Gamle tekster
Forbønnens tjeneste
af Andrew Murray
FEMTE KAPITEL
DET LIV, DER KAN BEDE.
"Dersom I bliver i mig, og mine Ord bliver i eder, da bed om, hvad som helst I vil, og det skal blive eder til Del." Joh. 15, 7.
"En Retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er alvorlig." Jak. 5, 16.
"I elskede, dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed for Gud, og hvad vi end beder om, det faar vi af ham; fordi vi holder hans Bud og gør det, som er velbehageligt for ham." 1. Joh. 3, 21. 22.
I jordiske Forhold gælder det, at en Mands Indflydelse for en anden er afhængig af hans hele Karakter og hans Forhold til den, han skal gøre sin Indflydelse gældende hos. Som en Mand er, saaledes er Udsigterne for Opnaaelsen af, hvad han vil. Anderledes er det ikke overfor Gud. Vor Bøns Magt afhænger af vort Liv. Hvor vort Liv leves ret, skal vi nok vide at bede ret, og Bønnen vil sikre Svaret. De forannævnte Tekster peger alle i den Retning. "Dersom I bliver i mig," siger Herren, skal I bede, og det skal gives eder. I Følge Jakobs Ord er det en retfærdigs Bøn, der formaar meget. Vi faar hvad som helst, vi beder om, siger Johannes, fordi vi adlyder og behager Gud. Al Mangel paa Kraft til at bede ret og udholdende, al Mangel paa Kraft i Bønnen til Gud tyder paa en eller anden Brist i Kristenlivet. Efterhaanden som vi lærer at leve det gudvelbehagelige Liv, vil Gud give os, hvad vi beder om. Lad os lære af vor Herre Jesus, hvad han i Lignelsen om Vintræet siger om det sunde og stærke Liv, der kan bede om, hvad det vil, og faa det. Hør hans Røst, naar han siger: »Dersom I bliver i mig, og mine Ord bliver i eder, saa bed om hvad I vil, og det skal gives eder." Og atter i Slutningen af Lignelsen: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skal gaa hen og bære Frugt, og at eders Frugt skal blive: »for at Faderen maa give eder, hvad som helst I beder ham om i mit Navn« (Joh. 15, 16).
Og hvori bestaar nu efter Lignelsen det Liv, som vil føre til at bære Frugt, saa vi kan bede om, hvad vi vil, og modtage det? Hvad er det, vi skal være eller gøre for at blive skikkede til at bede, som vi skal, og faa, hvad vi beder om? Svaret ligger i et eneste Ord: det er det Liv, der er Grenens paa Vinstokken, som giver Kraften til Bøn. Vi er Grene paa Kristus, den levende Vinstok. Vi maa simpelt hen leve som Grenene og blive i Kristus, saa skal vi bede om, hvad vi vil, og det skal gives os.
Vi ved alle, hvad en Gren er, og hvad dens Hovedegenskab er. Den er simpelt hen Vinstokkens egen Frembringelse - skabt af den til at bære Frugt. Den har kun een Grund for sin Eksistens; den er der i Kraft af Vinstokken, for at denne gennem Grenen kan bære og modne sin dyrebare Frugt. Ligesom Vinstokken ene og alene lever for at frembringe den Saft, der fylder Druen, saaledes har Grenen ingen anden Opgave end den ene at modtage Saften og bære Druen. Dens eneste Bestilling er at tjene Vinstokken, for at Vinstokken gennem den kan gøre sin Gerning.
Men nu den troende, Grenen paa den himmelske Vinstok, Kristus, er det Meningen, at han ligesaa bogstavelig, ligesaa udelukkende skal leve kun for, at Kristus maa bære Frugt gennem ham? Er det Meningen, at en sand Kristen som en Gren skal optages af og hengive sig til at bære Frugt til Guds Ære i samme Grad, som Kristus selv gjorde det paa Jorden og nu gør det i Himlen? Dette og intet mindre er, hvad der virkelig er ment. Til saadanne Mennesker er Lignelsens ubegrænsede Forjættelser om Bøn givet. Kun det Liv, der som Grenens udelukkende leves for Vintræets Skyld, vil opnaa Evnen til at bede ret. Naaden til at bede ret og Troen til at modtage, hvad som helst vi vil, beror paa, at vi bliver i ham og hans Ord bliver i os, bevaret og adlydt i Hjerte og Liv. (Joh. 15, 7).
Lad os forene disse to Ting og tilegne os dem i al deres enkle, bogstavelige Sandhed og deres uendelige guddommelige Storslaaethed. Løfterne i Herrens Afskedstale, hvor han saa forunderlig seks Gange gentager det ubegrænsede, alt, hvad som helst (Joh.14, 13. 14; 15,7. 16; 16, 23. 24), forekommer os alt for store til at blive taget bogstaveligt, vi har afsvækket dem, for at de kan passe ind i vor naturlige Opfattelse. Grunden hertil er, at vi adskiller dem fra det Liv, der leves i fuldkommen Overgivelse til Kristi Tjeneste, til hvilket de blev givet. Guds Pagt er i Evighed den: Giv alt og modtag alt. Den, der er villig til helt at være Gren og intet andet end Gren, den, der er rede til helt og fuldt at stille sig til Raadighed for Jesus, Guds Vintræ, for at bære Guds Frugt gennem ham og til at leve hvert Øjeblik for ham, vil modtage en guddommelig Frihed til at gøre Herrens »hvad som helst« gældende i hele dets Udstrækning, og faar en guddommelig Visdom og Ydmyghed til at bruge den ret. Han vil leve og bede og beraabe sig paa Faderens Løfter, ligesom Jesus gjorde det, med det ene Maal for Øje, at herliggøre Gud ved Menneskers Frelse. Han vil bruge sin Frimodighed i Bøn kun med det for Øje at kunne bede ret og hente Velsignelse ned til Mennesker. Grenens Liv i fuldkommen Hengivelse til at bære Frugt er uadskillig fra den fuldkomne Adgang til de Rigdomsskatte, som selve Vintræets Liv rummer. Kun det Liv, som leves helt i Kristus, kan bede den formaaende Bøn i Jesu Navn.
Lad os et Øjeblik tænke paa Bønnens Mænd i Skriften og hos dem se, hvordan det Liv var, som kunde bede med slig Kraft. Vi nævnte Abraham som Forbeder. Hvad gav ham saadan Frimodighed? Han vidste, at Gud havde udvalgt ham og kaldt ham ud fra hans Hjem og Folk, til at vandre for Herren, at alle Folkeslag i ham skulde velsignes. Han vidste, at han havde været lydig og forsaget alt for Herren. Hans Livs Lov var ubetinget Lydighed, om det saa gjaldt at ofre sin Søn. Han gjorde, hvad Gud forlangte: han turde tro, at Gud vilde give, hvad han bad om. Vi nævnte Moses som Forbeder. Ogsaa han havde forladt alle Ting for Guds Skyld, "idet han regnede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end alle Ægyptens Skatte" (Hebr. 11,26). Han levede for Gud, som en Tjener, der var tro i hele hans Hus (Hebr. 3, 5). Hvor ofte er der ikke skrevet om ham. »alt, hvad Herren befalede Moses, det gjorde han.« Intet Under, at han var meget frimodig: hans Hjerte var retfærdigt for Gud; han vidste, Gud vilde høre ham. Dette gælder i ikke mindre Grad om Elias, den Mand, der gik ud for at overtale Herren, Israels Gud. Det Menneske, der tør vove alt for Herren, kan ogsaa regne med, at Herren vil gøre alt for ham.
Som Mennesker lever, saaledes beder de. I Bønnen finder Livet sit rette Udtryk. Det Liv, som i fuldkommen Overgivelse opgiver alt for Gud og til Gud, kan vente alt af Gud. Vor Gud længes inderligt efter at aabenbare sig som sit Folks trofaste og almægtige Hjælper. Han venter kun paa Hjerter, der er helt bortvendte fra Verden, rede til at modtage hans Gaver. Det Menneske, som mister alt, vil finde alt; han faar Mod til at bede og forvente Svar. Grenen, som helt og sandt lever Livet i Kristus, den himmelske Vinstok, og ligesom Kristus helt giver sig hen til at bære Frugt i Sjæles Frelse, og hvis Liv saadan bæres af og leves med Ordet, kan og tør bede om, hvad den vil - og det skal gives. Og hvor vi endnu ikke er naaet til denne fuldkomne Overgivelse, til hvilken Herren havde oplært sine Disciple, og derfor ikke kan ligne dem i deres Magt til at bede, maa vi ikke desto mindre opmuntres ved at erindre, at selv paa de første Udviklingstrin af det kristne Liv vil ethvert nyt Skridt fremad i ærlig Stræben efter at leve Grenens Liv og enhver Hengivelse til at leve i Forbøn for andre blive mødt oppe fra med en tilsvarende Frihed til at komme frem for Gud med større Frimodighed til at forvente rigere Bønhørelse. Jo mere vi beder, og jo mere vi erkender vor Uskikkethed til at bede med Kraft, des mere skal vi blive nødet til og hjulpet til at trænge frem til Hemmeligheden, der ligger til Grund for Bønnens Kraft - et Liv i Kristus, helt stillet til hans Raadighed.
Men for dem, som i Mismod spørger om Grunden til, at de ikke har naaet ind i dette velsignede Grenliv, der er saa enfoldigt og dog saa mægtigt, og hvorledes de kan naa det, vil jeg gerne pege paa en af de mest dyrebare Sandheder i Lignelsen om Vintræet, en, der lægges alt for lidt Mærke til. Jesus sagde: »Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingaardsmanden.« Vi har ikke alene ham selv, Guds herliggjorte Søn, i al sin guddommelige Fuldkommenhed med al den Naade, vi kan hente af hans Livs Fylde, - dette er i sig selv vidunderligt — men der er noget, som er endnu mere velsignet. Faderen er Vingaardsmanden, der vaager over, at vi bliver i Vinstokken, og at vi vokser og bærer Frugt. Det er ikke overladt til vor Tro eller vor Trofasthed at fastholde vor Forbindelse med Jesus, men Gud, Jesu Kristi Fader, som forenede os med ham, - han vil selv vaage over, at Grenen er det, den skal være, og vil gøre os skikkede til at bære netop den Frugt, vi er udset til at bære. Hør hvad Kristus sagde herom: "Hver Gren, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt." (Joh. 15, 2). Mere Frugt - det er Faderens Maal, og det vil han selv sørge for. Det er med det for Øje, at han renser Grenene.
Lad os et Øjeblik eftertænke, hvad dette betyder. Man siger, at af alle frugtbærende Planter paa Jorden er der ingen, der som Vintræet bærer en Frugt, hvoraf der kan uddrages saa rig en Saft. Og af alle frugtbærende Planter er der ingen, der saa let skyder Vildskud, hvorfor Beskæring og Rensning er saa absolut nødvendig. Vingaardsmandens allerstørste Arbejde bestaar hvert Aar i Grenens Beskæring. Andre Planter kan til en Tid undvære denne og dog bære Frugt; Vintræet skal beskæres. Og saaledes bliver det ene fornødne dette, fuldstændig at overgive sig til denne guddommelige Rensning og Beskæring, dersom man som Grenen vil blive i Kristus og bære megen Frugt og blive skikket til at bede om hvad som helst. Hvad er det, Vingaardsmanden bortskærer med sin Kniv? Intet andet end det Ved, som Grenen har dannet - almindeligt Ved med Vintræets Natur i sig. Dette maa skæres bort. Og hvorfor? Fordi det suger Kraft og Liv fra Vinstokken og hindrer Saften i at strømme ud til Druen. Jo mere Grenen beskæres, jo mindre der er af træagtigt i den, des mere Saft kan der tilflyde Druen. Grenens Ved maa beskæres, for at Vintræets Frugt kan blive saa meget bedre; i Lydighed mod al Naturens Lov, at Døden er Vejen til Livet, at alt vindes gennem Offer, maa den rige overflødige Trævækst skæres af og kastes bort, for at Livet saa meget rigere kan udfolde sig i Drueklasen.
Ligeledes med dig, du Guds Barn, som er Gren paa den himmelske Vinstok, der er i dig noget, som synes fuldstændig uskyldigt og retmæssigt, og som dog tiltrækker sig din Interesse og dine Kræfter, saa det maa renses og skæres bort. Vi saa hvilken Kraft Bønnens Mænd som Abraham og Moses og Elias havde, og vi ser, hvilken Frugt de bar. Men vi ved ogsaa, hvad det kostede dem, hvorledes Gud maatte tage dem afsides og atter og atter drage dem bort fra al Selvtillid for ene og alene at søge Livet i ham. Selv om vore Anstrengelser og vor Glæde synes ganske naturlig og uden Synd, er det kun ved en grundig Beskæring deraf, at alle vort Væsens Kræfter frigøres til og aabnes for at modtage Saften fra den himmelske Vinstok, nemlig Helligaanden, saa at vi ved den kan bære megen Frugt. Ved Overgivelsen af alt det, som vor Natur hænger ved, og ved oprigtig og villig Underkastelse under Guds hellige Rensekniv naar vi frem til Kristi Maal med os - at bære Frugt saaledes, at Faderen kan give os, hvad som helst vi beder om i Jesu Navn.
Jesus fortæller os i det følgende Vers om, hvad Rensekniven er. "I er allerede rene i Kraft af det Ord, som jeg har talt til eder." Ligesom han senere siger: »Hellige dem i din Sandhed, dit Ord er Sandhed« (Joh. 17,17). "Guds Ord er hvassere end noget tveægget Sværd og trænger igennem indtil det deler Sjæl og Aand" (Hebr. 4,12). Hvilke hjerteransagende Ord talte Herren ikke til sine Disciple, Ord om Kærlighed og Ydmyghed, om at være den ringeste, om ligesom ham at være alles Tjener, om Selvfornægtelse, om at tage Korset og sætte Livet til. Ved sit Ord havde Faderen renset dem og fjernet al deres Tillid til Selvet og Verden og beredt dem til at kunne gennemstrømmes og opfyldes af den himmelske Vinstoks Aand. Vi kan ikke selv rense os: Gud er Vingaardsmanden, vi har kun tillidsfuldt at overgive os til hans Omsorg.
Elskede Brødre - Præster, Missionærer, Lærere, Kristi Tjenere, gamle og unge Guds Børn - sørger I over, at I mangler Bønnens Evne og som Følge deraf ogsaa mangler Bønnens Kraft? O, kom og lyt til, hvad eders dyrebare Herre har at sige eder. Vær kun som Grenen, forenet med, helt regnet som eet med den himmelske Vinstok, saa skal eders Bønner blive virkekraftige og meget formaaende. Sørger I over, at det just er eders Ulykke, at I ikke lever og ikke kan leve dette Grenens Liv i ham? O, kom og lyt igen. "Mere Frugt" er ikke blot eders Ønske, det er ogsaa Faderens. Han er Vingaardsmanden, som renser den frugtbare Gren, for at den kan bære mere Frugt. Overgiv dig helt til Gud, for at han kan udrette det i dig, som er umuligt for Mennesker. Regn med den guddommelige Renselse, som vil fjerne al den Selvtillid og Egenanstrengelse, som hidtil har været Skyld i din Mangel. Skulde ikke den Gud, som gav dig sin elskede Søn, for at han skulde være din Vinstok, som gjorde dig til hans Gren, skulde han ikke udføre sin rensende Gerning i dig, for at du kan bære Frugt i al god Gerning — ogsaa i Bønnens og Forbønnens Tjeneste?
Dette er det Liv, som kan bede, en Gren, der helt lever for Vinstokken og dens Maal, idet den lægger hele Ansvaret for Renselse paa Vingaardsmanden. I Kraft af saadant et Liv kommer vi til at elske Bøn, til at lære, hvordan vi skal bede, og faa hvad som helst vi beder om.
|