Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray

Treogtyvende dag - Disciplenes bøn.

"Ålle disse holdt samdrægtig ved i Bønnen", Ap.G.1, 14.
"Og de holdt trolig fast ved Bønnen". Ap.G. 2,42.

HVILKEN Lære vilde det ikke være for os i Bønnens Skole at faa en klar Opfattelse af, hvad denne vedvarende og samdrægtige Bøn betød for Disciplene.

Tænk blot paa Genstanden for deres Begær. Hvor ufuldkommen deres Tanker angaaende den velsignede Aand end var, saa vidste de dog dette, fra Jesu Ord "det er eder gavnligt, at jeg gaar bort", at Aanden vilde give den herliggjorte Kristus i deres Hjerter paa en Maade, som de aldrig havde kendt ham før. Og det vilde blive ham selv, som i Guds Aands mægtige Kraft skulde være deres Styrke i det Arbejde, hvortil han havde kaldt dem.

Med hvilken Tillid forventede de ikke Forjættelsens Opfyldelse. Havde ikke Mesteren, som havde elsket dem saa højt, givet dem Forsikringen om, hvad han vilde sende ned over dem fra Faderens Trone i Himlen?

Og med hvilken Inderlighed og Udholdenhed de bad! Under Lovprisningen og Taksigelsen, som fyldte deres Hjerter, naar de tilbad deres Herre i Himlen, mindedes de alt, hvad han havde lært dem om indtrængende Bøn, i Forvisning om, at hvor længe Svaret end kunde lade vente paa sig, saa vilde han dog forvist opfylde deres Ønsker. Lad os fylde vore Hjerter med saadanne Tanker, indtil vi erfarer, at den selvsamme Forjættelse, som blev givet Disciplene, gives os, og at vi ogsaa, selv om vi Dag og Nat skal raabe til Gud, kan regne med, at Faderen vil svare vore Bønner.

Og saa - og dette ikke mindst - lad os saa tro, at som de holdt eendrægtigt ud i Bøn, maa vi ogsaa forene os som een Mand, naar vi fremsætter vore Begæringer, selv om vi ikke kan være sammen paa et Sted. Vi kan - i den Kærlighed, hvorved hans Aand gør os til eet, og i den enkeltes Erfaring af vor Herres Nærværelse, der sammen med Brødrene paakalder det velsignede Navn - vi kan kræve Forjættelsen om, at vi ogsaa maa fyldes med Hellig Aanden.