Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray

Femogtyvende dag - Paulus' begæring efter bøn.

"Ogsaa for mig, at min Mund maa oplades, og Ordet maa gives mig til at kundgøre med Frimodighed Evangeliets Hemmelighed, at jeg maa tale med Frimodighed deri, som jeg bør tale". Ef. 6, 19. 20.

OS for mig - hvilket Lys kaster disse Ord ikke over den dybe Virkelighed i Paulus' Tro paa Bøns absolute Nødvendighed og underfulde Kraft. Lyt blot efter, hvad han vil, at de skulde bede. "At Ordet maa gives mig, at jeg maa oplade min Mund, at jeg med Frimodighed maa tale deri, som jeg bør tale". Paulus havde nu været Evangeliets Tjener i mere end 20 Aar. Man skulde mene, han havde saadan en Erfaring i at tale og prædike, at det maatte være ham naturligt at tale frimodigt, som han burde det. Men saa dyb er hans Overbeving om hans egen Uduelighed og Ringhed, saa absolut er hans Afhængighed af guddommelig Undervisning og Kraft, at han føler, at han uden direkte Hjælp fra Gud ikke kan gøre Arbejdet, som det bør gøres. Følelsen af hans fuldkomne og uforannderlige Afhængighed af Gud, som var med ham og lærte ham, hvad og hvorledes han skulde tale, er Grunden til al hans Tillid og Grundtonen i hele hans Liv.

Men der er mere. Han havde i alle disse 20 Aar utallige Gange været under Forhold, hvor har maatte kaste sig ind til Gud alene, uden at nogen hjalp ham i Bøn. Og dog er hans dybe aandelige Indsigt i Guds Legemes Enhed og i hans egen bogstavelige Afhængighed af andres Bønner saaledes, at han beder om deres Forbøn med al Bøn og Paakaldelse i Aanden, og være aarvaagne deri med al Bøn og Vedholdenhed, og beder om, at de ikke vil glemme at bede for ham. Saa lidt som en Bryder har Raad til at undvære Hjælp af sit Legemes svageste Lem i den Kamp, han er optaget af, kunde Paulus undvære de Troendes Bøn.

Hvilket Kald til os i det tyvende Aarhundrede, at vaagne op til Bevidsthed om, at Kristus, vor Forbeder i Himlen, og alle de hellige her paa Jorden er optaget af én stor Strid, og at det er vor Pligt at fremkalde og opelske Gaven af uophørlig Bøn om Guds Aands Kraft i alle hans Tjenere, at alle maa gives guddommelig Ord, og at alle maa tale med Frimodighed, som det sig bør.