Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

5. Kapitel. Om at bede i Aanden

I hvad der allerede er sagt, har vi atter set, hvor afhængige vi er af den Helligaand i Bønnen. Dette lærer vi ogsaa klart i Eph. 6, 18: "Bedende til hver Tid i Aanden"; og i Juda 20: ".... beder udi den Helligaand". - Hele Bønnens Hemmelighed findes i Sandhed i disse to Ord "I: Aanden". De Bønner, som Gud, Faderen, hører, maa være indgivet os og baaret frem af Gud den Helligaand. Disciplene vidste ikke, hvordan de skulde bede, derfor kom de til Jesus og sagde: "Herre, lær os at bede." Vi veed heller ikke, hvordan vi skal bede; men vi har en anden Talsmand og Lærer lige ved vor Side, der vil hjælpe os (1. Joh. 14, 16 og 17) og (Rom. 8, 26-27). Han lærer os at bede. Den sande Bøn er Bønnen i den Helligaand; det vil sige: Den Bøn, som Aanden indgiver os og vejleder os i. - Naar vi kommer ind i Guds Nærhed, saa bør vi komme "vor Skrøbelighed" i Hu, vor Uvidenhed om, hvad vi skal bede om, og hvorledes vi skal bede, og vort Hjertes Længsel efter at bede ret, bør vi sukke til den Helligaand og fuldstændigt overgive os til hans Vejledning i vore Bønner for at blive - ogsaa der - ledede til al Sundhed.

Intet i Forbindelse med vore Bønner kan være mere taabeligt end at løbe tankeløst ind i Guds Nærværelse og bede om det første det bedste, der kommer os i Tanker - eller som en eller anden tankeløs Ven har anmodet os om at bede om. Naar vi træder frem for Guds Aasyn, bør vi først være stille for ham. - Vi bør vende vort Hjerte til ham og bede ham om at sende os sin Aand til at lære os, hvordan vi skal bede. Vi maa bie paa Aanden og overgive os ganske til Aanden, saa skal vi bede ret.

Stundom, naar vi træder frem for Gud i Bøn, føler vi ikke, som om vi skal bede. Hvad skal vi gøre i et saadant Tilfælde? Vente indtil denne Følelse kommer? Aldeles ikke! Naar vi føler mindst Trang til at bede, trænger vi mest til at gøre det. Vi bør vente stille for Guds Ansigt og fortælle ham, hvor kolde og udtømte for Bøn vore Hjerter er, og se op til ham, fortrøste os paa ham og forvente, at han sender sin Aand til at varme vore Hjerter og til at vejlede os i Bønnen.

Det vil da ikke vare længe, før Aandens hellige Nærværelse gennemgløder vore Hjerter, og vi kan begynde at bede med Frimodighed, Klarhed, Alvor og Kraft. Mange af de mest velsignede Bønnestunder, jeg har deltaget i, begyndte med en Følelse af Kulde og Sløvhed; men i min Hjælpeløshed og Kulde overgav jeg mig til Gud og anraabte ham om den Helligaand til at vejlede mig i Bønnen, og han bønhørte mig.

Naar vi beder i Aanden, vil vi bede om de rette Ting og paa den rette Maade. Der vil da blive Glæde og Kraft i vore Bønner.

Dersom vore Bønner skal være mægtige, saa maa vi bede i Tro! I Mark. 11, 24 siger Jesus: "Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begære i Bønnen, tror at I skulle faa det, saa skal det vederfares Eder." Det har ikke noget at sige, hvor positiv en Forjættelse i Guds Ord er, vi kan ikke erfare dens Velsignelse, dersom vi ikke i Tro forventer den som Svar paa Bøn. "Dersom nogen fattes Visdom," siger Jakob, "han bede af Gud, som giver gerne og bebrejder ikke, saa skal den gives ham." Denne Forjættelse er saa klar og lige til, som noget i Verden kan være; men i næste Vers tilføjes der: "Men han bede i Troen, intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en Kastebølge, der drives af Vejret. Ikke tænke det Menneske, at han skal faa noget af Herren." - Der maa være en uafladelig og urokkelig Forventning. Men der er en Tro, der gaar længere end Forventning, en Tro, der veed, at Bønnen er hørt, at Forjættelsen er opfyldt.

Men hvordan kan man faa denne Tro? - Den kan vi ikke oparbejde. Mange lærer disse Forjættelser om Tro og Bøn, saa beder de om Ting, som de ønsker, og de prøver paa at faa sig selv til at tro, at Gud har hørt deres Bøn. Dette ender kun med Skuffelse; thi det er ikke virkelig Tro, og derfor opfyldes heller ikke Forjættelsen. Det er paa dette Punkt, mange begaar Fejlgreb angaaende Troen, idet de prøver paa at oparbejde en Tro ved deres Viljes Anstrengelser, og naar de saa ikke faar det, de hår forsøgt at faa sig selv til at tro paa, saa hænder det ofte, at selve Troens Grund derved undermineres hos dem.

Men hvorledes fremkommer da den sande Tro?

Rom. 10, 17 svarer paa Spørgsmaalet: "Men Troen kommer derved, at man hører; men at man hører sker ved Guds Ord." Dersom vi da vil have virkelig Tro, saa maa vi grundigt ransage Guds Ord for at blive klar over, hvad han har forjættet os, og derefter enfoldigt tro disse Forjættelser. Troen maa have en Forbindelse. At tro noget, du ønsker at tro, det er ikke Tro; men at tro er at fæste Tillid til, hvad Gud har sagt i sit Ord. Dersom jeg vil have Tro, naar jeg beder, saa maa jeg finde en eller anden Forjættelse i Guds Ord, paa hvilken jeg kan grunde min Tro. Fremdeles kommer Troen ved Aanden. Aanden kender Guds Villie, og dersom jeg beder i Aanden og anraaber i Aanden om at lære mig Guds Vilje, og give mig Tro og Vished om, at min Bøn er hørt, saa vil han lede mig i Bønnen og forvisse mig om, at min Bøn vil blive besvaret. Men i intet Tilfælde fremkommer den sande Tro ved, at du fatter en Beslutning om, at du vil tilkæmpe dig det, du beder Gud om. Dersom der ikke er noget Løfte i Ordet og en klar Ledelse af Aanden, saa kan der ikke være nogen sand Tro, og i et saadant Tilfælde er der ingen Grund til for Selvet at jamre over Mangel paa Tro. Men dersom der er Løfter i Ordet angaaende det, vi ønsker, saa kan vi nok have Grund til at bebrejde os selv for Mangel paa Tro, dersom vi tvivler; thi vi gør Gud til en Løgner ved at tvivle paa hans Ord.