Den trofaste forjætter
af John Ross Macduff

Den 16de dag
”Han er trofast, som gav Forjættelsen”. (Ebr. 10, 23.)

”I skulle fryde eder, efterat I nu en liden stund, om saa skal være, ere blevne bedrøvede i forskjellige fristelser.” 1 Petr. 1,6.

Hvis saa skal være! Hvilke deilige Ord! Ikke en taare skal jeg altsaa udgyde forgjæves! Ikke modtage et eneste slag af riset uden nødvendighed, eller som kunde have været sparet! Din himmelske Fader elsker dig altfor meget og altfor ømt til, at han skulde sende dig haardere tugtelse, end du nødvendig tiltrænger. Er det tabet af helbred, af jordisk gods eller af elskede venner, du beklager? Vær stille! – det maatte saa være. Vi kan ikke dømme om, hvad der er nødvendigt; ofte maa vi med dybt bedrøvede hjerte udraade: ” Hvor uransagelige ere dine domme?” Men Gud erklærer her selv, at han ikke vil sende dig en eneste unødvendig lidelse. Ingen altfor tung byrde vil blive dig paalagt; intet altfor stort offer vil blive fordret af dig. Saa snart det ikke længer tiltrænges, borttager han riset – ophæver tugtelsen – slukker prøvelsens tid. ”Hvis saa skal være!” O hvilken en pude at hvile mit smertefulde hoved paa; - der er da altsaa ikke en draabe i dit smertes bæger, som ikke Gud i sin kjærlighed saa at være aldeles nødvendig for dig. Vil du ikke stole paa ham, om du end ikke kan forstaa hans hemmelighedsfulde førelser med dig? Du skal ikke gruble derover og spørge, ”hvorfor sker dette?” men vide, at Herren føiet det saa. Derfor vil jeg, om jeg end ikke kan fatte eller forstaa hans førelser med mig, sætte min lid til ham og være forvisset om, at han gjør alting saare vel.

”Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!”