Den trofaste forjætter
af John Ross Macduff

Den 6te dag
”Han er trofast, som gav Forjættelsen”. (Ebr. 10, 23.)

”Jeg vil læge deres afvendelse”. (Hos 14.5)

Atter vildfarende! Og han har endnu ikke forladt mig? Snublende og omvankenende paa de mørke bjerge langt borte fra hyrdens øie og fra hans faaresti! Vil han ikke overlade den saaledes omvankende til hans egne veie, og lade det egensindige hjerte uden haab gaa fremad paa den syndige bane, der fjerner det fra ham? ”Mine tanker”, siger Herren ere ikke eders tanker, og eders veie ere ikke mine veie”. (Esai 55.8). Et menneske vilde sige: ”gaa og omkom, du utaknemmelige frafaldne”. Men Gud siger: ”vend tilbage, I frafaldne børn”. Hyrden vil ikke, kan ikke taale, at hans faar, som han har kjøbt med sit eget blod, omkommer. Hvor forunderlig er ikke hans overbærelse med det! Han opsøger det paa dets syndige veie og ophører ikke at ile efter det, forinden han faar lagt den vilfarende paa sine skuldre og bære ham hjem med glæde! Min sjel! Hvorfor vil du ved dine afvigelser fjerne dig endnu længere fra faarestien! Hvorfor vil du gjøre den besværllige vei, som din trofaste hyrde maa tilbagelægge for at bringe dig tilbage, endnu længere? Opsæt ikke med at vende tilbage! Træt ikke hans taalmodighed længere; vov dig ikke længer bort paa den forbudne vei. Han venter med udstrakte arme for endnu en gang at byde dig velkommen til sit bryst. Ydmyg dig for ham og sæt din lid til ham for fremtiden. Tænk paa dine tidligere afvigelser og skjælv; tænk paa hans overbærelse og bliv opfylde af hellig taknemmelighed; tænk paa den maade, han forjætter og fat mod.

”Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!”