Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

10. Kapitel. Hvornaar skal vi bede

Dersom vi vil kende og erfare Bønnens hele Fylde og Kraft, saa er det nødvendigt, at vi ikke alene er klar over hvordan, men ogsaa hvornaar vi skal bede. Kristi Liv er fuldt af Anvisninger i denne Henseende.

1) I Markus Evgl. 1. Kap. 35 læser vi: "Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted og bad der."

Jesus anvendte den aarle Morgenstund til Bøn. Mange af de største Mænd i Guds Rige har fulgt Jesu Eksempel i saa Henseende. I Morgentimen er Sindet frisk og oplagt. Det er endnu ikke fraværende og spredt, og den fuldstændige helhjertede Hengivelse til Gud i Sind og Tanker, som er saa betydningsfuld for den sejrende Bøn, er lettere om Morgenen end senere hen paa Dagen. Og naar vi har tilbragt den aarle Morgenstund i Bøn, saa er derved hele Dagen helliget, og vi har erholdt Kraft fra Gud til at sejre over Fristelser og til at gøre vor Pligt i Dagens Løb. Vi kan opnaa mere gennem Bønnen i en aarle Morgentime end paa nogen anden Tid af Dagen. - Ethvert Guds Barn, der i Sandhed vil leve sit Liv for Gud, bør anvende den første Morgentime til Granskning af Guds Ord og Bøn. Dagens første Gerning bør være at gaa til Gud i Enrum, og der stille os Ansigt til Ansigt med Dagens Pligter, Fristelse og Tjeneste - og modtage Kraft fra Gud til det hele. Vi vilde paa den Maade erholde Sejr for Kampen, Prøvelsen og Arbejdet, der kom paa vor Vej. Lønkamret er Stedet, hvor vi skal udkæmpe vore Kampe og vinde vore Sejre.

2) I Luk. 6, 12, læser vi noget, som kaster et endnu klarere Lys over den rette Tid for Bøn: "Men det begav sig i de Dage, at han gik til et Bjerg for at bede, og han blev der Natten over i Bøn til Gud."

Her ser vi, at Jesus bad om Natten, ja, at han tilbragte hele: Natten i Bøn. Selvfølgelig anvendte Jesus ikke hver Nat paa denne Maade, og vi ved heller ikke, hvor ofte han gjorde det; men der var Tider, da han anvendte hele Natten til Bøn. Ogsaa heri gør vi vel i at vandre i Mesterens Fodspor.

"Der er Maader paa hvilke man kan anvende hele Nætter til Bøn uden Betydning, fordi det er kun Lovtrældom. Men Misbrugen af en Sag er ingen Grund til ikke at bruge den. Selvfølgelig skal vi ikke bede en hel Nat i den Tanke, at vi derved kan vinde Guds Velbehag mere. Dette vilde være Gerningsværk og Lovtrældom. Men vi gør vel i en Gang imellem at sige: "Jeg vil anvende denne Nat til Bøn, for derigennem at faa et Møde med Gud og blive fyldt mere med hans Velsignelse og Kraft; og dersom det er nødvendigt, og dersom han leder mig til det, saa vil jeg tilbringe hele Natten i Bøn. Det kan godt ske, at vi mangen en Gang er naaet frem til Bønnens Sejr, længe før Natten er forgangen, og vi kan da med god Samvittighed gaa til Hvile og styrke os ved Søvnen; men til andre Tider kan det ske, at Gud vil holde os vaagne Natten igennem, og naar han gør det, da er saadanne Timer ved hans grænseløse Naade fulde af Velsignelse for os.

Nætter i Bøn til Gud efterfølges af Dage i Guds Kraft iblandt Mennesker. I Nattens Tjmer er Verden lullet i Slummer, og vi kan da let faa uforstyrrede Timer alene med vor Gud. Dersom vi vil indvi helé Natten til Bøn, saa bliver der ikke noget Hastværk, der bliver derimod Tid til at blive stillet for Guds Ansigt og til at give os ind under Aandens Ledelse og Herredømme. Der bliver da god Tid til ogsaa at bede os igennem til Hvile og Sejr. En saadan Nats Bøn bør ganske og aldeles underordnes Guds Herredømme. Vi bør ikke fastslaa Regler for, hvor længe vi vil bede, og heller ikke angaaende hvad vi vil bede om; men vi bør være rede til at bie paa Gud - kort eller længe - saadan som han vil lede os til det - og til at holde ud saa længe og paa den Maade, som han lægger det tilrette for os.

3) Jesus Kristus bad før alle de store Begivenheder i hans jordiske Liv.

Han bad, før han udvalgte de tolv Disciple, før Prædikenen paa Bjerget, før han drog ud paa en Evangelist-Rejse, før han blev salvet med den Helligaand, og før han gik ind i sin offentlige Virksomhed, før han meddelte de tolv om sin Død, og før han hengav sit Liv til Døden paa Korset. (Luk. 6, 12-13; Luk. 9, 18, 21 og 22; Luk. 3, 21-22; Mark. 1, 35-38; Luk. 22,39-46). Han beredte sig til enhver alvorlig Begivenhed ved at tilbringe nogen Tid i Bøn til sin Fader. Og naar vi ser, at en eller anden Vanskelighed eller Krise i vort Liv nærmer sig, saa bør vi ogsaa tilbringe nogen Tid i alvorlig Bøn til Gud, - og vi bør tage god Tid til denne Bøn.

4) Men Jesus bad ikke blot før, men han bad ogsaa efter, at saadanne Begivenheder havde fundet Sted, eller Kampene var gennemkæmpede.

Da han hadve bespist de 5000 med de fem Brød og de smaa Fisk, og da Folket med Magt vilde gøre ham til Konge, da sendte han dem bort, hvorefter han selv gik op paa et Bjerg for at bede, og der tilbragte han Timer i Bøn til Gud. (Math. 14, 23 og Joh. 6, 15).

Det falder de fleste af os mere naturligt at bede før de store Begivenheder i vort Liv end efter dem; men det sidste er lige saa nødvendigt, som det første. Dersom vi bad efter de større Begivenheder og Erfaringer, saa skulde vi gaa frem til endnu større. Saadan som vi nu tager det, bliver vi nok hjulpne i Øjeblikket ved den Velsignelse, vi annammer fra Herren, men vi faar ikke det Stød fremad, som vi burde have faaet. Mange, mange Mænd har bedet Gud om Kraft, og i denne Guds Kraft har de udrettet store Ting; men i Stedet for saa at gaa til Gud igen, naar de store Ting var fuldførte, og ydmyge sig for ham og give ham hele Æren for, hvad der var sket, saa lykønskede de sig selv, med det heldige Resultat, blev hovmodige, og Følgen blev, at Gud maatte lægge dem til Side som ubrugbare. De store Ting, der var udført, var ikke efterfulgt af Ydmygelse af Selvet, og Gud fik ikke Æren. Hovmod kom ind og den stærke Mand blev svag paa Grund af sin Mangel paa Ydmyghed.

5) Jesus Kristus gav sig særlig god Tid, naar Livet var allertravlest. Det skete stundom, at naar de allerfleste Mennesker omringede ham, saa kunde han trække sig tilbage og gaa ud i Ørkenen for at bede. Vi læser saaledes i Luk. 5, 15-16: "Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og meget Folk kom sammen at høre og helbredes af ham for deres Sygdomme, men han veg bort i Ørkenerne og bad." -

Nogle Mænd har saa travlt, saa de ikke faar Tid til at bede. Det skete nok, at Jesus ikke havde Tid til at spise (Mark. 3, 20). Stundom havde han ikke Tid til at sove og hvile sig (Mark. 6, 31, 36, 46), men han tog altid god Tid til at bede; og jo mere Arbejdet trængte sig ind paa ham, jo mere bad han.

Mangen en mægtig Mand i Guds Rige har lært denne Hemmelighed af Jesus, saa at naar Arbejdet taarnede sig op omkring ham, saa bad han allermest. Men andre Guds Mænd, der een Gang var mægtige i Aanden, har tabt deres Kraft, fordi de ikke lærte denne Hemmelighed, og de tillod Arbejdet at fortrænge Bønnen fra deres Liv.

For en Del Aar siden var det mit Privilegium, tilligemed en Del andre Medstuderende, at rette nogle Spørgsmaal til en af de mest nyttige Kristne og Arbejdere i Guds Rige paa den Tid:

"Vil De fortælle os lidt om Deres Bønne-Liv?"

Han var tavs et Øjeblik, og idet han derefter fæstede sine Øjne alvorligt paa mig, svarede han:

"Jeg maa indrømme, at jeg har været saa overlæsset med Arbejde i den senere Tid, saa jeg næsten ikke har haft Tid til at bede."

Er det underligt, at denne Mand tabte sin Kraft, og at det store Arbejde, han stod i, blev hindret i en sørgelig Grad? Lad os aldrig glemme, at jo mere Arbejdet vælter ind over os, jo mere Tid behøver vi at tilbringe i Bøn.

6) Jesus Kristus bad før de store Fristelser i sit Liv. Da han kom nærmere og nærmere Korset, og det stod ham klart og stadigt for Øje, at der skulde hans Liv staa den sidste store Prøve, saa gik han ud i Getsemane Have for at bede. "Han kom til en Urtegaard, kaldet Getsemane, og han sagde til sine Disciple: Bliver I her, medens jeg gaar bort for at bede." (Matth.26, 36). Sejren paa Golgatha blev vunden den Nat i Getsemane. Den stille Værdighed, hvormed han bar Lidelserne hos Caifas, Pilatus og paa Golgata, var Resultatet af hans Kamp, Kval og Sejr i Getsamane. Da Jesus bad, sov Disciplene, men han stod fast i Striden, da de faldt.

Mange Fristelser kommer uforvarende over os, og alt, hvad vi da kan gøre, er at raabe til Gud om Hjælp der og da; men mange af Livets Fristelser og Kampe kan vi ogsaa øjne paa Afstand, og i saadanne Tilfælde bør Sejren vindes i Bøn, før Fristelsen møder os.

7) I 1. Thess. 5, 17 læser vi: "Beder uden Afladelse," og i Epheser, 6, 18: "Beder til enhver Tid."

Vort hele Liv bør være et Bønnens Liv. Vi maa vandre i uafladeligt Samfund med Gud. Der maa være en uafladelig Skuen op til Gud i Aanden. Vi bør vandre saa uafladeligt - ja vanemæssigt i hans Nærhed, at selv naar vi vaagner om Natten, at det maa være den mest naturlige Ting i Verden for os, at henvende os til Gud i Bøn og Paakaldelse med Taksigelse.