Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray

Ellevte dag - Evangeliets Tjeneste.

"Den Sandheds Aand, som udgaar fra Faderen, han skal vidne om mig. Men ogsaa I skal vidne; thi ogsaa I var med mig fra Begyndelsen". Joh. 15, 26. 27.

Mine Vidner — dette henviser ikke blot til alle Troende, men især til Evangeliets Forkyndere. Dette er den høje Kaldelse, og ogsaa den eneste Kraft til at prædike Evangeliet: i alle Ting at være et Vidne for Jesus,

Dette giver os to store Sandheder. Den første: Prædikanten maa med alt det, som han lærer af Guds Ord, eller efter Forsamlingens Behov, fremfor alt prædike selve Kristus. Dette gjorde de første Disciple. "De holdt ikke op med at prædike og forkynde Jesus Kristus i hvert Hus". Dette var, hvad Filip gjorde i Samaria. "Han prædikede Kristus for dem". Og saaledes skriver Paulus: "Jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder, undtagen Jesus Kristus og ham korsfæstet".

Evangeliets Tjener maa aldrig glemme, at det særlige er for dette, han er taget afsides: med Hellig Aanden at blive et Vidne for Kristus. Naar han gør dette, skal Syndere finde Frelse, og Guds Børn skal blive helliget og skikket til hans Tjeneste. Kun saaledes kan Kristus taa Plads i sit Folks Hjerte og rundt omkring i Verden.

Meu der er anden Tanke af ikke mindre Vigtighed. Og det er, at Læren altid maa være et personligt Vidnesbyrd om Erfaringen af, hvad "Kristus er og kan gøre. Naar denne Tone lyder, bringer Hellig Aanden Budskabet som en levende Virkelighed til Hjertet. Det er dette, som skal danne de Troende, saa de kan vandre i; et saadant Samfund med Jesus Kristus, at han kan aabenbare sig gennem dem. Og dette vil føre dem til Erkendelsen af den aandelige Sundheds uafviselige Hemmelighed: Bønslivet i daglige Samfund, i barnlig Kærlighed og sand Hengivelse med Faderen og Sønnen.

Hvilken overvældende Sag for Enheden i Bøn: mellem Troende og Forkyndere at opelske den Hellig Aandens Glæde, hvori Munden ud af Hjertets Overflødighed taler til Pris og Ære for vor velsignede Forløser, Jesus Kristus vor Herre.