage i den; den travle Husmoder, den fattige Vadskerkone, der for at bjerge det daglige Brød, maa staa Dag ud og Dag ind ved Vadskehballien, kan deltage i den - kan blande sine Bønner med de Hellige, kan bede for sin Præst, for de ufrelste, for Hedningemissionen; hun kan gøre dette uden hverken at spilde sit Vand eller sin Sæbe eller skade Tøjet, som hun er bøjet over. Den travlt beskæftigede Forretningsmand kan deltage deri - selv naar han maa fare fra den ene Pligt til den anden. Men dersom vi skal faa Naade til at leve saadan under Bønnens Aand og Naade, saa maa vi tage Tid og tage god Tid til at være alene med vor himmelske Fader i Løndom for at trænge tæt ind til ham i Bøn.

6. Den sjette Grund for uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn er, at Bønnen er det af Gud forordnede Middel til at erholde Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp.

Hebræer-Brevets 4. Kap. 16. Vers er et af de sødeste og mest enkle Vers i Bibelen; "Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Naadens Trone, paa det vi kunne faa Barmhbjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp." Det fremgaar meget klart og lige til af disse Ord, at Gud har anvist en Vej, ad hvilken vi kan gaa hen og faa Barmhjertighed og finde Naade til betimelig Hjælp; denne Vej er Bønnen; frejdig, tillidsfuld og alvorlig Fremtræden for Naadens Trone, det helligste Sted for Guds Nærværelse, hvor vor medlidende Ypperstepræst, Jesus Kristus, lever for at træde frem for os.

Vi behøver Barmhjertighed og Naade, hvis ikke vort Liv skal hengaa og ende som en kolossal Fejtagelse, og Bønnen er Vejen til dem. Der er stillet bundløs Naade til Raadighed for os, og Bønnen er den Vej, ad hvilken vi kan naa frem til Erfaringerne. O, om vi klargjorde for os selv, hvilken Naadens Fylde vi kunde faa i Eje gennem Bønnen, hvilken Længde, Bredde, Højde og Dybde der er rede til at aabenbares for os, saa er jeg sikker paa, at vi tilbragte mere Tid i Bøn. Vore Naadeserfaringer staar altid i Forhold til vore Bønner.

Er der nogen af Læserne, der ikke føler Trang til større Naade? Bed da om denne Trang og bed saa om større Naade. Vær vedholdende, indtrængende og utrættelig i dine Bønner. Gud synes om "ublu Tiggere"; thi derved lægger de deres Tro til hans Rigdom og Godhed for Dagen, og der er intet, der behager Gud saa meget som Tro. "For vor Ubluheds Skyld vil han staa op og give os det, vi beder om." (Luk. 11, 8.) De fleste af os kender af Erfaring kun smaa Naadestrømme, medens der dog er saa megen Naade rede til at aabenbares, at Floderne endogsaa kan gaa over deres Bredder.

7. Fremdeles skal jeg nævne som en Grund til uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn, at Bønnen i Jesu Navn er den Vej, Jesus Kristus selv har anvist sine Disciple til Opnaaelse af Glædens Fylde.

Dette fremholder han enfoldigt og skønt i Joh.Evang. 17, 24: "Hidindtil have I ikke bedet om noget i mit Navn; beder og I skulle faa, at Eders Glæde maa være fuldkommen." - Hvem ønsker ikke at eje en fuldkommen Glæde? Vejen til denne Naade er Bønnen i Jesu Navn. Vi kender sikkert alle saadanne, hvis Glæde er fuldkommen, ja, overstrømmende; den skinner ud af deres Øjne, strømmer over deres Læber - og drypper fra deres Fingerspidser, naar du siger Goddag til dem. - Dette at komme i Berøring med dem er som at komme i Berøring med en Elektrisermaskine ladet med Glæde; men den Slags Mennesker anvender megen Tid i Bøn, og paa den Maade opnaar de Velsignelsen.

Men hvordan kan det være, at Bønnen i Jesu Navn bringer saa megen Glæde? For det første, fordi vi faar, hvad vi beder om, men det er ikke den eneste Grund; - nej, men fordi Bønnen i Jesu Navn gør Gud til en Virkelighed for os. Naar vi beder Gud om noget, og han giver os det, hvor virkelig bliver han da ikke for os! - Han er just der, hvor vi beder nu og modtager Velsignelsen. Det er velsignet at have en Gud, det er en Virkelighed - og ikke en Idee. Jeg mindes, at jeg en Gang fik et alvorligt Ildebefindende, da jeg sad i mit Studereværelse. Jeg faldt ned paa mine Knæ og bad til Gud om Hjælp, og lige i et Nu forlod Smerten mig, og jeg var fuldkommen rask. Det var for mig, som om Gud stod lige ved Siden af mig og lagde sin Haand paa mig. Glæden over Hjælpen var stor, men Glæden over at møde Gud var endnu større.

Der er ingen større Glæde i Himlen og paa Jorden end Samfund med Gud, og Bønnen i Jesu Navn bringer os ind i Samfund med ham. Salmisten talte ikke blot om noget fremtidigt, men om en nærværende Erfaring, da han sang: "For dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde." (Ps. 16, 11.) O, hvilken Lykke, vi nyder i de Øjeblikke, da vi i Bønnen kæmper os bort fra alt andet og ind i Guds velsignede Nærhed!

Men maaske en og anden vil sige: "Jeg har aldrig erfaret en saadan Glæde i Bønnen!"

Lad mig da spørge dig: "Giver du dig ganske hen, naar du beder? Tager du Tid nok til din Bøn? Træder du ganske ind for Guds Ansigt?"

8. Den ottende Grund for uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn er denne, at Bønnen under alle Livets Trængsler og Prøvelser er det af Gud anordnede Middel for Opnaaelse af Frihed fra al Angst og Smerte, og Opnaaelse af den Fred, der overgaar al Forstand.

"Værer ikke bekymrede for noget," siger Apostelen Paulus, "men i alle Ting lader Eders Begæring fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse, og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare Eders Hjerter og Eders Tanker i Kristus Jesus."" (Phil. 4, 6-7.) - Maaske nogen vil sige: "Ja, det maa i Sandhed være et lykkeligt Liv, men det kan ikke leves af almindelige dødelige." Jo, det kan det i Sandhed. Verset fortæller os, hvorledes dette Liv kan opnaas af ethvert Guds Barn: "Værer ikke bekymrede for noget," - og Fortsættelsen fortæller os, hvorledes dette kan opnaas: "Men i alle Ting lader Eders Begæringer fremføres for Gud i Bøn og Paakaldelse med Taksigelse." Hvad kan være mere enkelt og lige til end det? - Søg at have uafbrudt Samfund med Gud, og naar da et eller andet forvolder dig Bekymring eller Vanskelighed, saa tal med Gud om det, men glem saa ikke at frembære din Tak for ham, for hvad der allerede er sket. Og hvad vil Følgen blive: "Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare dit Hjerte og dine Tanker i Kristus Jesus."

Dette er herligt, og det er lige saa simpelt, som det er herligt! Lovet være Gud, der er mange, der erfarer det. Kender du ikke en eller anden, som altid er tilfreds? Maaske er han eller hun ifølge sit Naturel meget voldsom og opfarende, men Trængsler, Skuffelser og smertelige Tab kan storme sammen om ham, - og dog bevarer Guds Fred hans Hjerte og Tanker i Kristus Jesus. - Vi kender sikkert alle saadanne Mennesker, men hvorledes bærer de sig ad?

De beder! Det er alt. Saadanne, der kender det dybe i Naaden, den Fred, som overgaar al Forstand, er altid Mænd og Kvinder, der anvender megen Tid i Bøn.

Nogle lader Livets Larm og Nød fortrænge Bønnen. Hvilken Energi, Nervekraft og Tid kræver ikke det moderne Livs Sammensætning. Men alligevel! En Nat tilbragt i Bøn klarer flere Vanskeligheder i vort Liv end mange søvnløse Nætter fulde af Bekymring.

Den Tid, vi anvender til Bøn, er ikke spildt, men indbringer os værdifulde Skatte.

9. Den niende Grund for uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn er, at Bønnen er den Vej, Gud selv har anvist os til Opnaaelse af den Helligaand.

Paa dette Punkt er Bibelen meget klar. Jesus siger: "Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders himmelske Fader give dem den Helligaand, som ham bede." (Luk. 11, 3.) Der er Mænd - endogsaa gode Mænd - nutildags, der hævder, "at vi ikke maa bede om den Helligaand"; men hvad vil disse Folk gøre ved Jesu Ord: "Hvor meget mere vil Eders himmelske Fader give dem den Helligaand, som ham bede?"

Ved en Anledning for nogle Aar siden, da det blev bekendtgjort, at der skulde holdes en Tale om den Helligaands Daab, kom en Broder til mig før det averterede Møde og sagde med megen Følelse: "Tal ikke til dem om at bede om den Helligaand."

»Nej, deri kan jeg ikke tjene Dem," sagde jeg; "thi Jesus har sagt: "Hvormeget mere skal Eders himmelske Fader give dem den Helligaand, som ham bede."" "O, ja," sagde han, "men det var før Pinsefesten."

"Men hvad siger De saa om Ap. G. 4, 31? Var det før Pinsefesten eller efter?"

"Efter, selvfølgelig".

"Læs det!"....

"Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte af den Helligaand, og de talede Guds Ord med Frimodighed."

"»Og hvad siger De om Ap. G. 8, 15? Var det før eller efter Pinsefesten?"

"Efter!"

"Vær saa venlig at læse det!"

"Og da de kom ned, bade de for dem, at de maatte faa den Helligaand."

Han gav intet Svar. Hvad skulde han svare? Det er saa klart som Dagen, at Gud lærer, at saavel paa Pinsedagen, som ved mange Anledninger derefter, modtog Apostlerne Aandens Fylde og Gentagelse af den samme Naade som Svar paa Bøn, og Erfaringer stadfæster dette.

Jeg tvivler ikke om, at der er mange, der i det Øjeblik, da de helt og fuldt overgav sig til Gud, modtog den Heiligaand - endogsaa før de fik Tid til at bede, men det udelukker ikke, at der jo ogsaa er mange, der med Bestemthed ved, at de modtog Helligaandens Velsignelse, mens de laa paa deres Knæ for Guds Ansigt - alene eller i Samfund med andre Guds Børn, - og som atter og atter siden da har erfaret Aandens forunderlige Naadevirkninger som Svar paa Bøn.

Jeg ved disse Ting med ligesaa stor Vished, som jeg ved, at min Tørst er blevet slukket, naar jeg har drukket Vand. Jeg mindes en Morgen i Moodys Kirke i Chicago, at vi var samlet i Bedesalen for i fælles Bøn at anraabe Gud om den Helligaand, at flere Hundrede Mennesker erfarede en saadan Aandens Udgydelse, saa at vi hverken kunde bede eller tale, men kun græde højt af Glæde. - Denne Morgen rejste aandsdøbte Mænd ud med de respektive Tog til forskellige Egne af Landet; de bar den hellige Ild med sig, og det varede ikke længe, før vi fik herlige Tidender at høre fra de Egne, hvor de var rejst hen, Tidender om Aandens Udgydelse som Svar paa Bøn, og andre gik ud i Chicago og bar Herrens Velsignelse med til andre Mennesker. - Det er kun et Eksempel af de mange, som jeg kan fremføre fra mine egne Oplevelser.

Dersom vi tilbragte mere Tid i Bøn, saa vilde der være noget mere af Aandens Fylde og Kraft i vort Arbejde. - Mangen en Mand, der i sin Tid aflagde umiskendelige Beviser for, at han virkede og vidnede i Aandens Kraft, fylder nu Luften med tomme Skrig - og ledsager Skrigene med umotiverede Slag i Talerstolen eller meningsløs Gestikuleren - altsammen fordi Bønnen er fortrængt fra hans Liv. Vi maa tilbringe megen Tid paa vore Knæ for den levende Gud, dersom vi vil fortsætte vort Arbejde i Aandens Kraft.

10. Den tiende Grund for uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn er, at Bønnen er det Middel, som Kristus har forordnet os til Værn imod, at vore Hjerter ikke skal blive besværede af Fraadseri og Drukkenskab, og for at Kristi Dag ikke skal komme over os som en Snare.

Et af de mest alvorlige Steder i Bibelen om Bøn er Luk. 21, 34-36: "Men vogter Eder, at Eders Hjerte ikke nogen Tid besværes af Fraadseri og Drukkenskab og med Sorg for Næring, og denne Dag skal komme pludseligt over Eder; thi den skal komme som en Snare over alle dem, som bo paa den ganske Jord. - Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undfly alle disse Ting og til at bestaa for Menneskens Søn."

Efter dette Ord at dømme er der kun een Vej, ad hvilken vi kan blive beredt for Herrens Komme, og det er gennem Bønnen.

Tanker om Herrens Komme beskæftiger mange Sind og Tanker i vore Dage; men det er een Ting at have Interesse for dette Emne og tale om det, og en anden Ting at være beredt for det. Vi lever i en Atmosfære, der er skikket til at gøre os alt andet end beredte. Verden gør alt, hvad den kan, for at drage os ind i sine Bekymringer og sine Snarer, og der er kun een Maade, paa hvilken vi kan løfte vort Hoved triumferende over alle disse Ting, og det er ved uafladelig, aarvaagen og indtrængende Bøn. I det alvorlige Ord i Epheser 6, 18, fra hvilket vi gik ud, da vi begyndte vor Betragtning, bruger Apostelen Ordene "til enhver Tid". - Det Menneske, der kun anvender lidt Tid til Bøn, som ikke er varagtig og aarvaagen i Bøn, vil ikke være beredt for Herrens Komme. Men vi kan være rede! Hvorledes? Bed! Bed!! Bed!!!

11. Der er endnu en Grund for uafladelig, indtrængende, aarvaagen og sejrende Bøn, - og det endda en mægtig Grund, nemlig, det Bønnen udretter. Der har allerede været sagt meget om dette, men der er endnu meget at tilføje.

1) Bønnen fremmer vor aandelige Vækst som intet andet - Bibelstudium undtagen; og sand Bøn og Bibelransagelse gaar Haand i Haand.

Det er ved Bøn min Synd, - min mest skjulte Synd - bliver aabenbar. Naar jeg knæler ned for Gud og beder: Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte: prøv mig og kend mine Tanker. Og se, om er jeg paa en Vej, som fører til Smerte for mig, - og led mig paa Evighedens Vej" (Ps.139, 23-24) - saa sender Gud det ransagende Lys ind i min Sjæl, og Synder, som jeg ingen Anelse havde om, bliver aabenbare for min Erkendelse. Og som Svar paa Bøn renser Gud mig for min Synd (Ps. 51,2). Som Svar paa Bøn aabnes mine Øjne, saa jeg kan se de underfulde Ting i Guds Lov (Ps. 119, 18). Som Svar paa Bøn modtager jeg Visdom til at se Guds Vej og Kraft til at vandre den (Jak. 1, 15). Naar jeg i Bønnen møder Gud og beskuer ham Ansigt til Ansigt, saa bliver jeg forvandlet efter hans eget Billede fra Herlighed til Herlighed (2. Kor.3, 18). Enhver Dag, jeg lever i sand Bøn, bringer mig ind i en dybere Lighed med min velsignede Herre.

John Welch, en Svigersøn til John Knox, var en af de mest trofaste Bønnens Mænd, som denne Verden nogensinde saa. Han ansaa den Dag som ilde anvendt, i hvilken han ikke tilbragte mindst 7 af 8 Timer i Bøn for Guds Ansigt. En gammel Mand sagde om ham efter hans Død, at han var Kristi Billede.

Hvorledes kom han da saaledes til at ligne sin Herre og Mester?

Hans bønfyldte Liv er Fortolkningen.

2) Gennem Bønnen faar vi Kraft til Tjeneste.

Dersom vi ønsker Kraft til noget Arbejde, hvortil Gud har kaldet os, - det være sig Prædiken, Lærergerning, personligt Arbejde for Gud eller Børneopdragelse, saa kan vi faa det gennem alvorlig Bøn.

En Kvinde kom en Dag til mig med sin Dreng, som hun aldeles ikke kunde faa Skik paa, og sagde:

"Hvad skal jeg dog gøre ved ham?"

"Jeg spurgte: »Har De nogensinde prøvet Bønnen ?"

Hun svarede, at hun troede nok, at hun havde bedet for ham. Jeg spurgte, om hun virkelig havde bedet Gud om at forandre hans Sjæl, hans Karakter? Hun svarede, at noget bestemt havde hun ikke bedet om i denne Henseende. Hun begyndte den Dag, og det varede ikke længe, inden der sporedes en kendelig Forandring i Drengens Opførsel, og han voksede op og blev en alvorlig Kristen.

Hvor mangen en Søndagsskolelærer har ikke staaet og undervist i Maaneder - ja Aar uden at se nogen virkelig Frugt af sit Arbejde; men da han lærte Bønnens Hemmelighed og Kraft at kende, saa fik han Naade til at føre den ene af sine Elever efter den anden til Jesus! Hvormangen en stakkels Prædikant blev ikke en mægtig Guds Mand ved at forkaste al Tillid til egen Dygtighed og Gaver og overgive sig ganske til Gud og vente paa Kraften fra det høje. - John Livingstone tilbragte en Nat i Bøn sammen med nogle ligesindede, og Dagen efter vandt han ved en eneste Prædiken 500 Mennesker for Gud - i det mindste kunde de, alle se tilbage paa den Prædiken, som det Ord fra Herren, som Gud brugte til paa en særlig Maade at hjælpe dem.

3) Bøn er Midlet til andres Omvendelse.

Der er ikke sket mange Omvendelser i denne Verden, uden at de har været Svar paa andres Bønner. Til en Tid tænkte jeg, at der ikke var noget menneskeligt Væsen, som havde nogen Del 1 min Omvendelse, thi jeg var ikke bleven omvendt i nogen Kirke, Søndagsskole eller ved personlig Samtale med nogen. Jeg blev vakt og omvendt i den tavse Midnatstime. Da jeg gik i min Seng og faldt i Søvn, havde jeg ikke haft det, der lignede nogen Tanke om, at jeg vilde omvende mig. Men jeg blev vækket midt om Natten og omvendt i Løbet af saadan noget som 5 Minutter. Nogle faa Minutter før det skete, var jeg saa nær en evig Fortabelse, som nogen kan være. Jeg havde løftet den ene Fod over Grænsen, og jeg var i Færd med at forsøge paa at faa den anden over ogsaa. - Jeg siger, at jeg tænkte, at intet Menneske havde noget med min Omvendelse at gøre, men jeg havde glemt min Moders Bønner. Og siden fik jeg vide, at en af mine Klassekammerater havde besluttet sig til at bede for mig, indtil jeg blev frelst.

Bøn gør ofte Udslaget, der hvor alt andet synes at slaa fejl. Hvor lidt Monikas Forsøg paa at forbedre Augustinus frugtede; men hendes Bønner blev ihukommede hos Gud, og formedelst Bøn blev Augustinus omvendt og blev den mægtige Guds Mand, som Kirkens Historie melder om. Formedelst Bøn blev nogle af Guds Menigheds bitreste Fjender overvundne, og de blev nogle af dens varmeste Forsvarere; de dybest faldne Fortabelsens Trælle blev Guds lydigste Sønner, og nogle af de mest ugudelige Kvinder blev de reneste Helgener. O, Bønnens Kraft kan naa ned, ned, ned, der hvor selve Haabet synes forgæves, og den kan løfte Mænd og Kvinder op, op, op til Samfund og Lighed med den levende Gud. Dette er vidunderligt! O, hvor lidt vi skatter og anvender dette mageløse Vaaben.

4) Bønnen bringer Velsignelse til Menigheden. Kirkens Historie har altid været en Række bjærghøje Vanskeligheder, der skulde overvindes. Djævelen hader Menigheden, og derfor søger han paa enhver Maade at forhindre dens Fremgang. Stundom forsøger han det ved Hjælp af falske Lærdomme, til andre Tider ved Splidagtighed og ved indre Forraadnelse af Kirkens Liv. Men ved Bønnen kan vi finde Vej gennem alt og sejre overalt. Bønnen vil udrense Vildfarelse, jævne Uenigheder, feje ud Skinsyge, Verdslighed og Umoralitet - og Guds oplivende Naades fulde og rene Strøm kommer ind. Historien stadfæster dette paa den herligste Maade. I de mørkeste Tider i Kirkens Historie, naar det saa ud baade i snevrere og videre Kredse, som om alt Haab var ude, gik troende Mænd og Kvinder sammen for i Forening at raabe til Gud, og Hjælpen udeblev ikke.

Saadan var det i John Knox's Dage, saadan var det i Wesleys og Whitefields Dage, det samme gjorde Jonathan Edwards og David Brainerd. og Finney. - Den store Vækkelse i Amerika og Wales i 1857 og i Irland 1859 var Svar paa Fællesbøn, og vi skal erfare noget lignende, Ja, vi har erfaret det i vore Dage. - Satan har udkommanderet sine Magter. Christian Science (en vildfarende Retning, der særlig vinder Proselyter i Amerika) med den falske Kristus - en Kvinde - løfter sit Hoved højt. Andre, der gør Fordring paa at være apostoliske i deres Lære og Årbejde, men som kun anvender Ordene og Formerne som et Skalkeskjul for Uærlighed og Hykleri, taler med stor Dristighed. Kristne, der paa samme Tid, som de er lydige overfor de bærende Sandheder i Guds Ord, - saa staar de dog baade partisk og misundeligt overfor hinanden. Djævelen, Verden og Kødet fejrer Kødelighedens store Fest med Glans. Det er en mørk Tid; men det er alligevel Tiden, da Gud begynder at arbejde; thi de have brudt hans Lov (Ps.119, 126). Ja, han gør sig rede, medens han lytter til sit Folks Bønner. - Vil han høre? Vil han høre dig? Vil han høre sit Folks Bønner?

Jeg er vis paa, han vil.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media