Den trofaste forjætter
af John Ross Macduff

Den 4de dag.
”Han er trofast, som gav Forjættelsen”. (Ebr. 10, 23.)

”Jeg vil ikke forlade eder faderløse; jeg kommer til eder.” (Joh 14.18)

Velsignede Jesus! Hvor din nærværelse dog helliger prøvelsen, borttager ensomheden fra sygeværelset og smerten fra dødssengen! Du skinnende morgenstjerne! Saa kostelig som du er til enhver tid, saa er du dog aldrig saa kostelig som paa den mørke og skyfulde dag. Det er vel værd at taale sorgens bitterhed for at saa kunne nyde denne trøst, som du har forjættet. Du sorgens mand, hvor er du ikke vel skikket til at være min trøster, til at aftørre mine taarer, du, der selv har udgydt saa mange! Hvad er mine taarer – mine sorger – mit kors – mine tab sammenlignet med dine, du, som har udgydt først dine taarer og derefter dit blod for mig? Alle mine sorger og smerter har jeg fortjent, ja mere end fortjent; men hvor forskjellige, o du lydeløse Guds Lam, var ikke de smerter, som sønderrev dit hellige bryst. Hvor sød er ikke den trøst, som du har forjættet den trøstesløse, naar jeg betænker, at den kommer fra en almægtig med-lidende – en broder, født til smerter, en ven, der er mere trofast end en broder, - fra en, som kan sige: jeg kjender dine sorger, fra en, som ”efterdi han led og selv blev fristet, kan komme dem til hjælp, som fristes”. (Ebr 2.18) Min sjel! Stil din smerte! Der gives ikke nogen sorg, som kan møde dig, uden at Jesus i sit naadens skatkammer har en trøst, som nøiagtigen passer for dig. Under alle mine sorger skal din trøst fryde min sjel.

”Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!”