|
Gamle tekster
Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray
Tredie dag - Kristus som konge
"Og han sagde: Sandelig, siger jeg eder, nogle af dem, som staar her, skal ingenlunde smage Døden, før de har set Guds Rige komme med Kraft".
DET første Kendetegn paa Menigheden: Kristus som Konge.
Baade Kristus og Johannes prædikede, at Guds Rige var nær. I vor Tekst sagde Kristus, at det vilde blive i nogle af deres Levetid, som hørte paa ham, at Riget skulde komme i Kraft. Det kunde ikke betyde andet, end at Riget, naar han som Konge havde besteget Faderens Trone, skulde blive aabenbaret i sine Disciples Hjerter ved Hellig Aandens Kraft. I Himmeriges Rige vil Guds Vilje altid blive gjort; i Hellig Aandens Kraft skulde hans Disciple gøre hans Vilje, just som den blev gjort i Himlen.
Kendetegnet paa, hvad et Rige er, skal ses paa Kongen. Kristus hersker nu som Gud og Menneske paa Faderens Trone. Paa Jorden er der ingen Legemliggørelse eller ydre Aabenbaring af Riget; dets Kraft ses i deres Liv, som det regerer. Kun i Menigheden, Kristi Lemmer, kan det forenede Legeme ses og kendes. Kristus lever og bor og hersker i deres Hjerter. Vor Herre selv lærte, hvor inderligt Samfundet vilde blive. "Paa den Dag skal I kende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder". Næst efter Troen paa hans Enhed med Gud og hans højeste Magt vilde blive Erkendelsen af, at de levede i ham og han i dem.
Dette maa være vor Lære, hvis vi skal følge i Disciplenes Fodspor og faa Del i deres Velsignelse, saa at vi maa kende, at Kristus virkelig bor i og styrer vore Hjerter. Vi maa kende, at vi lever i ham og i hans Kraft er i Stand til at opfylde alt, hvad han vil, vi skal gøre. Hele vort Liv maa vies vor Konge og Tjenesten i hans Rige.
Dette velsignede Forhold til Kristus vil fremfor alt betyde dagligt Samfund med ham i Bøn. Bønslivet skal være en vedvarende og uafbrudt Øvelse. Saaledes kan hans Folk fryde sig over deres Konge og i ham mere end sejre.
|