Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray

FJERDE KAPITEL
FOR HANS PAATRÆNGENHEDS SKYLD.

"Jeg siger eder, om han end ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til." Luk. 11, 8.

"Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte - - - hør, hvad den uretfærdige Dommer siger. Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de som raaber til ham Dag og Nat, og er han ikke langmodig, naar det gælder dem? Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast." Luk. 18, 1 og 7-8.

Vor Herre Jesus har lagt saa stor Vægt paa at lære os Udholdenhed og Paatrængenhed i Bøn, at han har fortalt os to Lignelser alene for at oplyse os derom. Dette vidner Tilstrækkeligt om, at vi her samtidig staar overfor Bønnens største Vanskelighed og dens ypperste Kraft. Han vil lade os vide, at alt ikke gaar lige nemt og glat i Bønnens Liv; vi maa være forberedt paa Vanskeligheder, som kun kan overvindes gennem vedholdende, maalbevidst Udholdenhed.

I Lignelserne fremstiller Herren Vanskeligheden som værende hos den, til hvem Henvendelsen sker, og Paatrængenheden som en Nødvendighed for at overvinde hans Tøven med at bønhøre. I vort Forhold til Gud er Vanskeligheden ikke paa hans, men paa vor Side. I Tilknytning til den første Lignelse fortæller Herren os, at vor Fader er mere villig til at give dem gode Gaver, som beder ham, end nogen jordisk Fader er til at give sit Barn Brød. I den anden forvisser Herren os om, at Gud længes efter i Hast at skaffe sine udvalgte Ret. Nødvendigheden af paatrængende Bøn kan ikke søges i, at Gud skal gøres villig eller tilbøjelig til at velsigne: Grunden maa alene søges hos os selv. Men fordi det var umuligt at finde noget jordisk Billede paa en kærlig Fader eller velvillig Ven, der kunde give os den fornødne Belæring om Paatrængenhed, saa tager Herren Billedet paa en uvillig Ven og en uretfærdig Dommer, for at bestyrke vor Tro paa, at Udholdenhed kan overvinde enhver Hindring.

Vanskeligheden ligger ikke i Guds Kærlighed eller Magt, men i os selv og vor egen Uskikkethed til at modtage Velsignelsen. Og dog, fordi der er denne Vanskelighed hos os, denne Mangel paa aandelig Beredthed, saa er der ogsaa en Vanskelighed hos Gud. Hans Visdom, hans Retfærdighed, ja, hans Kærlighed, tør ikke skænke os det, som vil virke til Skade for os, dersom vi havde alt for let og hurtig Adgang dertil. Synden eller Syndens Følge, som gør det umuligt for Gud at bønhøre os straks, er en Hindring paa Guds Side saa vel som paa vor; at gennembryde denne Syndens Magt i os selv eller i dem, for hvem vi beder, er i Virkeligheden det, hvori Bønnens Kamp og Vanskelighed bestaar. Og saaledes har Mennesker gennem Tiderne bedt, og med Rette under Følelsen af, at der var Vanskeligheder oventil, som skulde overvindes. Eftersom de bønfaldt Gud om at rydde de ukendte Hindringer bort, og i den stadige Bøn bragtes til den yderste Hjælpeløshed, til helt at overlade alt til ham, til Enhed med hans Vilje og til den Tro, som kunde holde ham fast, saa blev Hindringerne i dem selv og oventil samtidig overvundne. Efter som Gud overvandt dem, overvandt de Gud. Eftersom Gud faar Magt over os, faar vi Magt over Gud. '

Gud har indrettet det saaledes i os, at jo klarere Forstaaelse vi faar af et Paabud, des bedre kan vi give vort Hjerte hen deri.

Det, der væsentlig ligger til Grund for vor Sløvhed i Bøn, er, at der kan synes os at være noget vilkaarligt eller i det mindste noget ufatteligt i Opfordringen til saadan stadig Bøn. Dersom vi kunde faa Klarhed over, at denne tilsyneladende Vanskelighed er en guddommelig Nødvendighed, og ifølge Sagens Natur en Kilde til ubeskrivelig Velsignelse, vilde vi være mere rede til med Hjertens Glæde at leve i stadig Bøn. Lad os prøve, om vi ikke kan faa Forstaaelse af, at den Vanskelighed, som Opfordringen til Paatrængenhed i Bøn lægger paa vor Vej, er en af Guds største Gaver til os.

Jeg ved ikke, om du nogensinde har bemærket, hvad Rolle Vanskeligheder spiller i det naturlige Liv. De kalder mere end noget andet paa vore Kræfter. De styrker og forædler vor Karakter. Man siger, at en af Grundene til de nordiske Folks Overlegenhed i Viljestyrke lige overfor Sydens er, at Klimaet hos de sidste har været saa skønt og indbudt til et nemt og tvangfrit Liv; de Vanskeligheder, de første har haft at kæmpe med, har været deres største Gavn, hele Naturen er saadan indrettet af Gud, at Sæd og Høst saavel som Søgen efter Kul og Guld ingen Resultat giver uden Arbejde og Møje. Hvad er vel Opdragelse andet end en daglig Udvikling og Optugtelse af Sindet gennem nye Vanskeligheder, som Eleven maa overvinde? Fra det Øjeblik en Lektie er lært, stilles Eleven over for en højere og vanskeligere Opgave. Saavel Folkeracer som det enkelte Menneske naar den højeste Udvikling ved at møde og overvinde Vanskeligheder.

I vort Forhold til Gud gælder akkurat det samme. Tænk blot paa, hvad Resultat det vilde give, om et Guds Barn blot behøvede at knæle i Bøn, og modtage, og saa gaa bort. Hvilket usigeligt Tab vilde det have til Følge for det aandelige Liv. Gennem Vanskelighederne og Guds Tøven er det, at vi kaldes til vedholdende Bøn, og deri er det, at vi finder det himmelske Livs Velsignelser. Vi lærer der, hvor lidt vi glæder os ved Samfund med Gud, og hvor lidt vi ejer af levende Tro paa ham. Vi opdager, hvor jordisk og uaandeligt vort Hjerte endnu er, hvor lidt vi ejer af Guds Aand. Vi kommer gennem Vanskelighederne til at kende vor egen Svaghed og Uværdighed og maa overlade Guds Aand at bede i os, vi lærer ogsaa at søge vor Tilflugt i Jesus Kristus og blive i ham, som er vor eneste Forbeder hos Faderen. Der bliver vor egen Vilje og Kraft og Godhed korsfæstet. Der faar vi Kristi Opstandelseskraft til et nyt Liv, hvor hele vor Vilje er afhængig af Gud og sættes ind paa at virke til hans Ære. Lad os dog begynde at prise Gud for den paatrængende Bøn som et af hans rigeste Naademidler.

Tænk blot paa, hvad Kristus vandt gennem de Vanskeligheder, han mødte paa sin Vej. I Gethsemane var det, som om Faderen ikke vilde høre: "Han bad end mere indtrængende, indtil han blev hørt." Paa den Vej, han banede for os, lærte han Lydighed af alt, hvad han led, og blev saaledes gjort fuldkommen; hans Vilje blev overgivet til Gud; hans Tro paa Gud blev prøvet og styrket; denne Verdens Fyrste med al hans Fristelse blev overvundet. Dette er den ny og levende Vej, som han helligede for os; det er i udholdende Bøn, at vi vandrer i hans egen Aand og bliver delagtiggjorte i den. Bøn er paa en Maade vort Selvs Korsfæstelse, vor Meddelagtighed i Kristi Kors, vort Køds Overgivelse til Døden. Kære Kristi Venner! bør vi ikke skamme os over, at vi er saa langsomme til at korsfæste Kødet, vor egen Vilje og Verden, saaledes som vor Sendrægtighed til megen Bøn viser det? Skal vi ikke villigt lære den Lektie, som baade Naturen og Kristus i samme "Grad oplyser os om? Hindringer, som nøder os til paatrængende Bøn, er vor højeste Forret; de Vanskeligheder, som overvindes der, bringer os de rigeste Velsignelser.

Paatrængenhed rummer forskellige Grundegenskaber. Af disse er de vigtigste Udholdenhed, en fast Beslutning og Inderlighed. Den vægrer sig straks ved at modtage et Afslag. Den vokser til Beslutningen om at holde ud, den sparer ikke Tid og Møje, indtil Svaret kommer. Den stiger til den Inderlighed, hvori hele vort Væsen hengives til Gud i Bønnen, og Frimodigheden kommer til at gribe Guds Kraft. Til en Tid er den rolig og fredfyldt, til en anden lidenskabelig og modig. Nu giver den Tid og er taalmodig, siden kræver den straks, hvad den begærer. Hvordan den end former sig er den altid overbevist om, at Gud hører Bøn: Jeg bliver hørt.

Tænk paa de forunderlige Eksempler vi har fra de hellige under den gamle Pagt. Tænk paa Abraham, da han bad for Sodoma. Gang paa Gang gentager han sin Bøn, indtil han den sjette Gang maa sige: "min Herre vredes ikke." Han holder ikke op, førend han har erfaret, hvorledes Gud hver Gang gaar ind paa hans Begæring, han bliver ved, indtil han har lært, hvor langt han kan gaa, indtil han er trængt helt ind til Guds Hjerte og hviler i Guds Vilje. Og for hans Skyld blev Lot frelst. "Gud kom Abraham i Hu, og han lod "Lot føre ud af Ødelæggelsen" (1. Mos. 19,29). Og skal saa ikke vi, som selv har faaet Forløsning og ejer Forjættelser for Hedningerne, som Abraham ikke kendte til, begynde indtrængende at bønfalde Gud om disses Frelse.

Tænk paa Jakob, da han frygtede for at møde Esau. Herrens Engel mødte ham i Mørket og brødes med ham. Og da Englen mærkede, at han ikke kunde overvinde ham, sagde han: "Lad mig gaa," og Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke" (1. Mos. 32, 26). Og han velsignede ham der. Og den Frimodighed, der udtalte: "Jeg slipper dig ikke," og som aftvang den modstræbende Engel Velsignelsen, var Gud saa velbehagelig, at Jakob der fik et nyt Navn: "Israel, thi du har kæmpet med Gud og med Mennesker, og faaet Overhaand." Og ned gennem Tiderne har Guds Børn forstaaet, hvad Kristi to Lignelser lærer, at Gud holder sig tilbage og søger at unddrage sig fra os, indtil det, som er af Kødet og Selvet og Slaphed i os, er overvundet, og vi saaledes faar Overhaand over ham, at han kan og maa velsigne os. Hvor kan det være, at saa mange af Guds Børn ingen Attraa har efter at vinde denne Ære: som en Israel at kæmpe med Gud og faa Overhaand (1. Mos. 32, 28)? Det, som Herren lærte os i Ordet: "Hvad som helst I beder om, tro, at I har faaet det," er intet andet end hans Anvendelse af Jakobs Ord: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Det er den Paatrængenhed, han vil lære os, og som vi maa tilegne os: at kræve og at modtage Velsignelsen.

Tænk paa Moses, da Israel havde lavet Guldkalven. Moses vendte tilbage til Herren og sagde: "O, dette Folk har begaaet en stor Synd. Dog, om du vil, saa tilgiv dem endnu denne Synd; men hvis ikke, da udslet mig nu af din Bog, som du har skrevet" (2. Mos. 32,32). Det var Paatrængenhed, som hellere vilde dø, end at hans Folk ikke skulde skænkes ham. Og da Gud havde hørt ham og lovet at sende sin Engel med Folket, kom Moses igen og lod sig ikke tilfreds, førend Gud som Svar paa hans Bøn om, at Herren selv vilde gaa med dem, sagde til ham: "Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet" (2. Mos. 33, 12.17). Derefter lod Gud, som Svar paa hans Bøn: "Vis mig din Herlighed," sin Godhed drage forbi hans Ansigt, og straks bad han paany: "Herre, kom og gaa med os." Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. Om disse Dage siger han: "Jeg faldt ned for Herren som første Gang; fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter aad jeg ikke og drak ikke Vand for alle eders Synders Skyld" (5. Mos. 9, 21. 25). Som Forbeder brugte Moses Paatrængenhed overfor Gud og overvandt ham. Han er et Bevis paa, at det Menneske, der i Sandhed lever nær hos Gud, og med hvem Gud taler Ansigt til Ansigt, bliver meddelagtig i den samme Forbønnens Magt, som Han ejer, som er ved Guds højre Haand og træder frem for os (Rom. 8, 34).

Tænk paa Elias i Bønnen først om Ild, saa om Regn. I den første finder vi den Paatrængenhed, som kræver og modtager et øjeblikkeligt Svar. I den sidste, hvor han sidder bøjet til Jorden med Hovedet mellem sine Knæ, var hans Svar til Drengen, der skulde gaa og se over Havet og meldte, at han intet saa, "gaa igen syv Gange." Her var Paatrængenhedens Udholdenhed. Han havde sagt. til Akab, at der skulde komme Regn; og dog maatte han bede syv Gange derom. Og det er om denne Elias og hans Bøn, at Jakob siger: "Bed for hverandre.... Elias var et Menneske lige Vilkaar undergivet med os. En retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig" (Jak. 5, 16). Mon ikke nogen vil udbryde: "Hvor er Elias' Gud?" - denne Gud, som fremkalder saa virkekraftig en Bøn og besvarer den saa forunderligt. Lovet være hans Navn! Han er endnu den samme. Hans Folk skal blot tro, at han stadig venter, at vi skal bede ham! Troen paa en bønhørende Gud vil skabe Kristne, der elsker Bøn.

Vi mindes nu den sande Forbeders Egenskaber, saaledes som. Lignelsen viste os dem. Medlidenhed med Sjælene; Kristi Kærlighed i Hjertet; Følelsen af egen Magtesløshed; Tro paa Bønnens Magt; Mod til at blive ved trods Afslag; og Forvisningen om en. rig Løn - det er de Egenskaber, der gør en Kristen til en Forbeder, og som skaber den sejrende Bøns Kraft. Det er de Egenskaber, som udgør Kristenlivets Skønhed og Sundhed, som gør et Menneske til en Velsignelse for Verden, til en sand Kristi Tjener, der virkelig modtager Himlens Brød fra Gud for at give det til de hungrende. Disse Egenskaber er det, som fremkalder Troslivets allerhøjeste og mægtigste Dyder. Der findes intet, som den menneskelige Karakter i den Grad skylder sin Forædling som det Aandens Vovemod, der i Krig og Fred, i Politik og Videnskab kæmper med Vanskeligheder og sejrer. Ingen Møje og Bekostning kan beklages, naar den gælder Sejren. Og skulde vi, der er Kristne, ikke være i Stand til at møde de Vanskeligheder, som vi møder i Bøn? I samme Grad som vi arbejder og "strider i Bøn," tilegner den genfødte Vilje sig sin kongelige Ret til at kræve, hvad den vil i Jesu Navn, og bruger den Kraft, som den har faaet fra Gud, til at indvirke paa Menneskeskæbner.

Skal Verdens Mennesker ofre Velfærd og Glæde for det, som de stræber efter at naa, medens vi er saa fejge og lade, at vi ikke kæmper os igennem til det Sted, hvor vi kan finde Frihed for den fangne og Frelse for den fortabte? Om dog hver eneste af Kristi Tjenere maatte forstaa, hvad han er kaldet til. Vor Konge lever stedse for at bede. Kongens Aand lever stedse i os, for at vi skal bede. Fra Himlen maa de Velsignelser, som Verden trænger til, hentes ned af udholdende, paatrængende Bøn i Tro. Fra Himlen vil Helligaanden som Svar paa Bøn tage os helt i Besiddelse og arbejde gennem os. Lad os bekende, hvor forgæves vort meget Arbejde har været, fordi vi har bedt for lidt. Lad os ændre dette, saa mere Bøn, megen Bøn, uophørlig Bøn herefter bliver Beviset paa, at vi venter alt af Gud, og at vi stoler paa, at han hører os.