Gamle tekster

Den hellige krig

286-295

Da Høvedsmændene saaledes havde taget Tilflugt til Slottet, og Fjenderne kun fandt liden Modstand udenfor, forstyrrede de hele Stadens Ro og bredte sig ud i alle Stadens Hjørner og Ender, og efter den Befaling, som Tyrannen havde givet dem, raabte de ved hvert Skridt: Helvedes Ild! Helvedes Ild! saa at man næsten ikke hørte andet end det forskrækkelige Raab om Helvedes Ild samt Diabolus Trommers grumme Lyd.

Ved denne Tid var de Skyer, som hængte over Menneskesjæl ganske sorte, og dens Fordærvelse syntes at være nær. Diabolus lagde sine Soldater i Indvaanernes Huse, ja, Underlærerens Hus var opfyldt med saa mange udenlandske Tvivlere, som det kunde rumme; saaledes forholdt det sig ogsaa med Hr. Borgmesterens og Hr. Viljes Hus, ja, der var ikke en Hytte eller en Lade eller en Svinesti, uden at den var opfyldt med dette hæslige Pak. De stødte Folket i Staden ud af deres Huse og satte sig selv ved deres Bord. Ak, arme Menneskesjæl, nu følte den først Frugten af Synden, og hvilken Gift der laa skjult i de Ord, Kødelig-Sikkerhed havde udtalt. De foraarsagede en stor Forvirring, hvorhen de vendte sig, ja de stak Staden i Brand paa adskillige Steder. Nogle Børn sønderknuste de, ja, de dræbte Fostrene, som endnu var i Moders Liv. Det kunde ikke heller gaa anderledes; thi hvilken Samvittighed, Forbarmelse eller Medlidenhed kan man vel vente sig af saadanne udenlandske Tvivlere? Mange Kvinder, saavel unge som gamle, blev skændede, og de omgikkes med dem som med Fæ eller Kreaturer, saa at mange faldt i Afmagt, og endnu flere døde, og saaledes laa de nu paa alle Gader og Stræder i Menneskesjæl.

Denne Stad syntes nu kun at være en Dragehule, et Billede paa Helvede og et Mørkhedens Sted. Den laa nu overalt ligesom en øde Ørk ; der fandtes ikke andet end Torne og Tidsler, og Ukrudt og stinkende Ting syntes nu at bedække Menneskesjæl. Disse diabolistiske Tvivlere for ivrigt frem med at saare og ihjelslaa; paa mange sønderknuste de Hjerneskallen. Hr. Samvittighed havde de saaret, og hans Saar var saa ulægelige, at han hverken Dag eller Nat havde Ro, men det var, som om han bestandig skulde ligge paa en Pinebænk; de havde ogsaa ganske sikkert ihjelslaaet ham, havde ikke Shaddai, som styrer alting, holdt sin Haand over ham.

Med Borgmesteren handlede de forskrækkeligt, og de havde nær stukket begge hans Øjne ud; og dersom Hr. Vilje ikke havde begivet sig ind i Slottet, havde de sønderhugget ham; thi efter hans Hjærtes nuværende Tilstand ansaa de ham for en af Diabolus og hans skændige Komplots bitreste Fjender. Og han havde i Sandhed ogsaa vist sig snom en Mand. Om hans Bedrifter vil vi høre mere siden.

Man kunde nu den ene Dag efter den anden gaa igennem Staden Menneskesjæl uden at se et eneste gudfrygtigt Menneske. 0, hvor forfærdelig var nu den Tilstand, hvori Menneskesjæl befandt sig; alle Stadens Gader og Pladser vrimlede af fremmede Tvivlere; rød og sortklædte løb de nu i Hobevis igennem Staden og opfyldte Husene med vederstyggeligt Skraal, liderlige Sange, løgnagtige Historier og bespottelige Udtryk imod Shaddai og hans Søn.

Men Diabolus Krigsfolk var ikke tilfredse med Menneskesjæl; thi de fik ikke saa god Underholdning som Immanuels Høvedsmænd og hans Folk. Borgerne viste dem alle Vegne et misfornøjet og surt Ansigt ; de fik ikke heller af Indvaanerne, hvad de havde fornødent, uden at de her og der imod Borgernes Villie tog det med Magt; Indvaanerne gemte alt for dem, hvad de kunde overkomme, og hvad de ikke kunde skaffe af Vejen, gav de kun uvillig Slip paa. De arme Hjærter vilde helst være de fremmede Gæster kvit; men de var nu deres Fanger og var tvungne til at være det, dog viste de sig imod dem saa vrangvillige og gjorde dem saa megen Ulejlighed, som de kunde.

Høvedsmændene kastede med deres Slynger uophørlig fra Slottet en Mængde Stene paa dem for at opirre og forbitre Fjendens Gemyt ; det er og sandt, at Diabolus gjorde flere Forsøg paa at opbryde Slotsporten, men Hr. Gudsfrygt, som havde Vagt ved Porten, var en Mand af udmærket Forstand, Mod og Tapperhed; derfor var det forgæves at tænke paa, saa længe han var i Live, at kunne udføre dette Værk, uagtet det var deres inderligste Ønske. Af denne Aarsag var alle de Anfald frugtesløse, som Diabolus gjorde: Jeg har tidt ønsket, at Gudsfrygt havde haft hele Regeringen i Menneskesjæl !

Saaledes var Tilstanden i Staden vel halv-tredie Aar. Menneskesjæl var nu Krigens Skueplads ; Indvaanerne var tvungne til at gemme sig i Huler og Grøfter, og Menneskesjæls Herlighed laa nu i Støvet. Indvaanerne havde ingen Ro, ingen Fred, ingen Sol vilde mere gaa op over dem. Dersom Fjenderne havde ligget udenfor Staden, og havde indesluttet den, saa havde det været tilstrækkeligt at udhungre den, men nu var de i selve Staden, og Staden var deres Telt, deres Løbegrav og deres Fæstning imod Slottet, ja, Staden var selv imod Staden og maatte tjene Fjenderne til en Fæstning for at forsvare deres Liv; de brugte Staden ligesom Skanse og Fæstning til at sætte sig Sikkerhed, indtil de havde røvet og borttaget alle Ting og nedbrudt Slottet.

Efter at Indvaanerne nu saa længe havde været i denne bedrøvelige og beklagelige Tilstand, og da de paa alle de Bønskrifter, som de den hele Tid igennem havde afsendt til deres Prins, ikke havde faaet noget Svar, kom Stadens Ældste og Fornemste sammen, og efter at de længe havde beklaget deres elendige Tilstand og den frygtelige Vrede, som havde ramt dem, blev de enige om at forfatte endnu et Bønskrift og at afsende date til Immanuel, for at underrette ham om deres ynkværdige Tilstand. Men Hr. Gudsfrygt stod op og lod dem forstaa, at han vidste, at Prinsen under disse Omstændigheder aldrig havde modtaget eller vilde modtage et Bønskrift af nogens Haand, medmindre Oversekretærens Segl stod derunder; „og dette er", sagde han, „Grunden til, at I den hele Tid ikke har kunnet udrette noget hos ham med eders Bønskrifter." Da sagde de, at de vilde se, om de kunde formaa Hr. Oversekretæren til at sætte sit Segl derunder; men Hr. Gudsfrygt svarede, at han fuldkommen vel vidste, at Hr. Oversekretæren ikke satte sit Segl under noget Bønskrift, uden at han selv havde forfattet det; „desuden, sagde han, „kender vor Prins saa nøje hans Haand, at han ikke lader sig skuffe ved noget som helst Foregivende; derfor er min Mening den, at I bør gaa til Hr. Oversekretæren, som nu er paa Slottet hos Høvedsmændene og Krigsfolket, og anholde hos ham om Hjælp og Bistand.

De takkede Hr. Gudsfrygt for hans gode Raad og gjorde, som han havde befalet dem, og gik derpaa hen til Hr. Oversekretæren. Da de kom til ham, tilkendegav de ham Aarsagen til deres Ankomst og bad ham, at det maatte behage hans Højhed, at bevise dem den Naade, eftersom Menneskesjæl var i en saa beklagelig Tilstand, at forfatte et Bønskrift til Immanuel, den store Shaddais Søn, deres Konge, og ved ham til hans Fader.

Hr. Oversekretæren sagde: „Hvad Slags Bønskrift vil I, at jeg skal forfatte for eder?" De svarede: „Deres Naade kender selv allerbedst Menneskesjæls Tilstand og Omstændigheder, og hvorledes vi er afvegne og har vendt os fra vor Prins. De ved ogsaa, hvem der er uddragen for at stride imod os, og hvorledes Menneskesjæl nu er bleven Krigens Skueplads."

„Deres Naade ved desuden, hvor barbarisk Fjenden har behandlet vore Mænd, Hustruer og Børn, og hvorledes det indkvarterede Krigsfolk langt dristigere har gaaet paa Gaderne i Menneskesjæl end Indvaanerne selv, hvorfor, vor hjertelige Bøn og Begæring er, at Deres Naade efter dens guddommelige Visdom, som bor i Dem, vil forfatte for os, Deres fattige Tjenere, et Bønskrift til vor Prins Immanuel." „Meget vel," sagde Hr. Oversekretæren, „jeg vil forfatte et Bønskrift for eder og vil ogsaa med min egen Haand underskrive samme." „Men," spurgte de, "naar skal vi afhente det?" „I maa selv," svarede han, være til Stede, naar jeg forfatter det, ja, I maa selv fremsætte eders Begæring; jeg vil vel laane min Haand dertil, men Blæk og Papir maa I selv give dertil; thi hvorledes skulde I ellers kunne sige, at det var eders Bønskrift ? For mig selv behøver jeg ikke at indlevere noget Bønskrift; thi jeg har ikke syndet. Jeg sender;" sagde han videre, „intet Bønskrift i mit Navn til Prinsen og gennem ham til hans Fader, der som ikke Folket, som det alene vedkommer, lægger deres Hjærter i Ordene, som skrives deri; thi de maa være med, om det skal være til nogen Nytte."

I denne Herres Mening samtykkede de alle, og straks derpaa blev et Bønskrift forfattet. Men nu blev der Spørgsmaal om, hvem der skulde overbringe det. Sekretæren raadede dem til, at lade Høvedsmand Troen gøre det, thi han var en veltalende Mand; derpaa sendte de Bud efter ham og forestillede ham Sagen. „Ja," svarede han, „jeg paatager mig gerne dette Hverv, og skønt jeg er en Krøbling og lemlæstet, vil jeg dog udrette dette for eder saa nidkært og forsvarligt, som det er mig muligt." Bønskriftens Indhold var følgende:

„Naadigste Herre og høje Prinse. Immanuel, almægtige og langmodige Fyrste! Af Dine Læber flyder idel Naade, og hos Dig er Barmhjærtighed eg Syndernes Forladelse, skønt vi er frafaldne og har været genstridige. Vi, som ikke mere var værd at kaldes Din Menneskesjæl eller at modtage Din Velsignelse, vi beder og anmoder Dig med Taarer, og Din Fader formedelst Dig, at I vil borttage og udslette vore Overtrædelser. Vi bekender, at Du for vore Synders Skyld kunde forstøde os fra Dit Ansigt, men ak! for Dit Navns Skyld, gør det ikke, kære Herre! Lad meget mere vor elendige Tilstand bevæge Dig til at vise os Din hjærtelige Kærlighed; vi er paa alle Sider omringede. Herre, vor egen Genstridighed og Affald straffer os ; og den bundløse Afgrunds Engels Krigshær ængster os; men Din Naade kan blive vor Frelse og Salighed, og vi ved ikke, hvor vi ellers skulde gaa hen uden til Dig. Desuden, naadigste Fyrste, har vi svækket vore Høvedsmænd, bragt dem til at tabe Modet og blive syge, og nylig er nogle ved Tyrannens Magt og stærke Modstand slagne af Marken. Ja disse vore Høvedsmænd, paa hvis Tapperhed vi tilforn fortrøstede os, er nu ilde saarede; vore Fjender lever imidlertid og er stærke, trodser os og truer med at dele os mellem sig som et Bytte. De har overfaldt os med mange Tusinde Tvivlere, mod hvem vi ikke mere ser nogen Udvej; de er alle grumme og ubarmhjærtige og byder Dig og os Trods; al vor Visdom er borte, siden Du er veget fra os. Vi ved om ingen anden Ting at tale, end om vore Synder og vore Ansigters Skam og Skændsel for vore Synders Skyld. Ak, hav Medlidenhed med os, o Herre! forbarm Dig over vor elendige Stad Menneskesjæl og frels os fra vore Fjenders Haand. Amen."

Dette Bønskrift underskrev Hr. Oversekretæren, med sin egen Haand, som sagt, og det blev overleveret ved den frimodige Høvedsmand Troen. Han bragte det ud igennem Mundporten; thi denne var den eneste, som Fjenden ikke havde tillukket, og hvorigennem Indvaanerne havde Udgang. Rygtet om dette Sendebud udbredtes og kom — man ved ikke hvorledes — for Diabolus Øren; thi at han havde faaet Kundskab derom, kan sluttes deraf, at Tyrannen truede Staden og sagde: „I oprørske og haardnakkede Indvaanere i Menneskesjæl, jeg vil nok give eder andet at tænke paa end at forfatte Bønskrifter; jeg skal nok faa gjort Ende derpaa." Ja han vidste tillige, hvem der havde været Overbringeren deraf, hvilket gjorde ham baade frygtsom og rasende. Derfor befalede han, at Trommerne atter skulde røres, eftersom dette var den aller ubehageligste Musik for Menneskesjæl; dog maatte de taale at høre denne vederstyggelige Allarm. Da der nu var slaaet paa Trommen, og Diabolisterne var komne sammen, sagde Diabolus : „O, I forvovne og kække Diabolister, det være eder herved kundgjort, at der smedes paa et Forræderi i denne oprørske Stad; thi omendskønt den er i vor Magt og Besiddelse, som I ser, saa er dog den elendige Menneskesjæls Indvaanere saa formastelige, at de har fordristet sig til at sende Bønskrifter til Shaddais Hof for der at anholde om Hjælp; dette bliver eder herved bekendtgjort, for at I kunne overlægge, hvorledes man skal forholde sig imod denne oprørske Stad. Derfor befaler jeg eder, mine trofaste Diabolister, at I alt mere og mere ængster og plager dem ved eders Rænkeri røver og bortfører deres Hustruer, voldtager deres Jomfruer, myrder. deres Børn, knuser Hovedet paa deres Ældste, stikker deres Stad i Brand, ja gør dem alt det onde, som I kan afstedkomme." Dette var den Befaling, han gav dem, men der kom en Hindring for dens Udførelse. thi hidtil var der ikke gjort synderlig andet end støjet og raset. Den næste Dag gik Diabolus endvidere den nærmeste Vej til Slotsportene og begærede under Livsstraf, at man skulde aabne ham Portene og lukke ham ind tilligemed de Mænd, som var med ham'. Derpaa svarede Hr. Gudsfrygt — at Portene hverken skulde aabnes for ham eller for dem, som var i Følge med ham, og at Menneskesjæl, naar den havde lidt i nogen Tid, vilde blive vel beredt, trøstet og styrket. Da sagde Diabolus : „Saa overleverer mig da de Mænd, som har indsendt Bønskriftet, og især Høvedsmand Troen, som har overbragt det til Prinsen; giver denne Slave i min Vold, saa vil jeg forlade Staden."

Da traadte en Diabolist ved Navn Hr. Daarskab frem og sagde: „Min Herre gør eder et godt Tilbud, det er jo bedre, at en Mand gaar fortabt, end at den ganske Stad omkommer." Men Hr. Gudsbrygt gav ham derpaa til Svar: „Hvor længe skulde vel Menneskesjæl blive fri fra at falde i Helvedes Pøl, naar den havde overgivet sin Tro til Diabolus? Det er ligesaa godt, som om Staden var fortabt, naar Troen er borte ; thi naar den ene er borte, maa de andre ogsaa følge efter." Hertil svarede Hr. Daarskab aldeles intet. Men Hr. Borgmesteren sagde : „O grumme Tyran I dette maa Du vide, at vi ikke vil høre Dine Ord; thi vi har fattet det Forsæt, at saalænge der findes en Høvedsmand, eller en anden Mand, en Slynge eller en Sten i Menneskesjæl, vil vi gøre Dig Modstand og byde Dig Spidsen."

Men Diabolus svarede : „Har I endnu Haab, venter I endnu paa og ser I eder endnu om efter Hjælp og Forløsning? I har vel sendt Bud til Immanuel, men eders ugudelige Væsen og Urenhed klæber saa fast ved eders Klæders Sømme, at eders Bønner ikke kan komme frem for ham fra uskyldige Læber. Tænker I, at dette eders Forehavende vil lykkes ? I vil blive skuffede i eders Ønske, thi ikke alene jeg, men skal ikke lykkes eder, thi ikke alene jeg, men ogsaa Immanuel er imod eder, at jeg skal undertvinge eder. Hvorpaa haaber I da? og ved hvilket Middel vil I vel undkomme?"

Borgmesteren svarede: „Vi har Visselig syndet, men det vil intet hjælpe Dig hos Immanuel, thi han har selv sagt og det i stor Trofasthed: „Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde ud;" han har ogsaa sagt, o Tyran : „Al Synd og Bespottelse skal forlade Menneskene," derfor bør vi ikke fortvivle, men vi vil have Taalmodighed, vente og haabe paa Forløsning."

Imidllertid var Høvedsmand Troen igen kommen tilbage til Slottet fra Immanuels Hof og havde Brev med sig. Saasnart Hr. Borgmesteren erfarede dette, unddrog han sig fra Tyran-

Denne hjemmeside © 2019 - design: O Madsen Media