Gamle tekster

Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

11. Kapitel. Trangen til en almindelig vækkelse

Dersom vi skal bede ret i en Tid, som denne, saa maa meget af vor Bøn være om "en almindelig Vækkelse". Dersom der nogensinde har været en Tid, da vi behøvede at istemme Salmistens Raab til Gud: "Vil du ikke nok opvække os igen, at dit Folk maa glæde sig i dig." (Ps.85, 6), saa er det netop i den Tid, vi lever i. Det er i Sandhed Tid for Gud at arbejde, thi Mennesker har brudt hans Lov (Ps. 119, 126). Guds Sandhed, som den er aabenbaret i hans skrevne Ord, er tilsidesat baade af Verden og Kirken. Men det er ikke Tid til at tabe Modet. Den, der tror paa Gud og paa Bibelens Sandhed kan ikke tabe Modet. Det er paa Tide, at Jehova selv træder til og aabenbarer sin Kraft. Den oplyste Kristen, den helt vaagne Vægter paa Sions Mure har Grund til at raabe:

"Det er paa Tide, at Herren gør noget, thi de have brudt din Lov." (Ps. 119, 126).

Vor Tids store Trang er en almindelig Vækkelse.

Lad os nu først lægge Mærke til, hvad en almindelig Vækkelse er.

En Vækkelse er en Tid, da Livet genoplives og forøges. Eftersom det alene er Gud, der kan meddele Liv, saa er Vækkelse altsaa en Tid, da Gud besøger sit Folk og indgyder nyt Liv i det, og gennem det meddeler Liv til Mennesker, der er døde i Overtrædelse og Synd. Vi har religiøse Bevægelser, som efter en bestemt Methode oparbejdes af professionelle Evangelister, men det er ikke den Slags Vækkelser, vi trænger til. Det er Djævelens Efterligning af Vækkelser. Nyt Liv fra Gud, det er Vækkelse. En almindelig Vækkelse er en Tid, da dette nye Liv fra Gud ikke er begrænset til enkelte Steder, men da det breder sig gennem Kristendommen over hele Verden.

Grunden, hvorfor vi behøver en almindelig Vækkelse, er, at Verden er nedsunken i aandelig Død, Last og Nød. Dette begrænser sig ikke til et enkelt Land, skønt Elendigheden kan være mere aabenbar nogle Steder end andre. Man finder det ude, og man finder det hjemme. Vi har haft stedlige Vækkelser. Guds Aand har aandet paa denne og hin Prædikant, paa denne og hin Menighed og paa denne og hin Landsdel, men vi behøver, o - saa paatrængende - en Vækkelse, der kan blive omfattende og almindelig.

Lad os nogle Øjeblikke se paa Frugterne af en Vækkelse. - Disse Frugter kommer for Dagen gennem Menigheden og gennem de ufrelste.

1) Virkninger paa Prædikanten er:

a) Han faar fornyet Kærlighed til Sjæle. Vi Prædikanter har som Regel ikke den Kærlighed til Sjæle, som vi bør have - vi har ikke Kærlighed til Jesus og Paulus. Men naar Gud besøger sit Folk, saa bliver Prædikanternes Hjerter betyngede af Omsorg for Sjæles Frelse. Saa kommer de til at længes efter deres Medmenneskers Frelse. Saa glemmer de deres Forkærlighed for at holde lange Prædikener, deres Kærlighed til Ros, Ære og Fordele - og i Stedet gribes de af Længsel efter at se deres Medmennesker ført til Jesus.

b) Under en sand Vækkelse faar Prædikanterne en ny Kærlighed til og en ny Tro paa Guds Ord. - Saa bortkastes for alle Vinde deres Bibelkritik og deres Pukken paa Dogmer; i Stedet for prædiker de Bibelens frelsende Sandheder - i Særdeleshed den korsfæstede Kristus. En Vækkelse gør Prædikanter, der staar vaklende overfor de frelsende Sandheder, faste. En gennemgribende og omfattende Vækkelse vil vende op og ned paa Vildfarelser fremfor noget andet.

c) I en Vækkelse frigøres og styrkes Prædikantens Forkyndelse. Han behøver da ikke en ugelang, pinagtig Forberedelse til en Prædiken, og han behøver ikke noget nervestimulerende Middel for at holde den, naar den er studeret. Da vil det at prædike være ham en Glæde og en Forfriskning, og i Vækkelsestider er der Kraft i Forkyndelsen.

2) Og Frugterne af en Vækkelse er mindst ligesaa synlige paa Kristne i Almindelighed, som paa Prædikanterne.

a) I Vækkelsestider udsondres de fra Verden til at leve et helligt Liv. Kristne, som har leflet med Verden, som har spillet Kort, danset og gaaet i Teater og begaaet mange andre Daarskaber, opgiver dem. Det mærkes snart, at alle disse Ting ikke trives i Lyset.

b) I Vækkelsestider faar de troende en ny Fylde af Bønnens Aand. Bønnemøderne bliver ikke længere en Pligt, men en Nødvendighed for det i Sandhed hungrende og længselsfulde Hjerte. Den lønlige Bøn iagttages mere hyppigt. Lyden af alvorlig Bøn opstiger til Gud Dag og Nat. Folk gaar ikke længere og spørger: "Hører Gud Bønner?" De veed, han gør, og de bestormer Naadens Trone ved Nat og ved Dag.

c) I Vækkelsestider gaar de troende ud til Arbejde for fortabte Sjæles Frelse. De gaar ikke alene til Møder for selv at faa Glæde og Opbyggelse; de gaar til Møder for at være paa Vagt for Sjæles Frelse - for at føre andre til Jesus. De taler med Mennesker i Forretninger, paa Gaderne og i Hjemmene. Korset, Frelse, Himlen og Helvede bliver stadige Emner for Samtale. - Man glemmer at tale om Politik, Vejr og Vind, Toiletter og nye Hatte.

d) I Vækkelsestider faar de troende en ny Glæde. Liv er Glæde og nyt Liv er ny Glæde. Vækkelsesdage er lykkelige Dage. - Himlens Dage paa Jorden.

e) I Vækkelsestider faar de troende deres Kærlighed til Guds Ord fornyet. De ønsker at granske det Dag og Nat. Vækkelser er farlige for Teatre, Varieteer og Værtshuse, men gunstige for Bibelsælgere og kristelige Boghandlere.

3) Men Vækkelser har ogsaa - og fremfor alt - en stor Indflydelse paa den ufrelste Verden.

a) Først og fremmest fremkalder de en dybere Bevidsthed om Synd. Jesus sagde, at naar Aanden kom, saa skulde han overbevise Verden om Synd, om Retfærdighed og om Dom. (Joh. 16,7-8). Vi har fastslaaet Vækkelser som en Frugt af den Helligaand, og derfor ledsages de med Nødvendighed af en dybere Erkendelse af Synd. Dersom du ser noget, som Mennesker kalder Vækkelse, og det ikke er ledsaget af Syndserkendelse, saa kan du være overbevist om, at det ikke er ægte. - Syndserkendelse er et ubedrageligt Kendemærke paa Vækkelse.

b) Vækkelser bringer Omvendelse og Frelse. Naar Gud velsigner sit Folk, saa frelser han ogsaa Syndere. Den første Frugt af Pinsedaaben var nyt Liv og ny Kraft til de 120 Disciple, som var samlede i det øverste Kammer; det næste Resultat var 3000 Omvendelser paa en eneste Dag. Og saaledes gaar det altid til. Jeg læser stadig om Vækkelser her og der, hvor de troende modtog stor Velsignelse og Hjælp, men der var ingen Omvendelser. Jeg nærer mine Tvivl om saadanne Vækkelser. Dersom de troende faar en virkelig Oplivelse, saa vil de gaa ud efter de ufrelste med Bøn, Vidnesbyrd, ja Overtalelse, og der vil ske Frelse.

Hvorfor behøver vi en almindelig Vækkelse?

Vi har set paa, hvad en Vækkelse er, og hvad den virker, lad os nu stille os Ansigt til Ansigt med Spørgsmaalet: Hvorfor behøver vi en almindelig Vækkelse i denne Tid?

Jeg antager, at selve Udviklingen af Spørgsmaalene, hvad den er, og hvad den virker, i Grunden er Bevis nok for dens Nødvendighed, og at vi i Sandhed trænger til den; men lad os alligevel se paa enkelte Forhold, som er tilstede i Dag, og som viser, at vi trænger til den. Ved at fremholde dette kan det godt være, at man udsætter sig for at blive kaldet Pessimist; men dersom det skal være Tilfældet, saa vil jeg ogsaa gerne kaldes Pessimist. Dersom man for at blive kaldet Optimist skal lukke sine Øjne og kalde hvidt sort og sort hvidt, Vildfarelse Sandhed og Synd Retfærdighed og Død Liv, saa ønsker jeg ikke at kaldes Optimist. I Virkeligheden er jeg Optimist. Og idet jeg afslører den sande Tilstand, viser jeg Vej til en bedre Tilstand.

1) Se først paa Prædikanterne.

a) Mange af os, der er ortodokse i Teori, er i Praksis Fornægtere. Det er sagt lige ud, men det kan ikke omtvistes! Der er ikke nogen Væsensforskel paa, hvad Tom Paine, Rob. Ingersoll og mangen en teologisk Professor lærer. Den største Forskel er den, at de to første er mere oprigtige end den sidste. Han fremholder sine Lærdomme i elegante og smukt formede Sætninger, men de betyder det samme som de andres. Meget af den saakaldte nyere Teologi og højere Kritik er simpelthen Tom Paines Læresætninger rullede ind i Sukker. Professor Howard Osgood, der er en virkelig Lærd - og ikke blot et Ekko af tysk Vantro, oplæste en Gang nogle teologiske Udtalelser og spurgte derpaa Forsamlingen, om ikke det oplæste var et sandt Udtryk for den højere Bibelkritik i Dag, hvortil de tilstedeværende sagde: "Jo." Derpaa satte han dem i dyb Bestyrtelse ved at erklære, at det oplæste var Udtalelser af Fritænkeren Tom Paines Bog: - "Tænkningens Tidsalder". -

Der er ikke meget nyt i den højere Kritik. Vore fremtidige Prædikanter er ofte saa godt som Fornægtere. De bliver oplært under vantro Professorer, og da de kun er store Drenge, naar de kommer ind i Collegiet eller Universitetet, saa er det ganske naturligt, at de kommer ud derfra som Tvivlere, der er med til at forgifte Kirken med deres Bibelkritik og lignende.

b) Men selv da, naar vore Prædikanter er ortodokse - og lovet være Gud, fordi saa mange er det - saa er det dog ofte Tilfældet, at de aldeles ikke er Bønnens Mænd. Hvor mange moderne Præster kender til, hvad det vil sige at kæmpe med Gud i Bøn, at tilbringe en Del af Natten i Bøn? Jeg veed ikke hvor mange, der gør det; men jeg veed, at der er mange, som ikke gør det.

c) Mange Prædikanter har ingen Kærlighed til Sjæle. Hvor mange er det vel, der prædiker, fordi de føler, de ikke kan lade være - fordi Sjæle dør omkring dem, og de maa om muligt frelse nogle? Og hvor mange er det vel, der, i Lighed med den store Apostel, ledsager deres Prædiken med alvorlige Formaninger til Menneskene om at lade sig forlige med Gud?

Maaske der allerede har været sagt nok om os Prædikanter, men det er alligevel vist og sandt, at vi behøver en almindelig Vækkelse alene for vor Skyld. Ellers vil maaske nogle af os komme til at staa for Gud og slaa vore Øjne ned paa den Dag, da Regnskabet skal aflægges, - og den Dag nærmer sig.

2) Men se dernæst paa Kirken!*)

*) Baade angaaende Prædikanternes og Kirkens Tilstand maa det erindres, at Dr. Torrey skriver med amerikanske Forhold for Øje, men det passer vel forøvrigt godt paa vore Forhold. O. A.

a) Læg Mærke til Kirkens Læretilstand. Den er daarlig nok. Der er mange, der ikke tror paa hele Bibelen. Første Mosebog er en Mythe, Jonas er en Allegori, - og selv Guds Søns Mirakler er omdisputerede. Lærdommene angaaende Bønnen er gammeldags, og man trækker paa Skuldrene, naar Talen er om den Helligaands Gerning. Omvendelse er overflødig, og Læren om Helvede er ikke noget, man tror paa mere. Læg dernæst Mærke til den Tomhed og de Vildfarelser, som denne Mangel paa Tro har affødt i Christian Science, Unitarisme, Spiritisme, Universalisme osv., osv. Et fuldkomment Sammensurium af "Djævles Lærdomme".

b) Læg ogsaa Mærke til Kirkens aandelige Tilstand.

Verdslighed indsniger sig iblandt Medlemmerne. Mange saakaldte Troende er akkurat lige saa ivrige for at blive rige, som Verdens Børn er, der lever i Hvirvlen. De bruger de samme Midler for at samle Penge, som de andre, og naar de har faaet Penge i Eje, saa holder de fast paa dem.

Mangel paa Bøn er ogsaa i særlig Grad almindelig iblandt Kirkens Medlemmer. Der er een, der har sagt, at de Kristne gennemsnitlig kun anvender fem Minutter daglig til Bøn.

Tilsidesættelse af Guds Ord gaar Haand i Haand med Mangel paa Bøn. Mange Guds Børn anvender ikke saa lidt Tid to Gange om Dagen med at gennemlæse Aviser, men de samme Kristne har ikke Tid til at tage et Bad i Guds Ords rene Vande. Hvor mange Kristne mon der anvender een Time om Dagen til Læsning og Granskning af Guds Ord?

Og Side om Side med Mangel paa Bøn og Bibelstudium gaar Mangel paa Gavmildhed. Flere Kirker bliver efterhaanden rige, men Missionskasserne staar tomme. De Kristne giver ikke gennemsnitligt en Dollar om Aaret til Missionen. Det er simpelthen skammeligt.

Ogsaa den tiltagende Mangel paa Ærbødighed for Herrens Dag. Den bliver efterhaanden en Dag, der anvendes til verdslige Forlystelser i Stedet for en Dag til hellig Tjeneste. Søndags-Udgaverne af Dagbladene med slibrige Skandalehistorier og Billeder indtager mange Steder Bibelens Plads, og Cykleturene osv. erstatter Søndagsskolen og Kirketjenesten.

Kristne blander sig med Verden og deltager i alle tænkelige Fornøjelser. Unge Mænd og Kvinder, der ikke deltager i Dans, Spil og andre Forlystelser, og hvad der staar i Forbindelse dermed, bliver ansete for Tosser.

Og hvor mange af Kirkemedlemmerne har i Sandhed gjort sig til eet med Frelseren i hans Omsorg for Sjæles Frelse? Der har nu været sagt nok om Kirkens aandelige Tilstand.

3) Men se nu paa Verdens Tilstand.

a) Læg Mærke til, hvor faa Omvendelser, der finder Sted. Der er Kirker, endogsaa saadanne, der har gaaet foran i Evangelisations-Arbejde, der de senere Aar faktisk har tabt flere Medlemmer, end de har vundet. Der er Menigheder, der har optaget et stort Antal Medlemmer; men de er sjældne Undtagelser. Og selv der, hvor det finder Sted, hvor faa virkelige, bibelske Omvendelser er der dog ikke iblandt dem!

b) Der er i høj Grad Mangel paa Syndserkendelse. Kun sjældent bliver Mennesker overvældede af en dyb Følelse af deres Synd og Brøde, af Smerte over, at de har traadt Kristi Blod under Fødder. Man betragter Synd som Uheld eller Fejltrin, og kun sjældent som Overtrædelse af den levende Guds Lov.

c) Vantroen er anset. Mange betragter det som et Udslag af høj Intelligens at fornægte Troen paa Bibelen - ja, endogsaa paa Gud og Udødelighed. Men det er ogsaa det eneste Kendemærke paa Aandsoverlegenhed, mange har, og derfor klynger de sig saa krampagtigt fast til det.

d) Og Haand i Haand med en vidt udbredt Vantro gaar en yderliggaaende Umoralitet - og saadan har det al Tid været. Vantro og Umoralitet er siamesiske Tvillinger. De lever al Tid og de er ogsaa al Tid sammenvoksede. Denne om sig gribende Umoralitet findes alle Vegne.

Se for Eksempel paa den overhaandtagende Usædelighed. Mænd gifter sig med den ene Hustru efter den anden, og trods dette Frileveri, saa har de alligevel Adgang til det gode Selskab, - og Kvinderne bærer sig ad paa lignende Maade. Der er Tusinder af ærede Mænd i Amerika, der lever med andre Mænds Hustruer, og Tusinder af Hustruer, der lever med andre Hustruers Mænd.

Denne Umoralitet findes i Teatrene. Naar Teatrene er bedst, kan de være daarlige nok; men tænk paa Varieteerne, Sangerindeknejper o. lign. Steder, hvor Kvinder optræder i vovede Dragter og slibrige Roller, - vore Blade reklamerer for denne Elendighed, og det saakaldte respektable Publikum støtter den.

Megen af vor Literatur er raadden; men mange anstændige Folk vil læse Trilby - fordi det er deres Lidenskab. Kunsten er ofte kun et Skalkeskjul for skamløse Hensigter. Man betaler Kvinden for at udlevere sin Blufærdighed, for at en Kunstner kan uddybe sin Kunstsans og forme sin Moral.

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media