Gamle tekster

Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

9. Kapitel. Hindringer for Bønnen.

Vi har nu omhyggeligt undersøgt de positive Betingelser for sejrende Bøn; men der er ogsaa noget, der kan hindre Bønnen. Dette har Gud klart og tydeligt fremholdt i sit Ord.

1) Den første Hindring for Bønnen vil vi finde i Jakobs Brev 4,3: "I bede og faa ikke, fordi I beder ilde, for at øde det i Eders Lyster." - En selvisk Hensigt for Bønnen berøver Bønnen dens Kraft. Mangfoldige Bønner er selviske. - Dette kan gælde Ting, som det er fuldtud tilladeligt at bede om, Ting, som Gud nok vil give os, men Bevæggrunden til Bønnen er ganske forkert, og af den Grund falder Bønnen ganske magtesløs til Jorden. Den sande Hensigt for Bønnen maa være at ære Gud ved Svaret. Dersom vi frembærer en Bøn kun for at opnaa noget til vor egen Fornøjelse eller Fordel, saa beder vi forgæves, og vi behøver ikke at forvente noget af det, vi bad om. Dette forklarer Grunden, hvorfor saa mange af vore Bønner er ubesvarede.

Mangen en Kvinde beder for Eksempel om sin Mands Omvendelse. Denne Bøn er i Sandhed antagelig, men mangen en Kvindes Bøn om hendes Mands Omvendelse er ganske selvisk. Hun begærer sin Mands Omvendelse, fordi det vilde være saa meget mere behageligt for hende at leve sammen med en Mand, der deler Syn og Interesser med hende - eller fordi det er saa forpint en Tanke at tænke, at hendes Mand skulde dø og gaa fortabt for evigt. Af saadanne eller lignende selviske Grunde begærer hun sin Mands Omvendelse. Men Bønnen er den pure Egenkærlighed. Hvorfor bør en Hustru begære sin Mands Omvendelse? Først og fremmest fordi Gud maa blive æret derved; fordi hun ikke kan udholde Tanken om, at Gud skal vanæres derved, at hendes Mand træder Kristi Blod under Fødder.

Mange beder om Vækkelse. Om nogen Bøn behager Gud, saa gør i Sandhed den, - den er just efter hans Vilje; men mange Bønner om Vækkelse er ganske selviske. Menigheder ønsker Vækkelse for at faa deres Medlemsantal forøget, for at Menighedens Stilling og Anseelse i Samfundet kan blive mere fremskudt, for at Finanserne kan blive mere stabile, og for at Rapporten til Synoden eller Aarskonferencen kan blive mere glimrende. For Opnaaelsen af saadanne eller lignende lave Maal beder Menigheder og Prædikanter ofte om Vækkelse; men ofte besvarer Gud ikke Bønnerne. Men hvorfor skal vi bede om Vækkelse? For at ære Gud derigennem! Og der er sandelig Grund dertil; thi Gud bedrøves og vanæres paa Grund af Kirkens Verdslighed, de troendes Vantro og Tidens Tvivlesyge, - fordi Guds Ord tilsidesættes eller forkyndes forgæves. Den første Grund til at bede om Vækkelse bør derfor være, at Gud maa blive forherliget ved en Udgydelse af Aanden over Kristi Menighed.

Mangen en Bøn om den Helligaand er fuldstændig selvisk. Det er i Sandhed Guds Vilje at give dem den Helligaand, som ham bede; det har han sagt klart og lige til i Luk. 11, 13, men mangen Bøn om den Helligaand hindres af Egenkærlighed, af de Motiver, der ligger bagved Bønnen. Mænd og Kvinder beder om den Helligaand for selv at blive mere lykkelige - eller for derigennem at blive befriet fra skrøbeligheder og Tilbøjeligheder i deres Liv, - eller for at erholde Kraft og Naadegaver, som Arbejdere i Guds Rige, - eller paa Grund af andre fuldstændigt selviske Motiver. Men hvorfor skal vi da bede om den Helligaand? For at Gud, der saa længe har været vanæret ved det lave Stade, som mange af hans Børn lever paa, eller ved Mangel paa Arbejde og Tjeneste i Menigheden, maa blive æret og forherliget gennem den rige Skønhed og Kraft i Liv og Tjeneste, som denne Naade bringer ind i et Menneskeliv.

2) Den anden Hindring for Bønnen finder vi i Esaias 59, 1-2: "Se Herrens Haand er ikke forkortet, at han ikke kan frelse, - og hans Øre er ikke tunghørigt, at han ikke kan høre; men Eders Synder har gjort Skilsmisse mellem Gud og Eder, og Eders Misgerninger har skjult hans Ansigt for Eder, saa han ikke vil høre."

Synd hindrer Bøn. Mangen en Mand beder og beder og faar absolut intet Svar paa sine Bønner. Maaske fristes han til at tro, at det ikke er Guds Vilje at bønhøre ham, eller han tænker, at de Dage, da Gud besvarede Bønner - om han ellers nogensinde har gjort det - forlængst er forbi. Det synes, som om Israeliterne har tænkt saadan. De troede, at "Guds Arm var forkortet, at han ikke kunde frelse, og at hans Øre var tunghørigt, at han ikke kunde høre."

"Nej," sagde Esaias, "Guds Øre er lige saa opladt som nogensinde før, og hans Haand er lige saa mægtig til at frelse; men der er en Hindring. Denne Hindring er Eders Synder. Eders Misgerninger gør Skilsmisse mellem Eder og Gud, og Eders Synder skjuler hans Ansigt for Eder, saa han ikke vil høre."

Enhver, der vil bede Gud om noget, skulde ikke standse og slaa sig til Ro med at være klar over, om den Ting, han vil bede Gud om, er efter Guds Vilje; men han skulde bede Davids Bøn: "Ransag mig, 0 Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker og se, om jeg er paa en Vej, der fører til Smerte" (Ps. 139, 23-24), og saa vente, indtil Gud sætter sin Finger paa det, der er mishageligt for hans Øjne. En saadan Synd bør da straks bekendes og bortkastes.

Jeg erindrer en Tid i mit eget Liv, da jeg bad om to forskellige Ting, som jeg syntes, jeg maatte have for at kunne ære Gud; men Svaret kom ikke. - Jeg vaagnede midt om Natten - endogsaa i stærk fysisk Smerte og i Sjælekamp. Jeg bad til Gud om disse Ting, gik i Rette med ham og foreholdt ham, hvor nødvendigt det var, at jeg fik dem; men der kom intet Svar. Jeg bad da Gud om at vise mig, om der var noget forkert i mit Liv. Da kom der frem for min Bevidsthed noget, som jeg nok havde tænkt paa, men som jeg ikke vilde kalde Synd. Da sagde jeg til Gud: "O Gud, dersom det er Synd, saa vil jeg opgive det." Men der kom intet Svar. - Sagen var, at i min inderste Sjæl havde jeg følt, selv om jeg aldrig havde erkendt det, at det var Synd,

Tilsidst sagde jeg:

"Det er galt, jeg har syndet, jeg vil opgive det."

Og da fik jeg Fred! Efter faa Minutters Forløb sov jeg som et Barn. Om Morgenen vaagnede jeg karsk paa Legemet, og Pengene som jeg havde bedet om, fordi de var fornødne til Guds Sag, kom.

Synden er forfærdelig, og noget af det forfærdeligste ved Synden er, at den hindrer vore Bønner. Den stiller sig imellem os og alle Velsignelsers Kilde. - Enhver, der vil have Magt med Gud i Bønnen, maa være skaanselsløs mod sine Synder. "Dersom han saa Uret i mit Hjerte, saa hørte han mig ikke" (Ps. 66, 18). Saalænge vi nærer Synden eller har noget, som ikke er ordnet med Gud, saa længe hører han ikke vore Bønner. Dersom der er noget, der igen og igen kommer frem for din Bevidsthed i de Timer, naar du er Gud nærmest, da er det noget, der hindrer dine Bønner: læg det tilside.

3) Den tredie Hindring for Bøn finder vi hos Ezekiel 14, 3: "Du Menneskesøn! disse Mænd haver givet deres Afguder Plads i deres Hjerte, og hvad der var dem Anstød til at synde, have de ladet skille fra deres Ansigt; skulde jeg vel lade mig spørge for dem? - Afguder i Hjertet foraarsager, at Gud ikke lytter til Bønnerne.

Hvad er en Afgud? En Afgud er noget, der tager Guds Plads, noget, der mer end han er Genstand for vore Tilbøjeligheder. Gud alene har Ret til den første Plads i vore Hjerter. Alle andre og alt andet maa underordnes ham.

Mangen en Mand gør sin Hustru til sin Afgud. Ikke saaledes at forstaa, at en Mand kan elske sin Hustru for meget, men han kan sætte hende paa en forkert Plads, han kan sætte hende foran Gud; og naar en Mand foretrækker Glæden over hende fremfor Glæden i Gud, naar han giver hende første og Gud anden Plads, saa er hun hans Afgud, og Gud kan ikke høre hans Bønner.

Mangen en Kvinde gør sine Børn til sine Afguder. Ikke saadan at forstaa, at nogen kan elske sine Børn for meget. Jo mere nogen elsker Kristus, jo mere vil de elske deres Børn; men vi kan sætte vore Børn paa det forkerte Sted, vi kan sætte dem foran Gud, og deres Interesser foran Kristi Interesser. Og den, der gør det, har gjort dem til sine Afguder.

Mangen en Mand gør sin Forretning og sin Stilling til sin Afgud. Man sætter Hensynet dertil foran Hensynet til Gud. Gud kan ikke høre saadanne Menneskers Bønner.

Dersom vi vil have Magt i Bønnen, maa vi fatte den afgørende Beslutning, at vi vil sætte Gud først. Han maa staa foran Familie, Forretning, Stilling - ja, foran vort eget Liv. Dersom vi ikke vil det, saa er sejrende Bøn en Umulighed.

Gud kalder ofte vor Opmærksomhed til den Kendsgærning, at vi har en Afgud, som hindrer vore Bønner, og naar vi endelig er kommen til Klarhed over det, og vi afstaar fra det, saa kan Gud bønhøre os.

4) Den fjerde Hindring for Bønnen findes i Ordsprog 21, 13. "Hvo som stopper sit Øre for den ringes Raab, han, ja han skal raabe og ikke bønhøres." Der er maaske ikke nogen større Hindring for Bøn end Gerrighed - Mangel paa Gavmildhed overfor Guds Sag og de nødlidende. Det er den, der giver gerne og rigeligt til andre, der modtager rigeligt fra Gud til Vederlag. - "Giver, saa skal Eder gives; en god, knuget, skuddet og overflødig Gave skulle de lægge i Eders Skød." Luk. 6,38. Den gavmilde Kristen er mægtig i Bønnen; men den gerrige Kristen har ingen Magt i Bønnen.

En af de mærkeligste Udtalelser angaaende sejrende Bøn er 1. Joh. 3, 22: "Og, hvad vi bede om, det skulle vi annamme af ham, thi vi holde hans Bud, og gøre det, som er velbehageligt for ham."

Disse Ord har Hensyn ogsaa til vort Forhold til Nødlidende og Trængende. I Sammenhængen lærer vi nemlig, at det er, naar vi elsker i Gerning og Sandhed, og ikke med Ord eller Tunge alene, - at vi kan have Frimodighed for hans Ansigt.

Mangen en Mand og Kvinde, som ikke har Magt med Gud i sine Bønner, behøver ikke at søge Grunden langt borte. Den er intet mer og intet mindre end Gerrighed. George Muller var en stor Bønnens Mand, fordi han var en stor Giver. Hvad han modtog fra Herren, blev ikke hængende ved hans egne Fingre, men blev straks rakt til dem, der trængte. Han modtog regelmæssigt, fordi han gav regelmæssigt. Naar man tænker paa den bekendende Menigheds Selviskhed i Dag, at for Eksempel i Amerika giver ethvert Kirkemedlem kun 1 Dollar til Hedningemissionen - gennemsnitlig, saa er det sandelig intet Under, at Kirkens Bønner ikke har mere Magt. Dersom vi vil modtage fra Gud, saa maa vi give til andre. En af de dejligste Forjættelser i Biblen er sagt til os i en saadan Forbindelse: "Min Gud skal fuldeligen give os efter sin Naades Rigdom i Kristus Jesus." Phil. 4, 19. Denne dyrebare Forjættelse gav Gud Menigheden i Filippi som Belønning for dens Gavmildhed.

5) Den femte Hindring for Bønnen findes i Mark. 11, 25: "Og naar I staar og beder, forlader, dersom I har noget imod nogen, at Eders Fader, som er i Himlen, maa forlade Eders Overtrædelser."

En utilgivende Aand er en af de mest almindelige Hindringer for Bøn. Bønnen besvares paa Grundlag af, at vor Synd er forladt; men Gud kan ikke tilgive os, dersom vi huser Uvillie i vort Bryst imod dem, der har begaaet Fejltrin overfor os. Den, der gaar med Nag eller Uvillie i sit Hjerte imod et andet Menneske, har tillukket Guds Øre fast for sine egne Bønner. Hvor mange beder ikke til Gud for Hustru, Børn og Venner, at de maa blive omvendt til Gud; og de forundrer sig over, at deres Bønner ikke bliver hørt; men Grunden er maaske den, at de gaar med Nag i deres Hjerter imod en eller anden, som har gjort dem Fortræd eller Uret. Mange, mange Mødre og Fædre saa hellere deres Børn gaa ufrelste hen imod Evighed, end at de vil udkaste af deres egne Hjerter det, der hindrer deres Bønner for Børnenes Frelse.

6) Den sjette Hindring for Bøn findes omtalt i 1. Peter 3, 7: "Desligeste, I Mænd, lever med Eders Hustruer, som med den svagere Del, med Forstand og beviser dem Ære, da de ogsaa ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det Eders Bønner ikke skulle forhindres." Her ser vi klart og tydeligt, at et forkert Forhold imellem Mand og Hustru kan hindre Bønnerne.

I mange, mange Tilfælde hindres Mandens Bønner paa Grund af Pligtforsømmelser overfor Hustruen; men det er ligesaa vist, af mangen en Hustrus Bønner hindres paa Grund af Pligtforsømmelser overfor Manden. Dersom Ægtefæller vil være klar over Grunden til, at mange af deres Bønner ikke bliver besvarede, saa kan de sikkert ofte med Udbytte søge den i deres Samliv.

Mangen en Mand, som kan føre en høj Bekendelse og er meget aktiv i Guds Riges Arbejde kan til Tider være meget uvenlig og brutal overfor Hustruen. Han forundrer sig over, hvorfor hans Bønner ikke bliver besvarede; men Verset, vi nylig har læst, forklarer Grunden. Paa den anden Side er der mangen en Hustru, som er opofret til Kirken, hun er al Tid paa sin Plads ved Møderne, men sin Mand behandler hun med Skødesløshed, hun er tvær og gnaven overfor ham, hun saarer ham med skarpe Ord og et opfarende Sind. Det er da ikke underligt, at hendes Bønner bliver hindrede.

Der er andre Ting, der finder Sted indenfor Ægteskabets Enemærker, som vi ikke kan tale offentligt om, men som sikkert ofte er en Hindring for Bønnen. Der kan begaas megen Synd, endogsaa under det hellige Ægteskabs Navn, der er Aarsag til aandelig Død, og at Bønnerne hindres. Enhver Mand og Hustru, hvis Bønner hindres, burde udbrede alle disse Forhold for Guds Ansigt og bede ham om at sætte sin Finger paa alt, der er mishageligt for ham.

7) Den syvende Hindring for Bønnen findes emtalt i Jakobs Brev 1,5-7. "Men dersom nogen af Eder fattes Visdom, han bede af Gud, som giver alle gerne og bebrejder ikke, saa skal den gives ham. Men han bede i Troen, intet tvivlende; thi den, der tvivler, er ligesom en Havsbølge, der røres og drives af Vejret. Ikke tænke det Menneske, at han skal faa noget af Herren."

Bønnen hindres ved Vantro. Gud vil, at vi skal tro hans Ord ubetinget. At betvivle det er at gøre ham til en Løgner. Mange af os gør det, naar vi betvivler hans Løfter, og er det da saa underligt, at vore Bønner ikke bliver hørt. Hvor mange Bønner der dog bliver hindrede paa Grund af vor elendige Vantro! Vi gaar til Gud og beder ham om noget, som er os absolut lovet i hans Ord, og vi ikke en Gang halvvejs forventer at faa det. "Ikke tænke det Menneske, at han skal faa noget af Herren."

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media