Fællesbønnens hemmelighed
af Andrew Murray

Enogtredivte dag - Et personligt kald

"Vi forlader os ikke paa os selv, men paa Gud, som friede os og frier os endnu". 2. Kor. 1,9. 10.
"Hine forkynder Kristus ikke rent, men med den Tanke at føje Trængsel til mine Lænker. Thi jeg ved, at det skal blive mig til Frelse. formedelst eders Bøn og Jesu Kristi Aands Bistand!" Fil, 1, 16-19.

SAADANNE Tekster som disse beviser, at der endnu var Kristne i Menigheden under Hellig Aandens Kraft, med hvem Paulus kunde regne hvad angaar virkelig, formaaende Bøn. Naar vi søger Kristne til at bede uden Ophør, siger et stort Antal roligt og afgjort, at saadan et Liv er dem ikke muligt. De har ingen særlige Gaver for Bøn; de har ikke det faste Begær efter at herliggøre Kristus ved Sjæles Frelse; de har endnu ikke lært, hvad det vil sige: under Kristi overvældende Kærligheds Magt at leve ikke tor dem selv, men for ham, som døde for dem og opstod igen.

Og dog er det til saadanne, vi bringer Kaldet om at hengive sig til en Overgivelse af ganske Hjerte for at leve helt for Kristus. Vi spørger dem, om de dog ikke skammer sig over det selviske Liv, som simpelthen bruger Kristus som en behagelig Maade at undslippe Helvede paa og sikre sig en Plads i Himlen. Vi kommer til dem med den Forvisning, at Gud kan forandre deres Liv og fylde deres Hjerter med Kristus og hans Hellig Aand. Vi beder dem tro, at med Gud er alle Ting mulige. Han kan og vil, ja snarere, længes inderligt efter at føre dem til Faderhuset, til Glæden ved hans Ansigts Lys og Tjeneste, Et Skridt paa Vej til Opnaaelse af dette vil være, at de lytter til Kaldet til Mænd og Kvinder, som hver Dag og hele Dagen i Kraft af Kristi blivende Nærhed vil leve i den uophørlige Forbøns Aand: at alle hellige maa faa Hellig Aandens Kraft og Erkendelsen af, at dette er intet mindre end en Pligt, et Offer, som Kristi Kærlighed har Ret iil at kræve, og at han ved sin Aand virkelig vil arbejde i Det Menneske, som — hvor langt det end kan være kommet bort, - lyder Kaldet, naar det kommer fra Kristus, og drages nær til Gud i ydmyg Bøn om den nødvendige Naade, har taget det første Skridt paa den Sti, som fører til Samfund med Gud, til ny Tro paa og Liv i Kristus Jesus, og til at overgive sig helt til den Aandens Forbøn, som vil bringe Pinse tilbage til Guds-Folkets Hjerter.