Gamle tekster
Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey
2 Kapitel, Om at bede til Gud.
Vi har nu betragtet den uendelige Betydning og Virkning af vedholdende Bøn, og nu staar vi saa lige over for Spørgsmaalet: Hvorledes skal vi bede med Virkning? - bede, saa at vi faar Magt med Gud i vore Bønner.
1) I Apostlernes Gerninger, det 12. Kap., finder vi en Beretning om den Bøn, der vinder Sejr baade hos Gud og over Hindringerne, og i Kapitlets 5. Vers finder vi Fremgangsmaaden beskrevet: "Men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham."
Det første, vi her vil lægge Mærke til, er det korte Udtryk "til Gud". Den sejrende Bøn er Bøn til Gud.
Men én eller anden vil spørge: Er al Bøn da ikke Bøn "til Gud"?
Nej. Meget af den saakaldte, saavel offentlige som private Bøn, er ikke Bøn til Gud. For at Bøn skal blive Bøn til Gud, maa vi alvorligt og aarvaagent nærme os Gud, naar vi beder; vi maa have en afgjort og klar Bevidsthed om, at Gud staar bøjet over os og lytter til vor Bøn, naar vi beder. - I mange af vore Bønner er der vistnok ikke megen Tænken paa Gud. Vort Sind er opfyldt af Tanken om, hvad vi trænger til, i Stedet for at være vendt til den kærlige og mægtige Fader, som vi kommer til for at bede om det. Til andre Tider er det saa elendigt fat med os, at vi hverken er optaget af vor egen Trang, langt mindre af Længsel efter Guds Hjælp; men vore Tanker flakker omkring hid og did ude i den store, vide Verden. Der er ingen Kraft i den Slags Bøn. - Men naar vi i Sandhed gaar ind i Guds Nærhed, i Sandhed møder ham Ansigt til Ansigt paa Bønnens Grund, i Sandhed søger de Ting, som vi ønsker og forventer fra ham, da er der Kraft i Bønnen.
Dersom vi da vil bede paa den rette Maade, er det første, vi maa gøre, at faa Forbindelse med Gud, virkelig at komme i hans Nærhed. Før et eneste Ord er udtalt, maa vi have en dyb og levende Bevidsthed om, at vi taler til Gud, og vi maa tro, at han lytter til vor Bøn og vor Begæring, og at han vil give os de Ting, vi beder ham om. - Dette kan vi kun gøre ved den Helligaands Naade, og derfor maa vi henvende os til den Helligaand med Begæring om at lede os ind for Guds Ansigt, og vi bør ikke fremføre vore Ord, før vi erfarer, at Aanden har ført os derind.'
En Aften kom en meget virksom Kristen ind i et lille Bønnemøde, som jeg ledede. Før vi knælede ned, sagde jeg noget lignende som ovenstaaende, og jeg bad alle om at være varsomme, om at være visse paa, før de bad, at de virkelig var i Guds Nærhed - for hans Ansigt, - at de havde ham klart for deres Bevidsthed, og at de var mere optaget af Gud end af deres egen Trang. Nogle Dage efter mødte jeg denne Kristen, og han sagde, at denne enfoldige Tanke - var ganske ny for ham, og at den havde gjort Bønnen til en ganske ny Erfaring for ham.
Dersom vi derfor vil bede ret, saa maa disse to Ord "til Gud" synke dybt i vore Hjerter.
2) Den anden Hemmelighed ved virkningsfuld Bøn findes i samme Vers i Ordet "ivrig" (Eng. "Uden Afladelse").
I den reviderede engelske Oversættelse staar der "ivrig"; men intet af de to Udtryk gengiver den fulde Mening af det græske Ord. Ordet betyder saadan noget, som "anspændt Anstrengelse". Det er et billedligt Ord, som udtrykker saa uendelig meget. Det fremstiller Sjælen, som værende i en anspændt, i alvorlig og paagaaende Stræben efter noget. Spændt eller i høj Grad anstrengt er maaske den allerbedste Oversættelse af Ordet. Det er det samme Ord, som bruges i Luk. 22, 44: "Og der han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden."
Vi læser i Hebr. 5, 7: "Han, som i sine Køds Dage frembar med stærke Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begæringer til den, der var mægtig til at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse." — I Rom. 15, 30 formaner Apostlen Paulus de troende til at "stride" i Bøn for ham til Gud. Ordet "stride" betyder at kappes, som ved et Væddeløb eller en Væddekamp. - Med andre Ord: den Bøn, der har Magt med Gud, er Bøn i hvilken vi sætter hele vor Sjæls Anspændelse ind paa at fremføre vort brændende og indtil Forpinthed alvorlige Begær for Gud. - Vi løber til Gud, fremfører nogle Begæringer, saa er vi igen paa Benene og afsted ud. Dersom nogen kom og spurgte os, en Time efter at vi havde bedet, hvad det var, vi bad om, vilde vi i mange Tilfælde ikke kunne sige det. Dersom vi lægger saa lidt Hjerte i vore Begæringer, saa kan vi ikke forvente, at Gud skal lægge meget Hjerte ind i Besvarelsen af dem.
Nu om Dage hører vi meget om Troens Hvile, men der er noget saadant som Troens Kamp i Bøn saavel som i Bestræbelse. Mennesker, der vil have os til at tro, at de har opnaaet en særlig Grad af Tro og Tillid, fordi de ikke kender til Kamp og Smerte, er sikkert løbet langt foran baade Herren og alle Troshelte, der har levet i Tidernes Løb, baade hvad Bøn og Bestræbelse angaar. Naar vi lærer at gaa til Gud med et alvorligt Begær, der sætter Sjælen i Kamp, saa skal vi erfare en Kraft i Bønnen, som vi indtil i Dag ikke har oplevet Mage til.
Men hvordan skal vi opnaa denne Alvor og Kraft i Bønnen?
Ikke ved at forsøge paa at arbejde os selv op til den. Den sande Fremgangsmaade er anvist i Rom. 8, 26: "Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke." - Den Alvor og Energi, vi kan oparbejde ved kødelig Iver, er en tilbagevirkende Kraft, som hævner sig selv, men den Alvor, som den Helligaands Kraft virker i os, behager Gud. Lad os gentage det: dersom vi skal bede paa den rette Maade, saa maa vi bede Aanden om at komme os til Hjælp. -
Det er i denne Forbindelse vi kommer til at tænke paa Fasten. I Dan. 9,3 læser vi, at Daniel vendte sit Ansigt til Gud Herren "for at søge Bøn og ydmyge Begæringer i Faste og Sæk og Aske." - Der er Mennesker, der tror, at Faste kun havde hjemme under den gamle Pagts Husholdning; men dersom vi vil læse Ap. G. 14, 23 og Ap. G. 13, 2, 3, saa skal det snart blive klart for os, at den blev øvet af alvorlige Mænd i Apostlenes Dage. -
Dersom vi ønsker at bede med Virkning, saa maa vi sætte vore Bønner i Forbindelse med Faste. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal faste, hver Gang vi beder; men der er Tider, da der ligger et særligt alvorligt Arbejde for os, eller da vi 'gennemgaar en eller anden Krise i vort aandelige Liv, da vi, dersom vi tager det alvorligt, vil nægte os selv endogsaa ganske naturlige Ting, som vi under andre Omstændigheder saa udmærket kunde tillade os, for at kunne hengive os helt til Bøn. Der er en særlig Kraft i saadan Bøn. Vi burde gennemkæmpe enhver
" Vanskelighed paa denne Maade. Vi behager selvfølgelig ikke Gud ved at opgive et eller andet paa farisæisk Vis; men den dybe Alvor, der sætter Hensynet til egen Behagelighed tilside for gennem Bønnen at opnaa det, vi føler vor dybe Trang til, den bringer os til at søge Guds Ansigt, og den har hans Velbehag.
3) Den tredie Hemmelighed ved den Bøn, der sejrer, findes ogsaa i det samme Vers i Ap. G.12, 5: Den findes i de to Ord "af Menigheden".
Der er Kraft i Fælles-Bøn. Selvfølgelig er der ogsaa Kraft i den enkeltes Bøn i Ensomhed; men der er en vældig Kraft i Fælles-Bøn. Gud glæder sig, naar hans Folk forener sig, han søger at foranledige Enhed og Enighed allevegne, og han har udtalt en særlig Forjættelse over "forenet Bøn". Vi læser i Math. 18, 19 og 20: "Atter siger jeg Eder, at dersom to af Eder bliver enige paa Jorden, om hvad for en Sag det er, de ville bede, det skal vederfares dem af min Fader, som er i Himlene. Thi hvor to eller tre er forsamlet i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem."
Men denne Enighed maa være virkelig. Ordet, vi har læst. siger ikke, at de skal blive enige om at bede, men de skal være enige om, hvad de vil bede om. To Mennesker kan bede om den samme Ting, og alligevel er der ingen Enighed om det, de beder om. Den ene beder, fordi han ønsker at faa det, men den anden beder maaske kun for at føje sin Ven. Men hvor der er virkelig Enighed, der hvor Guds Aand bringer to Personer ind i fuldkommen Harmoni, angaaende hvad de vil bede om, der, hvor Aanden lægger den samme Byrde paa to Hjerter. - i al saadan Bøn er der en sejrende Kraft.
|