Gamle tekster

Den hellige krig

256-265

at ombringe Indvaanerne med Sværdet, at dræbe Kongens Høvedsmænd og drive alt Krigsfolket ud af Staden.

Han hørte videre, at det var ganske sikkert, at Diabolus havde mere end 20,000 tapre Kæmper i Beredskab til at udføre dette Forehavende, og at ikke en Maaned skulde gaa hen, inden det skete.

Saa snart Hr. Opsigt havde hørt denne Tale, indsaa han, at den maatte være sand; derfor gik han uopholdelig til Borgmesterens Hus for at meddele ham, hvad han havde hørt. Denne sendte Bud til Underlæreren og forestillede ham hele Sagen, og han gjorde straks Allarm i hele Staden, eftesom han nu paa Grund af Hr. Oversekretærens Upasselighed var den øverste Lærer i Menneskesjæl.

Der ringedes da med alle Klokker, Folket kaldtes sammen, og han formanede dem til at holde flittig Vagt, „thi der er," sagde han, "et saa forskrækkeligt Forræderi i Gære, at vi ikke en eneste Dag er sikre paa vort Liv, og denne Beretning er ikke at foragte, thi Hr. Opsigt er Hjemmelsmanden." Nu var denne Hr. Opsigt en, meget beskeden og skarpsindig Mand, som ikke løb med Sladder eller Løgn, men vel overvejede og undersøgte, hvad der blev ham forebragt, og fortalte ingen Ting, uden det, som han var forvisset om, var og indeholdt Sandhed.

For at nu Indvaanerne selv kunde høre ham tale derom, lod Underlæreren Hr. Opsigt kalde til sig; han kom straks, fortalte saa omstændelig al Ting og beviste med saa gode Grunde sin Tales Sandhed, at Menneskesjæl blev overbevist om Sagens Rigtighed: Underlæreren sagde til dem : „Det er ikke imod Fornuften, kære Venner, at tro, hvad Hr. Opsigt beretter; thi vi har fortørnet Shaddai og ved vore Synder drevet Immanuel ud af Staden. Vi har haft alt for megen Omgang med Diabolisterne og glemt den Naade og de Velgerninger, som Immanuel har bevist os. Derfor kan man ikke undre sig over, at Fjenden har Anslag for, som sigter til at befordre vor Undergang, og hvilken Tid skulde vel være bekvemmere dertil end denne? Sygdommen raser i Staden og har allerede bortrevet en Mængde; mangen retsindig Mand er hensovet. Derimod har Diabolisterne formeret sig og tiltaget "baade i Antal og Styrke; desuden har jeg endnu hørt af denne sandfærdige Mand, at han af den belurede Samtale havde erfaret, at adskillige Breve var sendte frem og tilbage for at befordre vor Fordærvelse."

Da Menneskesjæls Indvaanere hørte alt dette og ikke kunde sige noget derimod, opløftede de deres Røst og græd. Hr. Opsigt forsikrede ogsaa i alle Stadens Indvaaneres Nærværelse, at det forholdt sig, som Hr. Underlæreren havde sagt dem. Derpaa gav de sig igen til at begræde deres Daarlighed og vilde forny deres Bønskrifter til Shaddai og hans Søn Immanuel. De gav ogsaa straks alle Høveds- og Befalingsmænd med de øvrige Krigsmænd i Menneskesjæl til Kende, hvorledes Sagerne stod, og bad dem, at de vilde have Medlidenhed med dem i deres Svaghed og anvende alle mulige Midler til at styrke dem og selv holde sig i Beredskab til at holde Feltslag med Diabolus Dag eller Nat, naar han maatte komme, eftersom de havde Efterretning om, at han vilde komme for at belejre Staden Menneskesjæl.

Da nu Høvedsmændene, som altid oprigtig elskede Staden Menneskesjæl, erfarede dette, hvad gør de da andet, end at ruste sig, som om de havde været af Samsons Slægt? De kom straks sammen for at raadslaa om, hvorledes de kunde tilintetgøre de djævelske Planer, som Diabolus og hans Venner med det første agtede at fuldføre mod den syge, svage og elendige Stad Menneskesjæl; derfor blev de enige med hverandre om følgende:

For det første skulde Portene i Menneskesjæl holdes lukkede, og alle som gik ud og ind, skulde nøje undersøges af Høvedsmændene i Vagten, for at de, som var skyldige i Forræderi og havde i Sinde at skade Staden, kunde blive opdagede og anholdte.

For det andet skulde man anstille en skarp Undersøgelse efter alle Diabolister i den ganske Stad og nøje ransage alle Huse, fra øverst til nederst, for at opdage og paagribe dem, som havde Haand med i dette Forræderi.

For det tredie blev der besluttet, at den, hos hvem nogen af Diabolisterne maatte findes at være huset eller herberget, om det saa var hos en af Menneskesjæls Borgere selv, skulde til Straf for sig selv og andre til Eksempel og Advarsel gøre offentlig Afbigt.

For det fjerde blev der besluttet i den berømte Stad Menneskesjæl, at den hele Menighed skulde holde en Faste- og Bodsdag, for derved at vise, at deres Prins havde lovlig Ret til dem, og for at bevidne deres egen Uværdighed formedelst deres Overtrædelser imod ham og hans Fader! Det blev ogsaa besluttet, at alle, som ikke gjorde sig Flid for at holde denne Fastedag, skulde anses for Diabolister og straffes for deres ugudelige Væsen.

For det femte blev der besluttet, at de i allerstørste Hast og med saa andægtige Hjerter som muligt skulde forny deres Hjertesorg over deres Synder. De besluttede ogsaa at sende Efterretning til Hoffet om alt, hvad Hr. Opsigt havde forkyndt.

For det sjette blev det besluttet, at Staden Menneskesjæl skulde aflægge Hr. Opsigt Taksigelse for, at han havde været saa aarvaagen for Stadens Velfærd, og at den ligeledes skulde overdrage ham en Øvrigheds Bestilling, eftersom han af Naturen var saa vel skikket til at søge dens bedste. Da hele Menigheden tilligemed deres Høvedsmænd havde fattet en saadan Beslutning, blev alt dette iværksat.

De lukkede Portene, anstillede en nøje Undersøgelse efter alle Diabolister, og de, hos hvem nogle fandtes, maatte offentlig gøre Bod. De holdt deres Fastedag, fornyede deres Bønskrifter til Prinsen, og Hr. Opsigt forvaltede med al Troskab og Flid, hvad ham blev paalagt.

Kort derefter forklædte han sig og rejste til Helvedes Portes Høj, til det Land, hvor Tvivlerne opholdt sig, hvor han hørte alt det, som før var talt i Menneskesjæl. Han fik ogsaa at vide, at Diabolus var færdig til at bryde op; og meget mere. Han skyndte sig derfor tilbage igen, sammenkaldte Stadens Øverste og Høvedsmænd og fortalte dem, hvor han havde været, og hvad han havde set og hørt; især fortalte han dem, at Diabolus var ganske parat til at bryde op, og at den gamle Hr. Vantro, som tilforn, havde været fængslet i Menneskesjæl, var General over hans Krigshær, som kun bestod af Tvivlere og var over 20,000 Mand stærk. Han sagde ogsaa, at Diabolus agtede at føre de store Fyrster af den evige Afgrund med sig, og dem vilde han sætte til Overhøvedsmænd over disse Tvivlere, og at det var ganske vist, at Diabolus ikke vilde slaa sig til Ro, førend han havde bragt Staden Menneskesjæl under sin Lydighed. Aarsagen, sagde han, til at han har sat den gamle Vantro til General over sin Arme, er denne, at ingen er Tyrannen mere tro end han, og han har et uforsonligt Had til Staden Menneskesjæl; desuden tænker han endnu paa den Spot, som Menneskesjæl har tilføjet ham, hvilken han har besluttet at hævne.

Da nu Stadens Høvedsmænd og ældste havde hørt denne Tidende, som Hr. Opsigt havde bragt med sig, blev det fundet nødvendigt, at man uden videre Ophold skulde efterkomme de Befalinger, som deres Prins havde givet dem imod Diabolus ! derfor blev der straks i alle Huse foretaget en nøjagtig Undersøgelse, om endnu nogle Diabolister var at finde i Staden! og da de kom til Hr. Sinds Hus og til den store Hr. Viljes Hus, fandt de to Diabolister. I Hr. Sinds Hus fandt de Gerrighed, som havde forandret sit Navn og kaldte sig Klog-Sparsom! i Hr. Viljes Hus fandt de Ukyskhed, som ogsaa havde forandret sit Navn og kaldte sig Uskyldig-Fornøjelse. Disse to tog de straks til Fange og overleverede dem til Fangevogteren Hr. Trofast. Han behandlede dem haardt og betyngede dem med saa mange Jernlænker, at de nær havde fundet deres Død i Fængslet. Deres Husbonder blev efter Høvedsmændenes og de ældstes enstemmige Beslutning, førte til et offentligt Sted paa Torvet, hvor de, andre til Eksempel, skulde gøre offentlig Bod. Denne Bod bestod deri, at de Personer, som havde syndet, offentlig maatte tilstaa deres Synder og love, at de alvorlig vilde forbedre deres Levnet.

Derefter gik Høvedsmændene og de ældste omkring i Staden for at opspore, hvor Diabolisterne havde skjult sig i Krogene og Smuthullerne i Stadens Mure. Men skønt de tydelig kunde se deres Fodspor og kunde efterspore deres Trin lige til Aabningerne af deres Huler, saa kunde de dog ikke faa fat i dem og overlevere dem i Rettens Hænder; thi deres Veje var krogede, deres Tilholdssteder var stærkt befæstede, og de selv særdeles rappe til at gemme sig.

Menneskesjæl herskede nu strengt over de Diabolister, som var tilbage i Staden, og disse var glade over, at de kunde gemme sig i deres Huler. Forhen kunde de aabenbart og om Dagen gaaomkring og lade sig se, men nu var de tvungne til at skjule sig, og om de skulde gaa ud, maatte det ske om Natten. Førhen havde Indvaanerne i Menneskesjæl fortrolig Omgang med dem, men nu holdt de dem for Dødsfjender; en saadan fortræffelig Forandring havde Hr. Opsigts Meddelelse fremkaldt i Staden.

Ved denne Tid havde Diabolus fuldstændig samlet sin Krigshær, hvormed han tænkte at bringe Menneskesjæl til Undergang, og havde sat saadanne Officerer og Høvedsmænd over sin Arme, som allerbedst kom overens med hans grumme Begærlighed; han selv var Overherre, og Vantro var General over Armeen; de øvrige fornemste Befalingshavende skal vi siden tale om, nu vil vi blot omtale de underordnede Befalingsmænd, deres Faner og Vaaben. Iblandt disse var:

Høvedsmand Rasende, som befalede over dem, der tvivlede om Udvælgelsen; han førte en rød Fane, som var betroet Fændriken Fordærver; og den store Drage var hans Prydelse og Vaaben.

Efter ham kom Høvedsmand Afsindig; denne havde Befaling over dem, der tvivlede om Kaldelsen, hans Fændrik var Hr. Mørke; han havde en gul Fane, og i hans Skjold var der tre Ildslanger.

Derefter fulgte Høvedsmand Fordømmelse, som var sat over dem, der tvivlede om Naaden; han førte en rød Fane, som baares af en Fændrik, der kaldtes Intet-Liv; hans Skjoldmærke var en dunkel Hule.

Efter ham kom Høvedsmand Umættelig, som havde dem under sig, der tvivlede om Troen; han førte ogsaa en rød Fane, og Fændriken kaldtes Opslugende; i hans Skjold saa man et aabent Gab.

Siden kom Høvedsmand Svovl; han anførte de forhærdede Tvivlere; og havde ogsaa en rød Fane, som blev baaret af Hr; Brændende, og hans Skjoldmærke var en blaa ildelugtende Ildslue.

Efter ham kom Høvedsmand Pinsel, som havde Overbefaling over dem, der tvivlede om Opstandelsen; hans Fane var bleg, og Hr. Nagende var hans Fændrik; han førte en sort Orm i sit Vaaben.

Derpaa kom Høvedsmand Ingen-Ro, som havde Befaling over dem, der tvivlede om Saligheden; han førte en rød Fane, og hans Fændrik var Hr. Rastløs; i hans Vaaben stod Dødens forfærdelige Billede.

Endvidere var der en Høvedsmand, Grav hed han, som havde dem under sig, der tvivlede om Herligheden, og han havde en gul-bleg Fane, som blev baaret af Fændriken Fordærvelse! i hans Skjold stod Dødningehoved og Dødningeben.

Endelig fulgte ogsaa Høvedsmand Haabløs, som befalede over dem, der tvivlede om Menneskets Lyksalighed.! Fændriken kaldtes Fortvivlelse ! han havde ogsaa en rød Fane, og i sit Vaaben førte han et gloende Jern og et haardt Hjerte.

Dette var Diabolus Høvedsmænd, Faner og Skjoldmærker, og over disse havde Diabolus indsat til Overbefalingsmænd Belzebul, Lucifer, Apollyon og flere saadanne. Hr. Vantro var General og Diabolus Konge.

Af de frivillige sattes ogsaa nogle, som var skikkede dertil, over hundrede og flere, og saaledes blev Vantroens Armé fuldkommen udrustet.

Mønstringen skete ved Helvedes Portes Høj, hvorfra Armeen brød op og tog sin Vej lige til Staden Menneskesjæl. Nu havde Staden, som vi allerede har erfaret, med Shaddais Tilladelse af Hr. Opsigts Mund faaet Underretning om deres Ankomst ! derfor havde de besat Portene med dobbelt Vagt og fordoblet alle Poster! Deres Slynger stilledes ogsaa paa bekvemme Steder, hvorfra de bedst kunde kaste store Stene for dermed at gøre Fjenderne Skade.

Diabolisterne i Staden kunde ikke heller tilføje dem saa stor Skade, som de havde tænkt; thi Menneskesjæl var nu ligesom opvaagnet af en Dvale. Men det arme Folk blev meget forskrækket, da Fjenden første Gang kom dem i Sigte, især da de fik høre Trommernes Lyd, der ogsaa var forfærdelig. I vel syv Miles Omkreds begyndte de Mennesker, som var vaagne, at skælve, da de hørte Lyden; deres Faner var ogsaa forskrækkelige, og kunde ikke ses uden Bestyrtelse.

Da Diabolus ankom til Staden, belejrede han først Øreporten, paa hvilken han gjorde et stærkt Anfald, tilsyneladende i den Mening, at hans Venner i Menneskesjæl ogsaa skulde være færdige til at gøre Angreb. Men Høvedsmændene havde taget kraftige Forholdsregler; af den Aarsag, og fordi den Hjælp, han ventede sig af Diabolisterne, udeblev, og han derhos mærkede, at hans to Armeer led megen Skade af Slyngestenene, eftersom Høvedsmændene i Staden holdt sig tappert, blev Diabolus nødtvungen til at trække sig tilbage fra Menneskesjæl, og han forskansede sig med sit Mandskab saa langt fra Staden, at Stenene ikke kunde naa ham.

Efter at han nu saaledes havde forskanset sig, opkastede han fire Batterier imod Staden, af hvilke det første kaldtes Diabolus efter hans eget Navn, for derved at indjage Staden en desto større Skræk. De andre tre kaldte han : Alekto (den aldrig hvilende), Megæra (den fjendtlige eller arrig) og Tisifone (mordhævner); thi dette er Navnene paa Helvedes frygtelige Furier. Derpaa begyndte han at lege med den arme Menneskesjæl, ligesom Løven gør med sit Bytte, for at Staden af Skræk skulde falde ham for Fode. Men Høvedsmændene og Krigsfolket gjorde ham som sagt saa kraftig Modstand og udrettede saa meget med deres Stene, at han med største Forbitrelse maatte trække sig tilbage, hvorover Menneskesjæl igen begyndte at fatte Mod.

Paa det Batteri, som var opkastet paa den nordre Side af Staden og opkaldt efter Diabolus eget Navn, satte Tyrannen sin Standart, som var grum og forfærdelig at se til ; thi han havde ved en djævelsk Kunst sat en Ildslue som et Vaaben paa den, og i denne Ildflamme saa man Menneskesjæls Billede brænde.

Da Diabolus havde gjort dette, befalede han sine Tamburer hver Nat at gaa nær ind til Stadsvoldene og slaa paa Trommen, ligesom man vilde indlade sig i Samtale med Indvaanerne. Dette maatte ske om Natten, efterdi de led alt for stor Skade om Dagen af Slyngerne ; thi Tyrannen sagde, at han meget ønskede at tale med den skælvende og bævende Stad for

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media