Den trofaste forjætter
af John Ross Macduff

Den 18de dag
”Han er trofast, som gav Forjættelsen”. (Ebr. 10, 23.)

”Den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde støde ud.” (Joh 6,37)

”Støde ud!” Min sjæl! Hvor ofte havde du ikke fortjent at blive stødt ud! Du har ofte stødt din Gud bort, - kunde han da ikke ofte havt grund til at bortstøde dig? Jo! Han kunde have kastet dig bort, for som en vissen og ufrugtbar gren at fortæres af hans vredes ild. Og dog, tiltrods for al den utaknemmelighed, hvormed du har gjengjældt hans ufortjente overbærelse med dig, erklærer han endnu: ”Saa sandt jeg lever, siger den Herre, Herre, jeg har ikke behagelighed i den ugudeliges død.” (Ezech 33,11) Dine synder er kanske utallige som havets sand, - tanken paa deres afskyelighed er kanske nær ved at overvælde dig; men vær stille! Din langmodige Gud venter paa at kunne være dig naadig. O lad dig bøie og dybt ydmyge af din synd, beslut paanyt at overgive dig til Herren, og naar du saaledes kommer, da vil han ingenlunde støde dig ud. Fortvivl ikke paa grund af dine mange synder og overtrædelser, - dine synder er vel store, men Kristi fortjeneste er endnu større. Han er villig til at glemme alt det forbigangne, dersom du kun elsker ham og vil være ham lydig. ”Simon, Jonas søn, elsker du mig?” (Joh 21,15.) Ak! Hvor forskjellig er Guds dom fra menneskets! Efter saadanne synder som dine vilde menneskets dom have været: ”Jeg vil ingenlunde modtage dig!” Men det er bedre at falde i Guds end i menneskets hænder; thi han siger: ”Jeg vil ingenlunde støde dig ud!”

”Kom det Ord i hu til din tjener, paa hvilket du lod mig haabe!”