Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

FØRSTE KAPITEL
VOR STORE MANGEL.

"I har ikke, fordi I ikke beder" Jak. 4, 2.
"Og han saa, at der ingen var, og han undrede sig saare, at der var ingen Midler" Es. 59, 16.
"Der er ingen, som påakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig" Es. 64, 6.

Ved et Møde i Wellington (Sydafrika) til Uddybelse af det aandelige Liv var Formiddagsmøderne helliget Bøn og Forbøn. Der var rig Velsignelse baade ved at høre, hvad Guds Ord lærer os om Nødvendigheden deraf og Kraften derved, og ved at deltage i fortsat Fællesbøn. Mange mærkede, at vi kendte alt for lidt til udholdende, paatrængende Bøn, og at dette just er Kirkens allerstørste Behov.

I Løbet af de to sidste Maaneder har jeg deltaget i adskillige større Møder. Ved det første, en hollandsk Missionskonference i Langlaagte, var Bøn valgt som Hovedemne for Talerne. Ved det næste, i Johannesburg, udtalte en kristen Forretningsmand som sin sikre Overbevisning, at det, Kirken nu mest af alt trængte til, var mere af Guds Aand og mere Udøvelse af Forbøn. En Uge senere holdt vi et hollandsk Præstekonvent i Oranje Fristaten. Efter to Dages Møder om Helligaandens Gerning tilbragte vi tre Dage med indgaaende Drøftelse af vort Forhold til Bønnens Aand. Ved de Præstekonventer, der holdtes i Forbindelse med de fleste efterfølgende Konferencer, førtes vi stadig til at tage dette Emne op, og overalt lød den Bekendelse: Vi beder altfor lidt! Og samtidig viste der sig en Frygt for, at der under Pligtarbejdets voldsomme Tryk og Sædvanens Magt, næppe kunde være Haab om nogen større Forandring.

Jeg kan ikke sige, hvilket dybt Indtryk disse Samtaler gjorde paa mig, mest af alt ved Tanken om, at der skulde findes noget som Haabløshed blandt Guds Tjenere overfor Muligheden af at naa en fuldstændig Forandring og en virkelig Frigørelse fra en Fejl, som ikke blot var en Hindring for vor egen Glæde i Gud, men for Kraften til at udføre Hans Tjeneste. Og jeg bad Gud om ikke blot at give mig Ord, der kunde hjælpe til at henlede Opmærksomheden paa det syndige heri, men som i særlig Grad kunde opvække Troen og Forvisningen om, at Gud ved sin Aand vilde gøre det muligt for os at bede, som vi bør.

Lad mig for deres Skyld, som aldrig har tænkt over Sagen, begynde med at fremstille nogle af de Kendsgerninger, som viser hvor almindelig Bevidstheden om at komme tilkort i denne Henseende er.

Dr. Whyte, Edinburgh, udtalte i en Tale til Præster, at han som ung Præst havde den Opfattelse, at al den Tid, han fik til Raadighed fra sin Præstegerning, burde han bruge til Studiet. Han ønskede at yde sine Tilhørere det bedst mulige. Men nu havde han lært, at Bøn var af større Betydning end Studium. Han følte, at det næsten var for sent at indvinde, hvad han havde forspildt, og opfordrede indtrængende sine Brødre til mere Bøn. Hvilken højtidelig Bekendelse og hvilket advarende Tilraab fra en, der staar blandt de første: Vi beder altfor lidt.

Ved Regent Square Konventet for to Aar siden blev Emnet drøftet i en Samtale med en kendt Londoner-Præst. Han hævdede kraftigt, at dersom saa megen Tid skulde bruges til Bøn, vilde det have til Følge, at bydende Pligter blev forsømt. "Der er Morgenposten før Frokost med en halv Snes Breve, som skal besvares. Saa er der Bestyrelsesmøder, som venter paa en med utallige andre Opgaver, mere end nok til at optage Dagen. Det er vanskeligt at se, hvordan det skal blive gjort."

Mit Svar gik hovedsageligt ud paa, at det simpelthen var et Spørgsmaal om, hvorvidt Guds Krav paa vor Tid og Opmærksomhed er vigtigere end Menneskers. Dersom Herren venter at møde os i Bønnen for at give os Velsignelse og Kraft fra Himlen til at udføre hans Gerning, saa vilde det være sneversynet at stille andet Arbejde paa den Plads, som Gud og det at bie paa ham skal have.

Ved et af vore Præstemøder udtalte Lederen af et stort Distrikt sig saaledes om Spørgsmaalet: "Naar jeg staar op om Morgenen, tilbringer jeg før Frokost en halv Time i min Stue alene med Gud ved Bøn og Læsning af Ordet. Saa gaar jeg ud til Dagens mangfoldige Opgaver. Jeg tror ikke mange Øjeblikke svinder for mig, uden at jeg i dem aander i Bøn om Guds Førelse og Hjælp. Efter mit Dagværk trækker jeg mig tilbage i Stilhed og taler med Gud om Dagens Arbejde. Men til den indtrængende, afgjorte paatrængende Bøn, som Skriften taler om, kender jeg lidet." Hvad skal jeg tænke om et saadant Liv, spurgte han.

Vi kender alle Forskellen mellem den Mand, hvis Indtægter lige forslaar til at forsørge Familien og opretholde Forretningen, og den Mand, hvis Indtægt sætter ham i Stand til at udvide sin Forretning og hjælpe andre. Der kan være alvorligt kristent Liv, hvori der er Bøn nok til at forhindre Tilbagegang og lige holde sig oppe paa det Trin, som er naaet, men uden at der er videre aandelig Vækst. Stillingen er mere en Forsvarsstilling for at holde Stand imod Fristelser, end den er en Angrebsstilling, der tilsigter at naa højere op. Dersom det virkelig skal blive Sandhed med at vokse i Kraft ved en stor Oplevelse af Guds Magt til at helliggøre os og til at hente Velsignelse ned til andre, saa maa der mere maalbevidst udholdende Bøn til. Skriftens Ord om "at raabe Dag og Nat", at "blive vedholdende i Bøn", "at vaage og bede," at "blive hørt for sin Paatrængenheds Skyld," maa i nogen Grad blive vore egne Oplevelser, for at vi virkelig kan være Forbedere.

Allerede ved det næste større Møde kom det samme Spørgsmaal frem om end i en lidt anden Form, idet en Deltager udtalte: "Jeg er Leder af en Missionsstation med et vidt udstrakt Distrikt at sørge for. Jeg indser Nødvendigheden af megen Bøn, og dog levnes der mig næppe Tid dertil. Skal vi ligge under for dette? Eller vis os, hvordan vi skal opnaa, hvad vi ønsker!" Jeg indrømmede, at Indvendingen var almindelig og erindrede nogle Ord af en af vore højst skattede Sydafrika-Missionærer, som nu er gaaet hjem. Han havde den samme Beklagelse. "Om Morgenen Klokken fem møder de syge ved Døren og venter paa Medicin. Klokken seks kommer Typograferne, og jeg maa sætte dem i Arbejde og undervise dem. Klokken ni kalder Skolen paa mig, og til langt ud paa Aftenen er jeg ivrigt optaget af en stor Korrespondance." I mit Svar brugte jeg et hollandsk Ordsprog, der siger: "Hvad der er tungest, maa ogsaa veje mest." d. v. s. maa have første Plads, Guds Lov er uforanderlig; som det er paa Jorden, saadan er det med vort Forhold til Himlen, vi faar kun i samme Grad, som vi giver. Medmindre vi er villige til at betale Prisen og ofre saavel Tid som Kræfter og hvad der kan synes lovlige og nødvendige Pligter for det at faa de himmelske Gaver, kan vi ikke vente nogen større Oplevelse af Kraften fra det høje over vort Arbejde. Hele Forsamlingen gav med Beklagelse sin Tilslutning hertil; der var med Sorg blevet tænkt frem og tilbage over dette de utallige Gange, og dog stod de overfor alle disse paatrængende Krav, alle disse uopfyldte Beslutninger om at bede mere, alt dette, som spærrede Vejen frem. Jeg behøver ikke nu at sige, hvilke Tanker Samtalen videre førte til; Indholdet af dem vil findes i de følgende Kapitler af denne Bog.

Lad mig anføre endnu et Vidnesbyrd. Paa min Rejse traf jeg en af Cowley-Fædrene (En Slags Munkeorden indenfor den engelske Højkirke), som lige havde ledet et Helliggørelsesmøde for engelske Præster. Det interesserede mig at høre om hans Maade at undervise paa. I Samtalens Løb brugte han Udtrykket "Arbejdets adspredende Virkning," og det kom frem, at det var en af de største Vanskeligheder baade for ham selv og andre. For hans eget Vedkommende gjaldt det, at han i Følge sine Embedsløfter var forpligtet til særlig at vie sig til Bøn. Men det forekom ham overordentlig vanskeligt. Hver eneste Dag skulde han besøge fire forskellige Kvarterer i den By, han boede i. Hans Forgænger havde efterladt ham en Mængde Hverv i Bestyrelser, hvor man ventede, at han skulde gøre alt Arbejdet; det var som alt sammensvor sig for at afholde ham fra Bøn.

Alle disse Vidnesbyrd gør det sikkert tilstrækkelig klart, at Bøn ikke har den Plads, den bør have i Præsters og andre Kristnes Liv; at vor Kommen tilkort er noget, enhver er rede til at bekende; og at Vanskelighederne paa Vejen til Frigørelse er af en saadan Art, at det at komme tilbage til et sandt og fuldkomment Bønnens Liv næsten er umuligt. Lovet være Gud - "hvad der er umuligt for Mennesker, er muligt for Herren!" "Gud mægter at lade al Naade rigelig tilflyde eder, for at I i alle Maader til enhver Tid maa have aldeles nok og saaledes have rigeligt til al god Gerning" (2. Kor. 9, 8). Lad os stole paa, at Guds Kald til megen Bøn ikke behøver at være en Byrde og en Anledning til idelig Selvfordømmelse. Det er hans Vilje, at det skal være en Glæde. Han kan gøre det til en aandelig Velsignelse, der giver os Styrke til al vor Gerning og henter hans Kraft ned til at arbejde blandt vore Medmennesker. Lad os ikke frygte for helt at bekende den Synd, som pletter os og i vor almægtige Frelsers Navn vende os imod den. Def samme Lys, som viser os vor Synd, og dømmer os for den, vil vise os Vej ud af den ind i det Frihedens Liv, der er Gud velbehageligt. Dersom vi lader dette ene Punkt, Utroskab i Bøn, overbevise os om den dybeste Mangel i vort Trosliv, saa vil Gud bruge denne Opdagelse til ikke alene at give os den Kraft til at bede, som vi længes efter, men Glæden ved et nyt og sundt Liv, i hvilket Bønnen er den naturlige Livsytring.

Og hvor gaar nu Vejen, ad hvilken vor Bevidsthed om manglende Bøn kan blive et Middel til Velsignelse, kan blive Indgangen til en Sti, paa hvilken det onde besejres? Hvordan kan vor Forbindelse med Faderen i vedholdende Bøn og Forbøn blive hvad den skal være, om vi og Verden omkring os skal velsignes derved? Det forekommer mig, at vi bør gaa tilbage til Guds Ord og undersøge, hvilken Plads Gud vil, at Bønnen skal have hos hans Børn og i hans Kirke. Et nyt Syn paa, hvad Bøn er i Overensstemmelse med Guds Vilje, hvad Bøn kan være af Guds Naade, vil frigøre os fra hine vage, snevre Betragtninger, som ligger til Grund for vor Mangel. Eftersom vi faar Indblik i det fornuftmæssige og retmæssige i denne guddommelige Anordning og kommer til fuld Overbevisning om, hvor vidunderligt den samstemmer med Guds Kærlighed og vor Lykke, vil vi blive friede fra det falske Indtryk, at den skulde være en vilkaarlig Befaling. Vi vil komme til med hele vort Hjerte og Sjæl at bifalde den og fryde os ved den, som den eneste Vej til at hente Himlens Velsignelse til Jorden. Enhver Tanke om Pligt og Byrde, om, Selvstræb og Anstrengelse vil svinde bort i den velsignede Tro, at ligesaa simpelt som Aandedrættet er i det naturlige Liv, vil det at bede blive i det kristne Liv, som ledes og fyldes af Guds Aand.

Alt som vi optages af at modtage denne Lære om Bøn af Guds Ord, føres vi til at se, at vor Mangel paa Bønnens Liv skyldes Mangel paa Aandens Liv. Bønnen er en af de mest himmelske og aandelige Funktioner i Sjælelivet. Hvor skulde vi kunne vente at opfylde den til Guds Velbehag, uden at vor Sjæl var fuldkommen sund og hele vort Liv indordnet under og fyldt af Guds Aand? Forstaaelsen af den Plads, Gud vil, at Bøn skal have, og som den kun kan faa i et helstøbt kristent Liv, vil vise os, at vi ikke har levet det sande, det rige Liv, og at enhver Tanke om at bede mere og med større Virkning vil være forgæves, med mindre vi lever tættere ind til vor velsignede Herre. Kristus er vort Liv, Kristus lever i os saa virkeligt, at hans Liv i Bøn her paa Jorden og i Forbøn i Himlen aandes ind i os i samme Grad, som vor Overgivelse til ham muliggør det, og vi i Tro modtager det. Jesus Kristus er Læge for al Sygdom, Sejrherre over alle Fjender, Befrier fra al Synd; dersom vor Synd lærer os paany at vende os til ham, og vi i ham finder den Naade, han giver os til at bede, som vi bør, vil Ydmygelsen deri blive vor største Velsignelse. Lad os endrægtig bede Gud om at besøge vore Sjæle og gøre os skikkede til Forbønnens Gerning, som i Øjeblikket er Kirkens og Verdens allerstørste Behov. Lad os genopvække den slumrende Gave, som ligger ubrugt, og lad os samle, indøve og forene saa mange, vi kan, til at være Guds Paamindere, der ikke lader ham Ro, før han gør sin Kirke til en Lovprisning paa Jorden. Intet uden indtrængende, troende Bøn kan møde den stærke Versligheds Aand, som der over alt klages over.