Gamle tekster

Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

4. KAPITEL. Om Bøn i Jesu Navn og efter Guds Villie.

1) Det var et forunderligt Ord, som Jesus talte til sine Disciple om Bønnen Aftenen før sin Korsfæstelse. "Hovadsomhelst I beder Faderen om i mit Navn, det vil jeg gøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen. Dersom I beder om noget i mit Navn, vil jeg gøre det." (Joh. 14, 13-14.)

Bønnen i Jesu Navn har Magt hos Gud. Gud har Velbehag i sin Søn Jesus Kristus. Han hører al Tid Jesus, og alt, hvad vi beder om i Jesu Navn, giver han os.

Men hvad er det da, at bede i Jesu Navn?

Man har forsøgt mange Fortolkninger, som ligger for højt for almindelige Mennesker. - Der er ingen Hemmetigheder eller noget særligt mærkværdigt i dette Skriftsted. Dersom vi vil gennemgaa Bibelen og lægge Mærke til alle de Steder hvor "i mit Navn", "i hans Navn" eller lignende Udtalelser er brugt; saa skal vi se, at disse Ord betyder just det samme som i moderne Sprogbrug. Dersom jeg gaar til en Bank med en Veksel, som er undertegnet med mit Navn, saa beder jeg Banken om noget i mit eget Navn. Dersom jeg har Penge staaende i denne Bank, saa vil jeg faa Beløbet, som Anvisningen lyder paa udbetalt, men har jeg ikke det, saa faar jeg ingen Penge. Men dersom jeg gaar til Banken med en eller andens Navn paa Anvisningen, saa anmoder jeg om Pengene i hans Navn, og det gør ikke noget, om jeg har Penge i Banken eller ikke, dersom den Person, hvis Navn er skrevet paa Anvisningen, har Penge der, saa faar jeg Beløbet udbetalt.

Dersom jeg for Eksempel vilde gaa til den femte Nationalbank i Chicago og præsentere en Anvisning, som jeg havde udstedt lydende paa et Beløb af 50,000 Dollars, saa vilde Kassereren sige:

"Hr. Torrey, vi kan ikke udbetale dette Beløb. De har ikke Penge i Banken."

Men dersom jeg vilde gaa til den femte Nationalbank med en Anvisning paa 50,000 Dollars - underskrevet af en af Bankens største Forbindelser, saa vilde han ikke spørge, om jeg havde Penge i Banken eller ikke, men han vilde udbetale Anvisningens Paalydende.

Saaledes er det, naar jeg gaar til den himmelske Bank, naar jeg gaar til Gud i Bøn. - Jeg har intet Beløb anbragt der, jeg har absolut ingen Kredit der, og dersom jeg kommer i mit eget Navn, saa faar jeg absolut intet; men Jesus har ubegrænset Kredit i Himlen, og han har overdraget mig det store Privilegium, at gaa til Banken med hans Navn paa min Anvisning, og naar jeg fremfører min Bøn paa denne Maade, saa bliver min Bøn besvaret, - hvormeget jeg end beder om. -

At bede i Jesu Navn er da at komme - ikke paa Grund af min Kredit, men hans; jeg maa være klar over, at jeg har ikke nogetsomhelst Krav paa Gud; men jeg maa komme i Tillid til hans Krav. At bede i Jesu Navn er ikke det samme som at udtale Ordene: "Jeg beder om disse Ting i Jesu Navn." Jeg kan godt anvende disse Ord i min Bøn og dog alligevel stole paa min egen Kredit. Men paa den anden Side kan jeg udelade Ordene og dog stole paa Jesu Kredit. Men naar jeg i Sandhed nærmer mig Gud, - ikke i Tillid til min Kredit, men i Tillid til Jesu Kredit, - i Tillid til Kristi Fortjeneste og Naade og ikke til min egen Godhed, - men i Tillid til hans forsonende Blod (Hebr. 10, 19), saa vil Gud høre mig. Meget af vor moderne Bøn er forgæves, fordi Mennesker nærmer sig Gud med en Følelse af, at de har et Slags Krav paa Bønhørelse, - at han i nogen Maade er forpligtet til at høre dem.

For mange Aar siden, da Hr. Moody endnu var ung i aandeligt Arbejde, besøgte han en By i Illinois. - En Dommer i denne By var en Fornægter. Denne Dommers Hustru bad indtrængende Hr. Moody om at besøge hendes Mand; men Moody nægtede at gøre det, idet han svarede:

"Jeg kan ikke tale med Deres Mand. Jeg er endnu kun en ung, uerfaren Kristen, og Deres Mand er en erklæret Fritænker."

Men Damen vilde ikke nøjes med dette Svar, og det endte med, at Moody maatte aflægge det ønskede Besøg. Kontoristen i det forreste Kontor fniste, da den unge Handelsbetjent fra Chicago gik ind for at have en Samtale med den lærde Dommer.

Samtalen var meget kort. Moody sagde: "Hr. Dommer, jeg kan ikke tale med Dem; thi De er en erklæret Fritænker, og jeg har ikke saadan Lærdom, saa jeg kan tale med Dem. Jeg kommer kun for at bede Dem, at dersom De nogensinde bliver omvendt, om De saa vil lade mig det vide."

Dommeren svarede: "Ja, unge Mand, dersom jeg bliver omvendt, saa vil jeg lade Dem det vide. Ja, jeg skal lade Dem det vide."

Samtalen var saa forbi, og Kontoristen lo endnu mere, da den ivrige unge Kristen forlod Kontoret. Men Dommeren var omvendt, før et Aar var gaaet. Da Moody igen kom til Byen, bad han Dommeren om at sige sig, hvordan det var gaaet til. Dommeren svarede:

"En Aften, da min Hustru var paa et Bønnemøde, begyndte jeg at blive meget utilpas og elendig. Jeg vidste ikke, hvad der var i Vejen med mig, men jeg gik i Seng, før min Hustru kom hjem. Jeg kunde ikke sove hele den Nat. Jeg stod tidlig op, sagde til min Hustru, at jeg vilde ikke spise Frokost, og gik saa til Kontoret.

Jeg sagde til mine Medhjælpere, at de maatte have en Fridag, og jeg lukkede mig inde i det indre Kontor. Jeg blev mere og mere sønderknust, og tilsidst kastede jeg mig ned for Gud og bad ham om at tilgive mig mine Synder; men - jeg vilde ikke sige "for Jesu Skyld"; thi jeg var Unitar, og jeg troede ikke Læren om Forsoningen. Jeg vedblev at bede Gud om at tilgive mig mine Synder; men der kom intet Svar. Da raabte jeg omsider: "O, Gud, tilgiv mig mine Synder for Kristi Skyld" - og lige med ét fik jeg Fred. -

Dommeren kunde ikke faa Adgang til Gud før han kom i Jesu Navn, men da han kom i dette Navn, fik han Fred lige med det samme.

2) Der er kastet et stort Lys over Bønnen ved 1. Joh. 5, 14 og 15: "Og dette er den Fortrøstning, som vi har til ham, at dersom vi bede om noget efter hans Villie, da hører han os. Og dersom vi vide, at han hører os, i hvad vi bede, da vide vi, at vi erholder de Ting, om hvilke vi have bedet."

Disse Skriftsteder lærer os klart og lige til, at dersom vi vil bede paa en saadan Maade, at vi kan faa vore Bønner hørte, saa maa vi bede i Overensstemmelse med Guds Vilje, og da vil vi faa de Ting, vi beder ham om.

Men kan vi vide Guds Vilje? Kan vi vide, at enhver enkelt Bøn er efter hans Vilje?

Ja, sikkert kan vi det.

Hvorledes?

a) Først efter Guds Ord. Gud har aabenbaret sin Vilje i sit Ord. - Naar noget er tydeligt fremsat som et Løfte i Guds Ord, saa veed vi, at Gud vil give os det. Dersom jeg da, naar jeg beder, kan finde en eller anden tydelig Forjættelse i Skriften og lægge denne Forjættelse frem for Gud, saa veed jeg, at han hører mig, saa veed jeg ogsaa, at jeg skal faa de Ting, jeg har bedet ham om. - Naar jeg for Eksempel beder om Visdom, saa veed jeg, at Gud vil give mig Visdom; thi han siger hos Jakob 1,5: "Dersom nogen af Eder fattes Visdom, han bede til Gud, som giver gerne og bebrejder ikke, saa skal den gives ham." -

Jeg véd altsaa, at min Bøn bliver hørt, naar jeg beder om Visdom, og at Visdom bliver mig givet. Paa samme Maade, naar jeg beder om den Helligaand; thi i Lukas 11, 13 læser jeg: "Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders himmelske Fader give dem den Helligaand, som ham bede." -

For nogle Aar siden, da jeg holdt en Tale om Bøn ved en Bibelskole for unge Mænd, kom en Prædikant til mig ved Slutningen af Mødet og sagde:

"De har nu givet disse unge Mænd den Forestilling, at dersom de beder om bestemte Ting, saa faar de netop de Ting, de beder om."

Jeg svarede, at jeg ikke vidste, om det var en Forestilling, jeg havde givet dem eller ikke, men i hvert Fald var det Formaalet for min Tale at bibringe dem denne Vished.

Han svarede: "Det er Uret at gøre det, thi vi kan ikke vide, hvad der er Guds Vilje."

Jeg henledede da hans Opmærksomhed paa Jakob 1, 5, og spurgte ham:

"Er det ikke Guds Vilje, at vi skal erholde Visdom, og dersom De beder om Visdom, veed De da ikke, at De skal erholde, hvad De har bedet om ?"

"Aa," svarede han, "vi veed ikke, hvad Visdom er."

Jeg svarede: "Nej, thi dersom vi vidste, hvad Visdom er, behøvede vi ikke at bede; men enten vi veed, hvad den er eller ikke, saa veed vi, at vi skal erholde den, naar vi beder om den."

Ja, det er i Sandhed vort Privilegium at vide. Dersom vi tvivler om en klar Forjættelse i Guds Ord, eller vi tvivler om, at Gud vil give os, hvad vi beder ham om, naar han har lovet os det, saa gør vi dermed Gud til en Løgner.

Her er en af de dybeste Hemmeligheder til sejrende Bøn: At granske Guds Ord for at finde, hvad Guds Vilje er, saadan som den er aabenbaret der i Forjættelserne, og da ganske enfoldigt tage Guds egne Løfter og lægge dem frem for Guds Ansigt i Bøn, i en urokkelig og barnlig Forvisning om, at han vil gøre, hvad han har lovet os i sit Ord.

b) Men der er endnu en anden Vej, ad hvilken vi kan kende Guds Vilje, - det er ved den Helligaands Undervisning. Der er mange Ting, vi trænger til, som ikke er aabenbaret for os gennem nogen bestemt Forjættelse; men vi er alligevel ikke ladet i Uvidenhed om Guds Vilje derfor. I Rom. 8, 26-27 læser vi: "Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør; men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke. Men han, som ransager Hjerterne, véd, hvad Aandens Sans er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Vilje." Her læres det klart og tydeligt, at Guds Aand former vor Bøn og frembærer den for os efter Guds Vilje. Dersom den Helligaand da leder os til at bede om een eller anden Ting, saa kan vi dristigt gøre det med den Fortrøstning, at vi beder om noget, der er' efter hans Vilje, og at vi skal faa de Ting, vi beder ham om, selv om der ikke er noget direkte Ord om det i Bibelen. Det hænder ofte, at Gud lægger en tung Byrde paa os angaaende en eller anden bestemt Person, som vi skal bede for. Vi kan ikke hvile, men vi beder uafladeligt for ham med uudsigelige Sukke. Maaske er det Menneske ganske udenfor vor Rækkevidde; men Gud hører Bønnen, og ofte sker det, at vi hurtigt faa Budskab om en pludselig Omvendelse.

Afsnittet i 1. Joh. 5, 14-15 er et af de mest misbrugte Steder i Bibelen: "Og dette er den Fortrøstning, vi har til ham, at dersom vi beder om noget efter hans Vilje, da hører han os, og dersom vi vide, at han hører os, saa vide vi ogsaa, at vi erholde de Ting, om hvilke vi have bedet ham." - Den Helligaand har aabenbart sat dette ind i Bibelen for at styrke vor Tro. Det begynder med Ordene "den Fortrøstning, vi har til ham", og det slutter med Ordene, "da vide vi ogsaa, at vi erholde de Ting, som vi bede ham om"; - men jeg veed, at en af de mest almindelige Fortolkninger over dette Sted, som er givet os til at styrke vor Tro, netop gaar ud paa at bringe Tvivl ind i vore Bønner. Det kan ske, naar man endelig har opnaaet nogen Tillid i Bønnen, at en eller anden omhyggelig Broder kan komme og sige: "Vær nu ikke altfor sikker. Dersom det er Guds Vilje, saa vil han gøre det. Derfor bør du føje: "dersom det er din Vilje" ind.

Uden Tvivl er der mange Tilfælde, da vi ikke ganske er klar over, hvad der er Guds Vilje, og i alle vore Bønner bør vi underkaste os Guds hellige Vilje; men naar vi kender Guds Vilje, behøves der ikke noget "dersom", og dette Afsnit er ikke sat ind i Bibelen for at lære os at sætte "dersom" ind i vore Bønner, men for at hjælpe os til at kaste alle "dersom" over bord og at have "tillid", og at vide, at vi erholder de ting, som vi beder ham om."

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media