Gamle tekster
Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey
6. Kapitel. Man bør altid bede og ikke blive træt
I to Lignelser i Lukas-Evangeliet fremholder Jesus med Styrke, at man bør al Tid bede og ikke blive træt. Den første Lignelse finder vi i Luk. 11,5-8: "Og han sagde til dem: om nogen af Eder har en Ven, og vilde gaa til ham om Midnat og sige til ham: Kære, laan mig tre Brød, efterdi min Ven er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; og han derinde skulde svare og sige: gør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn er med mig i Seng, jeg kan ikke staa op at give dig; da siger jeg Eder, dersom han og ikke staar op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Ubluheds Skyld, og giver ham saa mange, som han har behov."
Den anden Lignelse er Luk. 18,1-8: "Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør al Tid bede og ikke blive træt. Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske. Men der var en Enke i samme Stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modstander. Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han til sig selv: alligevel jeg hverken frygter Gud ej heller undser mig for noget Menneske, dog efterdi denne Enke gør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig. Men Herren sagde: Hører, hvad en uretfærdig Dommer siger: Skulde Gud da ikke skaffe sine udvalgte Ret, som raaber til ham Dag og Nat - endog han er langmodig imod dem? - Jeg siger, at han skal skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden?"
I den første af disse to Lignelser paaviser Jesus Nødvendigheden af Frygtløshed i Bøn paa en slaaende Maade. Ordet "Ubluhed" betyder i Virkeligheden "Skamløshed", som om Jesus vil sige, at Gud ønsker, at vi skal komme til ham i Bønnen med en fast Beslutning om, at vi vil erholde de Ting, vi beder ham om, - en Beslutning, der ikke lader sig afvise eller kommer til at staa til Skamme ved nogen tilsyneladende Tøven fra Guds Side. Gud finder Behag i den hellige Frimodighed, der ikke vil nøjes med "Nej", som Svar paa Bøn. Den er et Udtryk for sand Tro, og intet behager Gud mere.
Det saa ud, som om Jesus stødte den kananæiske Kvinde fra sig - endogsaa med Haardhed, men hun lod sig ikke afvise, og Jesus saa paa hendes skamløse Tryglen med Velbehag, og sagde: "O, Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil." Matth. 15, 28. Gud giver os ikke al Tid Tingene ved vort første Forsøg. Han vil opdrage os til at blive stærke Mennesker ved at lade os kæmpe og arbejde haardt for at opnaa de bedste Ting. Saaledes giver han os heller ikke al Tid, hvad vi beder om, som Svar paa vor første Bøn; han vil opdrage os til at blive stærke Mennesker ved at lade os bede gentagne Gange om de bedste Ting. Han hjælper os til at bede os igennem alle Hindringer.
Jeg er glad ved, at det er saaledes. Der er ingen bedre Indøvelse i Bønnen end den: at blive nødt til at bede om den samme Ting igen og igen - endogsaa gennem flere Aar, før vi faar det, vi har bedet om. Nogle Mennesker kalder det Underkastelse under Guds Vilje, naar de ikke faar, hvad de ønsker, efter at have bedet en eller to Gange - og de siger saa:
"Maaske det ikke er Guds Vilje."
Men som Regel er dette ikke Underkastelse, men aandelig Dovenskab. Vi kalder det ikke Underkastelse under Guds Vilje, naar vi efter et eller to Forsøg undlader at gøre, hvad han har befalet; men vi kalder det Mangel paa stærk Karakter. Naar den stærke Handlingens Mand begynder for at fuldføre en Ting, - saa bliver han ved, til den er færdig, selv om det mislykkes den første, den anden, den tredie eller den hundrede Gang, og naar den stærke Bønnens Mand begynder at bede om en Ting, saa beder han sig igennem, indtil han faar den. - Vi bør være varsomme med, hvad vi beder Gud om, men naar vi har begyndt at bede om en Ting, saa bør vi ikke holde op med at bede, før vi har erholdt den - eller før Gud klart og tydeligt viser os, at det ikke er hans Vilje at give os den.
Nogle vil forsøge at faa os til at tro, at det er Vantro at bede to Gange om den samme Ting, og at vi burde tage imod den den første Gang, vi beder om den. - Uden Tvivl er der Tider, da vi ved Tro paa Ordet og ved Aandens Ledelse kan tilegne os det, vi beder om, den første Gang vi forlanger det af Gud; men der er ogsaa andre Tider, da vi maa bede igen og igen om den samme Sag, før vi faar Svar. De, der ikke behøver at bede to Gange for den samme Sag, er løbet forbi Mesteren (Matth. 26, 44). George Miller bad daglig for to Mænd i saadan noget som 60 Aar. En af disse Mænd blev omvendt kort før hans Død, jeg antager, at det var paa et af de sidste Møder, Miller holdt, og den anden blev omvendt et Aar efter George Mullers Død. - Noget af det, denne Tid trænger mest til, er Mænd og Kvinder, der ikke alene vil begynde at bede om noget, men som beder sig igennem, som holder ud, holder ud, indtil de faar det, som de søger hos Herren.
|