Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray

Fjortende dag - Det første bedemøde.

"Alle disse holdt samdrægtig ved i Bønnen sammen med nogle Kvinder", Ap. G. 1, 14.

DEN første Menigheds sjette Kendetegn: at vente paa Faderens Forjættelse i forenet Bøn.

Det er vanskeligt at danne et rigtigt Begreb om dette første Bedemødes uudsigelige Vigtighed i Rigets Historie, et Bedemøde, som var den simple Opfyldelse af Kristi Bud, Det skulde for alle Tider være Indbegrebet af den eneste Betingelse, hvorpaa hans Nærværelse og Aand skulde kendes i Kraft. Heri har vi den hemmelige Nøgle, som aabner Himlens Forraad med alle dens Velsignelser.

Kristus havde bedt om, at Disciplene maatte blive eet, ligesom han og Faderen var eet - fuldkonmmen eet - at Verden maatte kende, at Gud elskede dem, som han elskede Kristus. Hvor langt Disciplene var fra en saadan Stilling, da Kristus bad denne Bøn, ser vi af Striden mellem dem ved Herrens Bord om, hvem der skulde være den største. Først efter Opstandelsen, efter Kristi Himmelfart, skulde de - efter de ti Dages Fællesbøn - føres til den Kærlighedens og Formaalets hellige Enhed, som skulde gøre dem til eet Legeme i Kristus, beredt til at modtage Aanden i al dens Kraft.

Hvilket Bedemøde! Frugten af Kristi Arbejde i Løbet af hans 3 aarige Samvær med dem. Adams Legeme blev skabt, før Gud indblæste sin Aand i ham. Og saaledes maatte Kristi Legeme ogsaa først dannes, inden Aanden tog det i Besiddelse.

Dette Bedemøde giver os Rigets Love for stedse. Hvor Kristi Disciple er bundet til hverandre i Kærlighed, og hengiver sig selv helt til ham i udelt Helligelse, der vil Aanden blive givet fra Himlen som Guds anerkendende Segl, og Kristus vil vise sin mægtige Kraft. Et af den nye Tids Tegn er den forenede, uophørlige Bøn, som naar langt, og som krones med Hellig Aandens Kraft. Har vi ikke her Grunden til, naar vore Bønner for en stor Del er begrænset til vor egen Menighed eller vore egne Interesser, at Svaret ikke kan komme med saadan Kraft, som vi forventede det?