Gamle tekster

Bønnen - Dens hemmelighed og kraft, R A Torrey

12. Kapitel. Stedet for Bøn baade før og under en Vækkelse.

Ingen Vejledning til Bøn vilde være fyldestgørende, dersom ikke den ogsaa omtalte Stedet for Bøn under en Vækkelse.

Den første store Vækkelse i Kristendommens Husholdning var en Frugt af et ti Dages Bønnemøde. Vi læser om den lille Haandfuld Disciple, at de var endrægtigen tilsammen i Bøn. Ap. G. 1, 14. Og af Frugterne af deres Bønner kan vi læse i Ap. G. 2. Kap.: "De blev alle opfyldte af den Helligaand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige." Længere nede i Kapitlet læser vi, at "der vandtes den samme Dag henved 3000 Sjæle." Og Vækkelsen var ægte og vedvarende. De omvendte holdt sig varagtige til Apostlenes Undervisning og Brødets Brydelse og Bønnerne." (V.42). "Og Herren lagde dagligen disse til Menigheden, som lode sig frelse." (V. 37).

Enhver sand Vækkelse fra denne Dag og indtil i Dag har haft sin Oprindelse fra Bøn. Den store Vækkelse ved Jonathan Edwards i det 18. Aarhundrede begyndte med hans berømte Opraab til Bøn. Den mageløse Bevægelse iblandt Indianerne under David Brainerds Ledelse skrev sin Oprindelse fra de Dage og Nætter, som David Brainerd tilbragte for Guds Ansigt i Bøn om Aandens Naade og Iførelsen af Kraften fra det høje til Gerningen.

En mærkværdig og omfattende Aabenbarelse af Guds opvækkende Kraft var den, der udbrød i Rochester, New-York, i 1830 med Charles G. Finney som menneskeligt Redskab. Den ikke blot bredte sig ud over de forenede Stater, men endogsaa til Storbrittanien. Finney tilskrev denne store Vækkelse den Bønnens Aand, der havde faaet Magt. Han skildrer det i sin Selvbiografi med følgende Ord: "Da jeg var paa Vej til Rochester, og vi drog gennem en By godt syv Mil øst for Rochester, kom der en Prædikant, som saa mig ombord paa Kanalbaaden, springende ombord i Baaden for at faa en lille Samtale med mig; og det var hans Hensigt kun at rejse et ganske kort Stykke med og saa rejse tilbage. Men han kom saadan i Samtale med mig, saa han efter at have hørt om Maalet for min Rejse besluttede at følge mig helt til Rochester. Vi havde ikke været der ret mange Dage, før denne Prædikant var saa grebet og gennembævet af Guds Aand, saa han endogsaa en Dag brast i lydelig Graad, da vi gik paa Gaden. Herren gav ham en kraftig Bønnens Aand, og hans Hjerte blev knust. Da han og jeg bad sammen, blev jeg slaaet af hans Tro paa, hvad Gud var i Færd med at gøre der paa Stedet.

Bønnens Aand blev vældigt udgydt, saa der endogsaa var Mennesker, der blev saa grebne, at de maatte gaa afsides for at bede, medens der blev prædiket, da de ikke kunde magte deres Følelser.

Og her skal jeg nævne Navnet paa en Mand, som jeg ofte vil faa Anledning til at omtale, nemlig Hr. Abel Clary. Han var en fremragende Mands Søn og Ældste i den Menighed, hvor jeg blev omvendt. Han blev omvendt i den samme Vækkelse som jeg. Han fik Fuldmagt til at prædike, men hans Sjæl var saa grebet af Omsorg for Sjæles Frelse, og han var saa fyldt af Bønnens Aand, saa han ikke kunde prædike meget, men han anvendte det meste af sin Tid til Bøn. Stundom blev Sjæles Frelse i den Grad en Byrde for hans Hjerte, saa han ikke kunde staa oprejst, men han maatte kaste sig ned for Gud og græde og klage i dyb Smerte. Jeg kendte ham godt, og jeg var ogsaa klar over den underfulde Bønnens Aand, der var over ham. Han var en stille Mand, og det er de allerfleste, der har denne mægtige Bønnens Aand.

Det første, jeg erfarede om hans Ophold i Rochester, fik jeg at vide af en Herre, der en Dag indfandt sig hos mig og spurgte mig, om jeg kendte Præsten Abel Clary. Jeg svarede, at ham kendte jeg meget godt.

"Godt," sagde han, "han bor hos mig, og jeg skulde synes om at faa at vide, hvad De mener om ham."

Jeg svarede, at jeg endnu ikke havde set ham paa nogle af vore Møder.

"Nej," svarede han, "han kan ikke gaa til Møder, han beder saa at sige hele Tiden - baade ved Dag og ved Nat, og han er i en saadan Sjælekamp, saa jeg ikke veed, hvad jeg skal gøre ved det. Stundom kan han ikke engang ligge paa sine Knæ, men maa kaste sig fladt ned paa Gulvet og græde og bede paa en Maade, som ganske overvælder mig."

Jeg sagde til denne Broder: "Det er godt. Han skal nok klare sig og komme godt gennem disse Lidelser."

"Jeg kendte paa den Tid en Del Mænd, der bar sig ad paa lignende Maade: En Diakon P - af Camden, Oneida County, en Diakon T- af Roodman, Jeffersen Co., og en Diakon B- fra Adams i det samme Co., og Hr. Clary og en Mængde Mænd og Kvinder, der var af samme Aand, deltog med dem, og tilbragte en stor Del af deres Tid i Bøn. Fader Nash, som deltog med mig i Arbejdet paa forskellige Steder, var en anden af de Mænd, der havde en saadan vældig og uafladelig Bønnens Aand. Denne Hr. Clary blev i Rochester, lige saa længe som jeg blev der, - og han forlod ikke Stedet før en Tid efter, at jeg var rejst derfra. Saavidt jeg ved, viste han sig aldrig offentlig, men tilbragte hele sin Tid der i Bøn.

"Jeg antager, at det var den anden Søndag, jeg var i Auburn denne Gang, at jeg i Forsamlingen saa Hr. Clarys alvorlige Ansigt. Han saa ud som en, der var bøjet ned under Byrden af en Smertens Bøn. Da jeg kendte ham godt, og jeg ogsaa var vidende om det særlige Kald og den Naadegave, han havde faaet af Gud, blev jeg meget glad ved at se ham. Han sad i Kirkestolen sammen med sin Broder, Lægen, som ogsaa var en bekendende Kristen, men som ikke havde den Erfaring, som hans benaadede Broder havde. Ved et Tilfælde mødte Hr. Clary og hans Broder mig, saa snart jeg kom ned af Prædikestolen, og Doktoren bad mig om at gaa med hjem og hvile mig og faa lidt at spise før næste Møde, hvilket jeg gjorde.

Da vi havde naaet hans Hjem, varede det ikke længe, før vi var samlede om Middagsbordet. Da vi havde sat os tilbords, vendte Doktor Clary sig til sin Broder og sagde: "Vil du bede Bordbønnen?" Broder Abel bøjede sit Hoved og begyndte stille at nedbede Guds Velsignelse, men han havde ikke sagt ret mange Ord, før hans Stemme blev borte i Graad, og han maatte skyndsomt forlade Værelset og gaa ind i sit Kammer. Doktoren troede, at han havde faaet et Ildebefindende og gik efter ham; men nogle Øjeblikke efter kom han ind og sagde: "Hr. Finney, min Broder Abel ønsker at tale med Dem." "Hvad ønsker han?" spurgte jeg. "Jeg ved det ikke," lød Svaret: "han siger, at De ved nok, hvad det er. Han ser ud til at være i stor Sjælekamp, og jeg antager, at der er noget i Vejen med hans Sindstilstand. "Jeg forstod straks det hele og gik ind i hans Værelse. Han laa paa Sengen og sukkede. Aanden kom hans Skrøbelighed til Hjælp og traadte frem for ham med uudsigelige Sukke. Aldrig saa snart havde jeg betraadt Værelset, før han udbrød: "Bed, Broder Finney!" Jeg knælede ned og hjalp ham i Bøn - ved at bede for Sjæles Frelse. Jeg vedblev at bede, indtil han var kommen lidt i Ligevægt, og derpaa gik jeg tilbage til Middagsbordet.

Jeg forstod, at dette var Guds Røst. Jeg saa, at Bønnens Aand var over ham, jeg følte dens Magt over mig selv, og jeg ansaa det for givet, at der vilde ske noget, idet Værket vilde gaa frem med Kraft. Og det skete ogsaa. Præsten paa Stedet fortalte mig siden, at han havde fundet ud, at i de seks Uger, jeg virkede der, var der bleven fem Hundrede Mennesker omvendt til Gud.

I sine Taler om Vækkelse fortæller Hr. Finney om en anden mærkværdig Opvækkelse som Svar paa Guds Folks Bønner. Paa et Sted siger han:

"En Præst i W-m fortalte mig om en Vækkelse iblandt hans Folk, som havde sin Oprindelse fra en nidkær og indviet Kvinde i Menigheden. Hun blev grebet af Længsel efter Sjæles Frelse og begyndte at bede alvorligt derom; hun bad, og hendes Smerte tiltog. Hun kom tilsidst en Dag hen til Prædikanten og bad ham om at sammenkalde et særligt Bedemøde for Sjæles Frelse; thi hun følte, at det var absolut nødvendigt. Prædikanten afviste hende, thi han følte ikke denne Nødvendighed. Ugen efter kom hun igen og tiggede ham for at holde et saadant Møde. Hun var vis paa, at der vilde komme nogen; thi hun havde en Følelse af; at Gud vilde udgyde sin Aand. Han afviste hende igen. Tilsidst sagde hun: "Dersom De ikke sammenkalder til et saadant Møde, saa maa jeg dø; thi der maa komme en Vækkelse." Søndagen efter bestemte han et Møde, og han sagde, at dersom der var nogen, der ønskede at tale med ham om deres Sjæls Frelse, saa vilde han tale med dem paa et saadant Møde. Han vidste ikke om en eneste; men da han kom til Mødet, fandt han til sin store Forundring en hel Skare søgende Mennesker.

Paa et andet Sted siger han:

"Den første Lysstraale, der gennembrød det Mørke, der i Slutningen af 1825 hvilede over Kirken i Oneida County, var fra en svag hjælpeløs Kvinde, som - saa vidt jeg ved - aldrig havde været med i nogen større Vækkelse. Hendes Sjæl var dybt nedbøjet af Smerte for Syndere. Hun var i Nød for Landet. Hun var ikke engang klar over, hvad der trykkede og knugede hende, men hun blev ved at bede, og hun bad mere og mere - og det saa tilsidst ud, som om hendes Sjælekval ganske skulde nedbryde hendes Legeme. Tilsidst blev hun fyldt med Glæde og udbrød: "Gud er kommen, Gud er kommen. Der er ingen Fejltagelse mulig angaaende det, Værket er begyndt - og det vil spredes over hele Landet." Og i Sandhed! Værket begyndte, og saa omtrent hele hendes Familie blev omvendt, og Vækkelsen bredte sig over hele denne Del af Landet.

Den store Vækkelse i de forenede Stater i 1857 blev rejst ved Bøn og baaret frem ved Bøn mere end ved noget andet. I en Artikel i et religiøst Blad skrev Dr. Cuyler for nogle Aar siden: "Mange Vækkelser har haft en beskeden Begyndelse, og Ilden begyndte at brænde i nogle faa varme Hjerter. Lad os aldrig foragte de ringe Tings Dag. Gennem hele mit Livs lange Arbejdsdag udsprang saa godt som ethvert betydningsfuldt Arbejde af en ringe Begyndelse. Et havde sit Udspring fra et Møde, som nogle faa Personer afholdt i et privat Hus, et andet begyndte i et Samtalemøde, som Moody holdt i vort Missionshus, - og atter et andet Arbejde begyndte i et Ungdomsmøde i mit Hus en barsk, kold Januaraften. I en af sine Bøger fortæller Dr. Spencer om en Vækkelse, der udbrød i hans Menighed, ved en hellig, gammel Mands Bønner. Denne gamle Mand var bundet til sit Hjem paa Grund af Lamhed i Benene. Den gudindviede Kristen, Dr. Thomas H. Skinner fra Union theologiske Seminarium, fortalte mig engang om tre alvorlige Mænd, der kom til ham i hans Studereværelse ved Arch Street Church i Filadelfia for at bede sammen med ham. De kæmpede med Gud i Bøn. De bekendte deres Synder ærligt for Gud, og ydmygede sig dybt for Naadens Trone. Efterhaanden kom en efter en anden af Menighedsraadets Medlemmer ind og tog Del med dem. Det varede ikke længe, før den himmelske Flamme greb hele Forsamlingen, og der opstod en af de største Vækkelser, der nogensinde har været kendt i denne By.

I den første Del af det 16. Aarhundrede var der en stor Vækkelse i Ulster, Irland. En Oprører-Høvdings Landstrækninger, som var bleven underlagte den britiske Krone, blev for største Delen regerede af vilde og raa Kolonister. Virkelig Gudsfrygt var meget sjælden. Syv Præster fra Skotland og to fra England slog sig da ned paa disse Strækninger - de første ankom dertil i 1613. En af disse Præster ved Navn Blair blev saaledes beskrevet af en samtidig: "Han tilbragte mange Dage og Nætter i Bøn alene eller sammen med andre, og han lagde stor Gudindviethed for Dagen." Hr. James Glendening, en Mand med smaa Evner, var paa lignende Maade indviet til Bøn, og under ham var det, at Vækkelsen begyndte. En Historiker fra den Tid siger: "Han var en Mand, der aldrig vilde være bleven valgt af en vis Forsamling af Prædikanter - og ej heller udsendt for at reformere noget Land. Og dog faldt Guds Valg paa ham til at begynde et Værk saa forunderligt og herligt, saa det var aabenbart for alle, at det var Gud selv, der havde blottet sin Arm for at omskabe dette raa, gudløse Folk til en hellig Nation, saa det ikke skete ved Magt og ikke ved Styrke; men ved den Herre Zebaots Aand. Da han prædikede i Oldstone blev store Skarer ramt i Samvittigheden og kom i stor Syndenød. De ansaa sig selv som fortabte og fordømte, og de raabte højt i Smerte: "I Mænd, Brødre, hvad skulle vi gøre?" De blev overvældede og nedbøjede af Guds Aand. Paa een Dag blev tolv Mennesker udbaarne som døde. Det var ikke alene Kvinder, der saaledes blev ramt; men nogle af de modigste Mænd i Nabolaget. Nogle af dem havde været meget frygtede baade for deres Sværd og af andre Grunde. Angaaende en af dem skrev en Historiker: "Jeg har hørt en af dem, da en mægtig og stor Mand i Verden, men nu en mægtig Mand i Guds Rige, at hans Hensigt med at komme i Kirken, var sammen med sine Kammerater at gøre Forstyrrelse og Fortræd."

Vækkelsen bredte sig efterhaanden over hele Landet. I Aaret 1626 blev der holdt et maanedligt Fælles-Bønnemøde i Antrim. Vækkelsen spredte sig forbi Down og Antrim - og til mange Kirker i Nabogrevskaberne. Saa stor blev den religiøse Trang, at Mennesker kunde vandre baade 30 og 40 engelske Mil for at være med til Møderne, og de deltog med Iver i alt, lige fra de kom, til de begav sig paa Hjemvejen igen. Nogle af dem hverken spiste eller drak, og dog kunde de vidne, at de vendte tilbage med en saadan Fylde af Glæde og Kraft i deres Hjerter, saa de ikke mærkede hverken Hunger eller Træthed i den Tid.

Denne Vækkelse gav hele det nordlige Irland et helt andet Præg.

En anden stor Vækkelse i Irland i Aaret 1859 havde en lignende Oprindelse. Det blev antaget af mange, som ikke kendte nøjere til det, at denne Vækkelse kom ganske uforberedt og uventet; men Pastor William Gibson, Præsident for den presbyterianske Kirke i Irland i 1860 fortæller i sin udmærkede Skildring af denne Vækkelse, at der var gaaet to Aars Forberedelse forud for den. Naar de havde været samlede i Kirkeraadet, havde den religiøse Tilstand i Landet al Tid været paa Tale, og alle havde erkendt Nødvendigheden af en gennemgribende Vækkelse. Der havde været afholdt flere specielle Bedesammenkomster i denne Anledning. Omsider havde fire unge Kvinder, som blev Ledere i Begyndelsen af denne Bevægelse, sluttet sig sammen og var begyndt at bede om en Vækkelse. De kom sammen i et gammelt Skolehus i Nærheden af Kells. I Foraaret 1858 begyndte Værket at gaa synligt frem. Det bredte sig fra By til By og fra Grevskab til Grevskab. Forsamlingerne blev saa store, saa de ikke kunde faa Plads i Kirkerne, og de maatte derfor afholdes i fri Luft, hvor der kom i Tusindyis til Stede. Mange Hundrede Mennesker blev grundigt overbeviste om Synd paa et enkelt Møde. Retslokaler og Fængsler stod tomme. -

Man saa Aabenbarelser af Aanden af den mærkeligste Slags paa alle mulige Omraader og af en saadan Beskaffenhed, at det klart fremgik, at den Helligaand er lige saa villig til at virke i Dag i Verden som paa Apostlernes Tid, naar kun Prædikanter og Kristne virkelig tror paa ham og bereder hans Vej ved Bøn.

Moodys underfulde Værk i England, som siden bredte sig til Amerika, havde ogsaa sin Oprindelse fra Bøn. Moody gjorde ikke meget Indtryk paa Folk, før Mænd og Kvinder begyndte at raabe til Gud. Selv hans Komme til England var Svar fra Gud paa en sengeliggende Kvindes Bønner. Medens Bønnens Aand havde Magt, tiltog Vækkelsen i Dybde og Kraft, men naar Bønnen blev mindre anvendt, svækkedes ogsaa Kraften. Utvivlsomt er Grunden til, at der er saa lidt Kraft i mange af vore Dages Vækkelser den, at man anvender og stoler mere paa ydre Midler og Apparater end paa Bønnens Kraft.

Vi lever i en Tid, der bærer Præget af Menneskers Opfindsomhed, men ogsaa af Mangel paa Hensynstagen til Guds Kraft. Vore Dages store Raab lyder paa Arbejde, Arbejde, Arbejde, - nye Organisationer, nye Metoder, nyt Maskineri, - medens Tidens største Behov i Virkeligheden er Bøn. Det var en Mesterstreg af Djævelen, da han fik Kirken til at tilsidesætte dens mægtigste Vaaben: Bønnen! Djævelen har aldeles ikke noget imod, at Kirken mangfoldiggør og fuldkommengør dens Organisationer og sætter et stort Maskineri i Gang for Verdens Frelse, dersom den kun vil tilsidesætte Bønnen. Han ler, naar han ser paa den sløve Kirke, og siger: "I kan have jeres Søndagsskoler, Ungdomsforeninger, Afholdsforeninger, eders Missionsforeninger, frivillige Drengeforbund, - eders store Kor, fine Præster - ja, selv eders Vækkelses-Forsøg, dersom I bare ikke nedkalder Himlens Velsignelse over det hele ved alvorlig, vedholdende, troende og mægtig Bøn.""

Bønnen kan udføre lige saa store Mirakler i Dag, som den nogensinde har kunnet, dersom Kirken bare vilde indvi sig selv til den.

Der er dog visse Tegn, der tyder paa, at Kirken er ved at vaagne i saa Henseende. Her og der lægger Gud - saavel paa Prædikanter, som paa Menigheder, en Bønnens Byrde, som de ikke har kendt før. Man tror mindre paa Maskineri og mere paa Gud. Der er Prædikanter, der Dag og Nat raaber til Gud om Kraft. Hele Menigheder eller Dele af Menigheder mødes i den aarle Morgen eller i den sene Nattetime og anraaber Gud om den sildige Regn. Der er mange Tegn, der tyder paa, at der snart vil komme en verdensomfattende Vækkelse. Der er mange Betingelser for, at en Vækkelse kan udbryde i ethvert Land netop nu, og denne vilde da blive mere omfattende nu end nogen tidligere Vækkelse. Nu kan Menneskene let komme i Berøring med hinanden ved Brev, ved Rejse, ved Telegram - fra alle Egne af Verden. En sand Ild antændt i Amerika vilde snart gribe om sig og tænde de fjærneste Egne af Verden i Brand. Det eneste vi mangler for at denne Ild kan komme er: Bøn. Det er ikke nødvendigt, at den hele Kirke skal bede til at begynde med. Store Vækkelser har ofte begyndt i nogle faa alvorlige Mænds og Kvinders Hjerter, der grebne og gjort aarvaagne af Aanden til at tro paa ham som en levende Gud, som en Gud der hører Bønner, og paa hvis Hjerte der hviler en Byrde, der ikke kan faas Hvile eller Lindring for gennem noget andet end uafladelig Bøn og Paakaldelse af Gud.

Maa Gud bruge denne Bog til at gøre mange andre aarvaagne til Bøn om, at den saa haardt tiltrængte Vækkelse maa komme - og komme snart.

Lad os bede!

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media