Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

ANDET KAPITEL
AANDSMEDELSE OG BØN.

"Dersom da I, som er onde, ved at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himlen give den Helligaand til dem som beder ham?" Luk. 11, 13.

Kristus har lige i Vers 9 sagt: "Bed, og der skal gives eder." Guds Gave er uadskillelig forbunden med vor Bøn derom. Han henviser her særligt til den Helligaand. Saa vist som en jordisk Fader giver sit Barn Brød, giver Gud den Helligaand til dem, der beder ham derom. Aandens hele Tjeneste øves efter den ene store Lov: Gud maa give, vi maa bede. Da Aanden blev udgydt paa Pinsedagen med en Strøm, som aldrig ophører, var det som Svar paa Bøn. Dens Indflydelse i det troende Hjerte og dens Strøm derfra som levende Vand afhænger for stedse af den Lov: "Bed, og det skal gives."

Som vi allerede har sagt, trænger vi ikke blot til at bekende vor Mangel paa Bøn, men ogsaa til en klar Opfattelse af Bønnens Plads i Guds Frelsesplan. Og den vil vi neppe noget Sted se tydeligere end i Apostl. Gern. Beretningen om Kirkens Fødsel ved Aandens Udgydelse og Menighedens første friske Liv i Aandens Kraft, vil lære os, at Bøn paa Jorden - enten som Aarsag eller Virkning - er ligefrem Maalestok for, hvad Kirken ejer af Aand fra Himlen.

Vi begynder med de kendte Ord i Ap. G. (1. 14; 2. 1, 4, 14). "Alle disse var endrægtig vedholdende i Bønnen." Og derefter følger: "Og da Pinsefestens Dag kom, var de alle endrægtig forsamlede . . . og de blev alle fyldte med den Helligaand ...og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusind Sjæle til." Det store Frelsesværk var fuldført. Helligaanden var lovet dem af Kristus »om ikke mange Dage". Han sad nu paa sin Trone og modtog Aanden fra Faderen. Men alt dette var ikke nok. Endnu eet behøvedes: Disciplenes forenede vedholdende Bøn, som beredte Disciplenes Hjerter, som aabnede Himlens Vinduer (2. Kong. 7,2) og hentede den lovede Gave ned. Lige saa lidt som Aandens Kraft kunde gives uden Kristus paa Himlens Trone, ligesaa lidt kunde den stige ned uden Disciplene ved Tronens Fod. Fra Kristi Kirkes Fødsel vil denne Lov være gældende for alle kommende Tider, at hvad der end ellers findes paa Jorden, Aandens Kraft den maa bedes ned fra Himlen. Det Maal, der er af troende vedholdende Bøn, betegner ogsaa Maalet af Aandens Gerning i Kirken. Maalbevidst, stærk Bøn er det, vi har Behov.

Se hvor dette bekræftedes i 4. Kapitel. Peter og Johannes er blevet bragt for Raadet og truet med Straf. Da de vendte tilbage til deres Brødre og meddelte, hvad der var sagt til dem, "opløftede de endrægtigt Røsten til Gud," og bad om Frimodighed til at forkynde Ordet. "Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de var forsamlede, og de blev alle fyldte med Helligaanden, og de talte Guds Ord med Frimodighed. Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl . . . Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrd om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle." Det er, som om Beretningen om Pinsen gentages med Bønnen, Husets Rystelse, Aandens Udgydelse og Guds Ords Forkyndelse med Frimodighed og Kraft, den store Naade over dem alle og Menighedens Enhed og Kærlighed - ligesom for eftertrykkeligt at indprente det i Kirkens Hjerte: det er Bøn, der ligger til Grund for Kirkens aandelige Liv og Kraft. Kun i samme Grad, som vi beder derom, kan Gud give os sin Aand. Han giver som en Fader til den, der beder til ham som et Barn.

Vi gaar videre til det 6. Kapitel. Der ser vi, at da der opstod Knurren paa Grund af Tilsidesættelse af Hellenisterne ved Uddeling af Almisser, foreslog Apostlene at udvælge Fattigforstandere til at tjene ved Bordene. "Vi," sagde de, "vil holde troligt ved i Bønnen og Ordets Tjeneste." Det er ofte blevet sagt, og med Rette, at der ikke i nogen hæderlig Livsgerning findes noget, som, naar det holdes paa sin Plads underordnet Guds Rige, behøver at forhindre Samfundet med Gud. Mindst af alt bør et Arbejde som det at hjælpe de fattige være en Hindring for det aandelige Liv. Og dog følte Apostlene, at det vilde forhindre dem i Bønnens og Ordets Tjeneste. Hvad lærer dette os? At den sædvanlige stadige Modtagelse af Bønnens Aand i det Maal, som travl Virksomhed tillader det, ikke er nok for dem, der skal være Kirkens Ledere. At holde Forbindelsen med Kongen paa Tronen klar og frisk, at drage hans. Riges Kraft og Velsignelse ned fra det høje ikke blot til Opretholdelse af vort eget aandelige Liv, men ogsaa af deres, som vi lever iblandt, stedse at modtage Vejledning og Styrke til det store Arbejde, der skal gøres - det gjorde det nødvendigt for Apostlene som Ordets Tjenere at fritages for andre Pligter, saa de kunde hengive sig til megen Bøn. Jakob skriver: "En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse i Guds og Faderens Øjne er dette at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel" (Jak. 1, 27). Om nogensinde noget var hellig Gerning, saa var det vel Omsorg for disse græske Enker. Og dog maatte selv saadanne Pligter vige for det særlige Kald at vie sig til Bøn og Ordets Tjeneste. Det er i Himmeriges Rige som paa Jorden, at der er Kraft i Arbejdets Deling; og medens nogle som Fattigforstanderne havde særligt Kald til at tjene ved Bordene og uddele Kirkens Almisser her paa Jorden, maatte andre fritages for at leve i stadig Bøn, som kunde sikre den uafbrudte Meddelelse af den himmelske Verdens Kræfter. En Kristi Tjener har den Særstilling: at vie sig lige saa meget til Bøn som til Ordets Tjeneste. I tro Lydighed mod denne Forordning ligger Hemmeligheden ved Kirkens. Magt og Fremgang. Som før saaledes efter Pinse var Apostlene Mænd, der viede sig til Bøn.

I 8. Kap. ser vi den nøje Forbindelse mellem Pinsens Gave og Bøn belyst fra et andet Synspunkt. I Samaria havde Filip prædiket til stor Velsignelse, og mange var kommet til Troen. Men den hellige Aand var endnu ikke faldet paa nogen af dem. Apostlene sendte da Peter og Johannes ned for at bede for dem, saa de kunde beredes til at modtage Helligaanden. Kraften til saadan Bøn var en større Gave end det at prædike - dens Udførelse tilkom de Mænd, der havde levet nærmest ved den herliggjorte Mester. Den Gerning var væsentlig til Fuldkommelse af det Liv, som Prædiken og Daab, Tro og Omvendelse kun havde gjort Begyndelsen til. I Sandhed, af alle den første Kirkes Gaver, som vi kunde længes efter at eje, er ingen haardere tiltrængt end Bønnens Gave - den Bøn, som kalder Helligaanden ned over de troende. Denne Magt gives til dem, der siger: "Vi vil vie os til Bøn."

Ved Aandens Udgydelse over Kornelius' Hus i Kæsarea har vi endnu et andet Vidnesbyrd om den vidunderlige indbyrdes Sammenhæng mellem Bøn og Aand, et nyt Bevis paa, hvad der skænkes den Mand, som hengiver sig til Bøn. Peter gik ved Middagstid op paa Husets Tag for at bede. Og hvad skete? Han saa Himlen aaben, og han fik et Syn, der for ham aabenbarede Hedningernes Frelse. Samtidig kom Budet med de tre Mænd fra Kornelius, en Mand, "som altid bad", og som havde hørt en Engel sige: "Din Bøn er hørt!" og derpaa kom Aandens Røst: "Gaa med dem!"" Det er den bedende Peter, som Guds Vilje aabenbaredes for, og som faar Bud om at gaa til Kæsarea, og som der bliver sat i Forbindelse med en bedende og forberedt Tilhørerskare. lntet Under, at der som Svar paa al denne Bøn fremvælder en Velsignelse over al Forventning, og at Helligaanden udgydes over Hedningerne. En Herrens Tjener, der lever i megen Bøn, vil blive ført ind i Guds Vilje paa en Maade, som han ellers ikke vilde kende noget til; han vil paa Steder, hvor han ikke venter det, blive bragt i Forbindelse med Mennesker, der beder, og vil modtage Velsignelse ovenfra langt 1over, hvad han beder eller tænker. Helligaandens Vejledning og Kraft er i lige Maade fast forbundet med Bøn.

Vort næste skriftsted vil vise os Menighedens Tro paa den Kraft, som Kirkens Bøn har hos sin herliggjorte Konge, idet den viser sig ikke blot hos Apostlene, men i de troendes Fællesskab. I Kap. 12 har vi Fortællingen om Peter i Fænsglet Aftenen før Henrettelsen. Jakobs Død har fyldt Menigheden med en virkelig Angest for Fare, og Tanken om ogsaa at skulle miste Peter opvækker al dens Kraft. Den opfyldtes af Bon. V. 5: "men af Menigheden blev der holdt inderlig Bøn til Gud for ham." Den Bøn formaaede noget; Peter blev befriet. Da han kom til Maries Hus, fandt han »mange forsamlede til "Bøn." Stenmure og dobbelte Lænker, Soldater og Vogtere og Jernporten, alt maatte vige for den Himlens Kraft, som Bøn kaldte ned til hans Hedning. Hele det romerske Kejserriges Magt, som Herodes repræsenterede, var afmægtig lige overfor den Magt, som den aandsfyldte Menighed udfoldede i Bøn. De stod i nær og levende Forbindelse med deres Herre i Himlen; de vidste saa sikkert, at Ordene: "mig er given al Magt" og "se, jeg er med eder alle Dage," var absolut sande; de havde en saadan Tro til hans Løfte om at høre dem, hvad de saa end bad om, saa de bad i Forvisningen om, at Himlens Kræfter kunde virke paa Jorden og vilde virke ved deres Bøn og til deres Betryggelse. Apostelkirken stolede paa Bøn og brugte den.

Endnu skal anføres et Eksempel. paa Bønnens Plads og Velsignelse blandt Mænd, der var fyldt af Helligaanden. I 13. Kap. finder vi Navnene paa fem Mænd fra Antiokia, som særlig havde viet sig til Herrens Tjeneste ved Bøn og Faste. Deres Liv i Bøn var ikke forgæves: medens de holdt Gudstjeneste, fik de Guds Aand, som gav dem nyt Lys over Guds Planer. Han kaldte dem til sine Medarbejdere. Der var et Arbejde, til hvilket han havde kaldet Barnabas og Saulus; deres Part og Forret skulde være at udvælge disse Mænd under fornyet Faste og Bøn, og "lade dem gaa, udsendt af Helligaanden." Gud i Himlen vilde ikke sende sine udvalgte Tjenere ud uden Samarbejde med sin Menighed. Mennesker paa Jorden skulde have virkelig Del i Guds Arbejde. Det var Bøn, som gjorde dem skikkede og forberedte dem hertil; det var bedende Mænd, Helligaanden gav Myndighed til at gøre Gerningen og bruge hans Navn. Bønnens Tjeneste var Helligaandens Gerning.

Den eneste Hemmelighed, som betinger Kirkens Udbredelse, er den Dag i Dag Bøn, der fra Himlen ledes til at finde og udsende Mænd, som Gud har kaldet og fyldt med Kraft. Til Bøn vil Aanden henvise de Mænd, han udvælger; i Bøn, som særlig stiller dem under Aandens Førelse, vil han lønne dem med Bevidstheden om, at de er Mænd, "sendt af Helligaanden." Bøn er Baandet mellem Kongen i det høje og Kirken ved hans Fødders Skammel - det menneskelige Baand, som har sin guddommelige Styrke i Helligaandens Kraft, som virkes ved det.

Naar man ser tilbage paa disse Kapitler af Apostelkirkens Historie, hvor klart staar da ikke de to Sandheder fremhævet: hvor der er megen Bøn, vil der være megen Aand; hvor der er megen Aand, vil der være stedse stigende Bøn. Saa klar er den levende Forbindelse mellem disse to, at naar Aanden gives som Svar paa Bøn, vækker den altid mere Bøn om at berede en større Aabenbarelse af og Forbindelse med hans guddommelige Magt og Naade. Dersom Bøn saaledes var den Magt, hvorved den første Kirke blomstrede op og sejrede, er den saa ikke det ene, som vor Kirke trænger til? Lad os lære, hvad der bør regnes som en Grundsætning i vor Kirkes Arbejde: Himlen er endnu lige saa rig paa aandelig Velsignelse som dengang. Gud vil stadig gerne give Helligaanden til dem, der beder ham. Vort Liv og vort Arbejde er stedse lige saa afhængigt af den umiddelbare Meddelelse af guddommelig Kraft, som deres var det i Aposteltiden. Bøn er stedse det udvalgte Middel til at drage disse himmelske Velsignelser med Kraft ned over os selv og vore Omgivelser. Gud søger bestandig Mænd og Kvinder, som med al deres øvrige Tjeneste bestandig for Gud vil indvie sig særlig til vedholdende Bøn.

Og vi - du min Læser og jeg - kan virkelig faa den Gave, som det er at overgive os til Gud for at arbejde i Bøn, og bringe disse Velgerninger ned til Jorden. Skal vi ikke bønfalde Gud om at gøre hele denne Sandhed saa levende for os, at vi ikke maa hvile, før den vinder Sejr i os, og vort hele Hjerte bliver saadan fyldt deraf, at vi regner Forbønnens Tjeneste som vor højeste Forret, og vi i den finder vort eneste og sikre Middel til Velsignelse for os selv, for Kirken og for Verden.