Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

TREDJE KAPITEL
ET FORBILLEDE PAA FORBØN.

"Og han sagde til dem: Om nogen af eder har en Ven og gaar til ham ved Midnat og siger til ham: Kære, laan mig tre Brød, efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham, og hin saa svarer derindefra og siger: vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn er med. mig i Seng; jeg kan ikke staa op og give dig det: da, siger jeg eder, om han end ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til." Luk. 11, 5-8.

"Jeg sætter Vægtere paa dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde Dag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han faar gjort Jerusalem til Pris paa Jorden." Es. 62, 6-7.

Vi har i det foregaaende Kapitel set, hvilken Magt Bøn har. Den er den eneste Magt paa Jorden, som byder over Himlens Magt. Beretningen om de første Tider i Kirkens Historie er Guds Anskuelsesundervisning for at lære Kirken, hvad Bøn kan udrette, hvorledes den alene og aldeles sikkert kan drage de himmelske Rigdomme og Kræfter ind i det jordiske Liv.

Lad os lige gentage, hvad vi har lært om, at Bøn paa een Gang er uundværlig og uimodstaaelig. Saa vi ikke, hvorledes uanet og ubeskrivelig Kraft og Velsignelse er ophobet til os i Himlen - hvorledes den Kraft vil gøre os til en Velsignelse for Mennesker, og gøre os skikkede til ethvert Arbejde og til at møde enhver Fare, hvorledes den skal søges i stadig og udholdende Bøn, hvorledes de, der ejer den himmelske Magt, kan bede denne ned over andre, hvorledes det i alt Samkvem mellem Præster og Mennesker i alle Menighedens Foretagender er den eneste Hemmelighed, hvorpaa Fremgang beror, hvorledes den kan trodse al Verdens Magt og gøre Mennesker skikkede til at erobre Verden for Kristus? Det aandelige Livs Kraft, Guds egen Aands Kraft, Almagtens Kraft, venter paa at blive hentet ned ved Bøn.

I al denne Bøn var der kun liden Tanke om personlig Trang og Lykke. Det var Ønsket om at vidne for Kristus og bringe ham og hans Frelse til andre, det var Tanken om Guds Rige og hans Herliggørelse, som opfyldte disse. Dersom vi ønsker os befriede fra den Synd at forsømme Bøn, maa vi udvide vore Hjerter for Forbønnens Tjeneste. Dette stadig at bede for os selv er forkert. Det er ved Forbønnen for andre, at vor Tro og Kærlighed og Udholdenhed bliver vakt saaledes, at Aandens Kraft kan bruge os til Menneskers Frelse. Vi spørger, hvordan vi kan blive mere tro og vinde bedre frem i Bønnens Liv; lad os se, hvad Mesteren lærer os i Lignelsen om Vennen ved Midnatstid. Forbønnen for andre i deres Nød fremkalder den højeste Udøvelse af Troens formaaende Bøn. Forbøn er den mest fuldkomne Form for Bøn: det er den Bøn, Kristus stadig beder i det høje.

Lad os da lære, hvori sand Forbøn bestaar.

1. Læg Mærke til den tvingende Nød, deri har Forbønnen sit Udspring. Vennen kom ved Midnatstide - en ubelejlig Tid. Han var sulten og kunde ikke købe Brød. Dersom vi skal lære at bede ret, maa vi have et aabent Blik for Nøden omkring os.

Vi hører stadig om tusind Millioner Hedninger og Muhammedanere, som lever i Midnatsmørke, omkommer af Mangel paa Livets Brød. Vi hører om fem Hundred Millioner Navnkristne, hvoraf Størstedelen er lige saa uvidende og ligegyldige som Hedninger. Vi ser Millioner i den kristne Kirke, om end ikke uvidende eller ligegyldige, saa dog med alt for lidt Begreb om at vandre i Guds Lys eller Kendskab til Kraften i det Liv, der næres af Himlens Brød. Vi har hver især vore egne Kredse - Menigheder, Skoler, Venner, Missionskredse, hvor overalt den store Beklagelse er denne, at Lyset og Livet fra Gud mærkes for lidt. I Sandhed, dersom vi tror paa, hvad vi bekender, at Gud alene kan hjælpe, at Gud visselig vil hjælpe ved Svar paa Bøn, - saa burde al den Nød gøre os til Forbedere, til Mennesker, som gav Livet til Bønnens Tjeneste.

Lad os tage os Tid til at betragte og erkende Nøden. Hver ufrelst Sjæl gaar ud i det yderste Mørke, omkommende af Hunger, skønt der er mere end Brød nok, ja Overflod! Tredive Millioner dør hvert Aar uden Kendskab til Kristus. Vore egne Naboer og Venner, Sjæle, der er betroet os, dør uden Haab! Kristne omkring os lever et sygt, svagt Kristenliv uden Frugt! I Sandhed, der trænges til Bøn. Intet, intet uden Bøn til Gud om Hjælp kan nytte.

2. Læg Mærke til den beredvillige Kærlighed. Vennen tog den trætte, sultne ven ind i sit Hus, men ogsaa ind til sit Hjerte. Han undskyldte sig ikke med, at han ingen Brød havde: han begav sig ved Midnatstid ud for at søge noget til ham. Han ofrede sin Nattero, sin Magelighed for at skaffe det fornødne Brød. "Kærlighed søger ikke sit eget." Det er selve Kærlighedens Natur at fornægte og glemme sig selv for andres Skyld. Den tager deres Nød og gør den til sin egen, den finder sin egentlige Glæde i at leve og dø for andre ligesom Kristus gjorde det.

Af Kærlighed beder en Moder for sin fortabte Søn. Sand Kærlighed til Sjæle vil skabe Forbønnens Aand i os. En hel Del trofast og alvorligt Arbejde for vore Medmennesker kan muligvis gøres uden Kærlighed. Ligesom en Jurist eller Læge af Kærlighed til sit Fag eller i Kraft af en højtudviklet Pligttroskab kan vise megen sand Interesse for sine Klienter og Patienter uden at nære nogen særlig Kærlighed til dem, saaledes kan Kristi Tjenere gøre deres Arbejde med Troskab og endog selvopofrende Begejstring, uden at Kristi Kærlighed til Sjæle er særlig stærk hos dem. Det er denne Mangel paa Kærlighed, der er Skyld i, at vi naar saa lidt i vor Bøn. Naar vor Kærlighed til Fag og Arbejde, Lysten til Grundighed og Flid opsluges af en inderlig Hengivenhed for Kristus, vil den Kærlighed tvinge os til Bøn, fordi vi ikke har Fred i vor Gerning, om ikke Sjæle frelses. Sand Kærlighed maa bede.

3. Læg Mærke til hans Følelse af Magtesløsheden. Vi taler ofte om Kærlighedens Magt. I en Forstand er dette sandt; og dog har Sandheden sin Begrænsning, som ikke maa glemmes. Den stærkeste Kærlighed kan være yderst afmægtig. En Moder kunde være villig til at give sit Liv for sit døende Barn og dog ikke være i Stand til at frelse det. Vennen var ved Midnat saare villig til at give sin Gæst Brød, men han havde intet. Det var denne Følelse af Afmagt, af manglende Evne til at hjælpe, som nødte ham til at gaa til en anden og sige: »Min Ven er kommen til mig, og jeg har intet at sætte frem for ham.« Denne Bevidsthed om Magtesløshed hos Guds Tjenere er Styrken i Forbønnens Liv.

"Jeg har intet at sætte for dem": efter som denne Bevidsthed vaagner hos Præsten, Missionæren, Læreren eller andre Menighedsarbejdere, vil Forbøn blive deres eneste Haab og Tilflugt. Ejer jeg end Kundskab og Sandhed, et varmt Hjerte og Villighed til at ofre mig for dem, der er i min Varetægt, Brød fra Himlen kan jeg ikke give dem. Med al min Kærlighed og Iver "har jeg intet at sætte for dem." Velsignet være den Mand, der til Motto for sin Præstegerning har sat: "jeg har intet." Naar han tænker paa Dommens Dag, paa Sjælene, der er i Fare, naar han ser, hvilken overnaturlig Kraft og Liv, der behøves for at frelse Mennesker fra Synd, naar han ser, hvor yderst utilstrækkeligt alt, hvad han nogensinde kan yde, er til at give dem Liv, saa nøder dette, "jeg har intet", ham til at bede. Naar han tænker paa Midnatsmørket og de hungrende Sjæle, bliver Forbøn hans eneste Haab, ja det ene, hans Kærlighed kan ty til.

Lad os tage os denne Lære til Hjerte som en Advarsel til alle, der er stærke og kloge nok til at arbejde, og som en Opmuntring til alle dem, der er svage. Erkendelsen af vor egen Magtesløshed er selve Pulsen i Forbøn. Det enfoldigste, svageste Guds Barn kan nedbede Velsignelse fra den almægtige Gud.

4. Læg Mærke til Tilliden i hans Bøn. Hvad han ikke selv kan, kan en anden hjælpe ham til. Han har en rig Ven i Nærheden, som baade kan og vil give Brødet. Han er vis paa, at om han blot beder derom, skal han faa det. Denne Tro faar ham til at gaa hjemme fra ved Midnatstid: naar han ikke selv har Brød at give af, kan han bede en anden derom.

Hvor denne tillidsfulde Tro paa, at Gud vil give os, hvad vi trænger til, virkelig findes, vil der sikkert ikke være nogen Fare for, at vi lader være at bede. Og i Guds Ord finder vi alt, hvad der kan opvække og bestyrke saadan Tro i os. Ligesom Himlen for vort naturlige Syn er et stort Hav af Solskin, med Lys og Varme, som giver Jorden Skønhed og Frugtbarhed, saaledes viser Skriften os Guds sande Himmel, opfyldt af alle aandelige Velsignelser - guddommeligt Lys, Kærlighed og Liv, himmelsk Glæde og Fred og Kraft, alt straaler det ned over os. Biblen aabenbarer os, hvorledes Gud venter paa med Glæde at skænke disse Velsignelser som Svar paa Bøn. Gennem Tusinder af Løfter og Vidnesbyrd kalder og nøder Ordet os til at tro, at Bøn vil blive hørt, at hvad vi umuligt af os selv kan gøre for dem, vi ønsker at hjælpe, det kan erhverves ved Bøn. Der kan sandelig ikke være Tvivl om, at vi skal tro paa, at Bøn vil blive hørt, at de fattigste og svageste gennem Bøn kan uddele Velsignelser til dem, der trænger, og hver af os kan, om end vi er fattige, gøre mange rige.

5. Læg Mærke til den Paatrængenhed, der overtaler.

Vennens Tro mødte pludselig en uventet Hindring: den rige Ven afslaar hans Begæring: "Jeg kan ikke staa op og give dig det." Lidet havde det kærlige Hjerte regnet med denne Skuffelse - det kan simpelthen slet ikke gaa ind paa den. Den bedende presser paa med sin tredobbelte Anmodning: her er min nødlidende Ven, du har rigeligt, jeg er din Ven; og han nægter at modtage hans Afslag. Den Kærlighed, som fik ham til at aabne sin Dør midt om Natten og fik ham til at gaa hjemmefra paa den Tid, den maa sejre.

Dette er den vigtigste Lære af Lignelsen. I vor Forbøn maa vi være forberedte paa at opleve Vanskeligheder og Tøven med Guds Svar. Det kan være, som om Gud siger: "Jeg kan ikke give dig det." Det er ikke let, imod al Sandsynlighed, at fastholde vor Tillid til, at han vil høre, og at holde ud i Vished om, at vi skal faa, hvad vi beder om. Og dog er det dette, Gud søger hos os. Saa højt værd, sætter han vor Tillid til ham, den er den højeste Ære, Skabningen kan bevise Skaberen, at han vil gøre alt for at opøve os i at vise ham denne Tillid. Lykkelig den Mand, som ikke taber Modet ved Guds Tøven eller Tavshed eller ved et tilsyneladende Afslag, men som er stærk i Troen og giver Gud Æren. En saadan Tro holder ud, med Paatrængenhed om saa skal være, og kan ikke andet end opnaa Velsignelse.

6. Læg tilsidst Mærke til Visheden om en rig Belønning. "Jeg siger dig, for hans Paatrængenheds Skyld vil han give ham saa meget, som han behøver." O, at vi dog maatte lære med Sikkerhed at stole paa en rig Bønhørelse. »Lad ikke eders Hænder synke, thi der er Løn for eders Gerning« (2. Krøn. 15, 7).

Gid alle, som synes det er svært at bede meget, vilde fæste Blikket paa den rige Løn til Gengæld og i Tro lære at regne med den guddommelige Forsikring om, at Bøn ikke kan være forgæves. Dersom vi blot vil stole paa Gud og hans Trofasthed, vil Forbøn være det første, vi tager vor Tilflugt til, naar vi søger Velsignelse for andre, og det sidste vi maa mangle Tid til. Forbøn vil bringe os Glæde og Haab i Bevidstheden om, at alt efter som vi beder, saar vi en Sæd, der vil bære hundred Fold Frugt. Skuffelse er umulig: "Jeg siger dig, han vil staa op og give ham saa meget, som han behøver."

Lad dette være en Opmuntring for alle, der har Kærlighed til Sjæle, og for enhver Arbejder i Evangeliets Tjeneste. Den Tid, der er anvendt til Bøn, kan frembringe mere Velsignelse end den, der gives til Arbejde. Bøn alene giver Arbejdet Værdi og Fremgang. Bøn aabner Vejen for Gud selv til at gøre sin Gerning i os og gennem os. Lad vor Hovedopgave som Guds Budbringere være Forbøn: deri sikrer vi os, at Gud selv med sin Kraft følger os.

"Om nogen af eder har en Ven, og gaar til ham ved Midnat og siger til ham: Ven, laan mig tre Brød?" Denne Ven er ingen anden end vor Gud. Lad os dog lære, at i det dybeste Midnatsmulm, paa den mest ubelejlige Tid, naar vi i den største Nød maa sige om dem, vi elsker og skal sørge for: "Jeg har intet at sætte for dem," saa har vi en rig Ven i Himlen, en evig Gud og Fader, som kun venter, at vi beder til ham paa rette Maade. Lad os bekende for ham, at vi har forsømt at bede. Lad os indrømme, at den Mangel paa Tro, som Forsømmelsen er et Bevis paa, vidner om, at vort Liv mangler Aand og endnu er alt for meget under Selvets, Kødets og Verdens Magt. Lad os i Tro paa vor Herre Jesus, som gav os denne Lignelse og som selv ønsker, at hver eneste Del af den skal blive Sandhed for os, overgive os helt og fuldt til Tjenesten som Forbedere. Lad hvert et Glimt af Sjælenød, lad hver en Opmuntring af Kærlighedens Aand, lad al vor egen Afmagt til at velsigne, ja lad hver en Hindring for at opnaa Svar, alt tilhobe, nøde os til dette ene: med Paatrængenhed at raabe til Gud, som alene kan hjælpe. Og lad os, dersom vi virkelig føler, at vi har syndet paa dette Punkt, gøre vort yderste til at opøve en ny Slægt af Kristne, som kan drage Nytte af vor Fejl og undgaa den. Moses kunde ikke komme ind i det hellige Land, men eet kunde han: overgive det til Josva og opmuntre og styrke ham (5. Mos. 3, 28). Dersom det er for sent for os at oprette vor Fejl, lad os da i det mindste opmuntre dem, der kommer efter os til at gaa ind i det forjættede Land: det velsignede Liv i uafbrudt Bøn.

Den bedste forbeder er den bedste arbejder i Guds rige. Først at modtage fra Gud, dernæst at give til mennesker, hvad vi dag for dag faar af ham, det er hemmeligheden ved det arbejde, der er vækst i. Forbøn er det velsignede led, som sammenknytter vor afmagt og Guds almagt.